Den demokratiserede kulturanmeldelse

Det mediebillede vi omgiver os med, er gennemsyret af holdninger, meninger og ytringer, der i større eller mindre grad harmonerer med de værdier vi hver især bærer på. Dette gør sig ligeledes gældende for de ytringer, der bliver sat i en ramme af en anmeldelse – i indeværende ærinde, en kulturanmeldelse.

Blogger-Cartoon
Kulturanmeldelsen har forandret sit udtryk i takt med, at de teknologiske landevindinger har åbnet op for et udvidet netværkssamfund, hvor offentligheden er blevet inviteret indenfor, ikke bare som konsumenter, men ligeledes som producenter. Netværkssamfundet har endvidere medført en acceleret medialisering af samfundet, hvor medierne spiller en betragtelig rolle og kan siges, at besidde en styrende logik. Her har medierne enddog haft en afsmittende effekt på sproget og hvordan det bruges, her tænkes bl.a. på SMS sprog og Twitter beskeder. Den øgede medialisering har medført, at der er sket en ændring i den måde vi ser og bruger medier på, der kan plæderes for en mere sømløs integration af medier i vores daglige liv. Praktikken bag netværkssamfundet er bl.a. blogs, sociale medier og andre medieprodukter der er forbundet vha. hyperlinks, hvor indgangsbarrieren og omkostningen for publicering er sænket betragteligt i forhold til den verden vi kendte pre-1991. Dette har skabt en større grad af deltagerjournalistik, hvor ikke-professionelle skribenter har udvidet deres beføjelser for meningstilkendegivelser, herunder anmelde kunsten og kulturen. Flere kan komme til orde, på en relativt nem facon. En anden affødt effekt er muliggørelsen af kommunikation på ikke proprietære kanaler, hvor kulturskribenten ikke er underlagt en politik eller struktur af regler dvs. ordet bliver mere frit og, forhåbenligt, ærligt. Ekspansionen af det nye netværksamfund, besidder ligeledes en implicit indlejring af kollaboration på tværs af kommunegrænser, landegrænser og kontinenter – muligheden for en fælles intelligens, Collective Intelligence. Grundtanken er, at ingen ved alt, men alle ved noget dvs. ved samarbejde og interageren vil vores viden blive større end selve summen. Dette er en vigtig pointe i tilblivelsen af gode kulturanmeldelser, da ikke alle med en deleiver besidder den fornødne grundviden til, at give anmeldelsen slagkraft, her kan fællesskabets intelligens måske give den fornødne brændstof.
Digitale anmeldelser i dag indgår, som oftest i et tværmedialt kredsløb, forstås et kommunikativt kredsløb med en arbejdsdeling mellem platforme. Her taler selve anmeldelsen ind i et større kredsløb f.eks. kan der være indlejret en Spotify playlist, indlejret en Facebook tråd, mulighed for deling, et kommentarspor eller links til relateret indhold af interesse. Dette kan holde læseren indenfor den specifikke kulturelle referenceramme. Her kan den kulturanmeldende menigmand indgå i kredsløbet ved, at holde sig indenfor det givne mediesystems struktur (eks. kommentere, dele, læse videre) eller ligefrem invitere andre læsere indenfor i hans/hendes eget univers (der kan indeholde samme netværkselementer).
Mediepessimisten vil argumentere for, at ikke alle er stillet lige – ikke alle er i besiddelse af de teknologier, der er påkrævet, andre magter ikke eller ønsker ikke, at ytre sig om kulturen. Dette slår et uundgåeligt skår i demokratiseringen af ordet (i netværkssamfundet), dog vil jeg plædere for, at muligheden foreligger alle, selvom de af f.eks. socioøkonomiske forhold ikke kan gribe den. Endvidere har globale teknologigiganter programmeret algoritmer der styrer, hvad vi kan fremsøge og hvad de mener, vi ønsker at se – kaldet The Filter Buble.

Dette har den effekt, at selvom vi har lettere adgang til, at skrive og publicere vores kulturanmeldelser, så kan vores indhold blive filtreret fra og dermed ikke blive læst, hvilket må siges er uheldigt for demokratiseringen af anmeldelsen.
Ud fra den betragtning, at den mediepessimistiske tilgang ikke overstiger den af en mere positiv anskuelse, når talen falder på demokratiseringen af kulturanmeldelsen, vil jeg mene, at netværksamfundet har medført et kulturelt medborgerskab, der har demokratiseret det skrevne ord, altså givet folket muligheden for at tage styringen. Dette baseres på den effekt medialiseringen har haft og har på samfundet og de nye netværksmedier, deres tilgængelighed og afledte muligheder.

Computerspil & nørderi

Det er ikke mange år siden, at computerspils revolutionen rasede og de hede debatter om ‘den digitale underholdnings negative indflydelse på vores spirrende ungdom’ var dagligdag i nyhedspressen. Magnavox Odyssey, Atari 2600 og andre 8-bits konsoller hjemsøgte børns drømme, og var sikre førstevalg, når ønskesedlen skulle skrives. Arcadehaller poppede frem og deres tilstedeværelse rivaliserede den af konventionelle fritidshjem. I disse pre-internetdage blev budskabet overleveret af kulørte magasiner, produceret af unge mennesker smittet med den digitale feber – der var en hel underskov af publikationer, hvis levetid gerne var kortvarig, dog med et par stabile udgivelser med veletablerede udgiverhuse i ryggen. Alt dette på trods, så var der en vis modstand overfor computerspil bl.a. fra akademiske cirkler, der var af den holdning, at spillene besad en depraveret natur der korruperede de unges sind og i tilgift hæmmede deres naturlige udvikling.

Nu, ca. 40 år senere, er det digitale spils form blevet en accepteret størrelse, både som underholdning og, som decideret sportsgren. Alle med en smartphone, tablet eller en PC, har haft et digitalt spil gennem fingrene – dette på tværs af generationer og køn. Med denne nyfundne accept er computerspillet blevet genstand for et arkæologisk og historisk virke.

Pong blev udgivet i 1972 og var en medvirkende årsag til computerspillets popularitet

I dag bliver der skrevet bøger om ældre computerspil (bl.a. The Ultimate History of Video Games; Steven L. Kent), lave film om emnet (Video Games: The Movie) og computerspilsforskningen har fornyet deres interesse. At der er glade amatører, der ligeledes har computerspillets DNA under huden, kan ses på Youtube. Her flyder det med Let’s Plays og andre videoer, der skatter spil fra en ikke alt for fjern fortid. En af de mere iøjnefaldende serier om ældre spil, kommer fra amerikaneren James Rolfe, der har kreeret en særegen persona, som er videoernes hovedaktør – Angry Video Game Nerd. Præmissen er, at han anmelder gamle, ikke succesfulde spil, der som oftest er virkelig ringe og nærmest uspillelige. Dette bliver gjort med en stor entusiasme, indsigt og humor, hvilket netop er seriens vanedannende tilsnit. De første videoer blev postet på hans eget website (http://cinemassacre.com) i 2004 og derfra er der ikke blevet kigget tilbage! Sidste år udkom en crowdfundet spillefilm om den sure computerspils nørd (Angry Video Game Nerd: The Movie), som James Rolfe spillede hovedrollen i, instruerede, skrev manuskriptet til, klippede og hjalp med special effects. Der er meget tale om et one man foretagende, hvilket i mine øjne gør det hele lidt mere charmerende.
Hvis du sidder derude, med bare en snert af interesse for 8-bits og 16-bits computerspil, så er mit bedste råd, at give Angry Video Game Nerd en chance.

Her kan du se en typisk Angry Video Game Nerd video:

A Starr is born

Når talen falder på den moderne pop/rocks fødsel, er det meget svært at bevæge samtalen udenom The Beatles. Deres bidrag til musikhistorien er uvurderlig og ganske anseelig, hvilket er en sang stort set alle musikinteresserede kan synge med på. Det er ligeledes ganske vist, at alle har en favorit Beatle, og her ligger ‘intelligente’ John Lennon og ‘glade’ Paul McCartney klart i førersædet, tæt forfulgt af ‘mystiske’ George Harrison. Dog er det ikke mange der har den klejne trommeslager Ringo Starr, som deres favorit. Dette er selvfølgelig ikke så underligt, specielt ikke set i lyset af Lennon og McCartney’s sangskriver partnerskab og Harrisons få, men glimrende, kompositioner. Dog er det absolut værd, at kaste et blik på Ringos ouvre, da hans tidlige plader indeholder meget kvalitet og glimrende pop-sange.

Det som mange ikke ved er, at i de første år efter The Beatles opløsning var Ringo Starr den bedst sælgende kunstner af de fire. Han havde store hits, som It don’t come easy (US nr. 4; UK nr. 4), Back off Boogaloo (US nr. 9; UK nr. 2), Photograph (US nr. 1; UK nr. 8), You’re Sixteen (US nr. 1; UK nr. 4), Oh My My (US nr. 5), Only You (and you alone) (US nr. 6), Snookeroo (US nr. 3) og No No Song (US nr. 3). Hans kreative zenith lå i tidsperioden ’71 til starten af ’75, herefter gik det voldsomt ned ad bakke bl.a. med det helt igennem rædderlige album Ringo the 4th (1977), hvor den godmodige Ringo flirtede kraftigt med disco’ens pulserende danserytmer og en Giorgio Moroder agtig produktion. Denne plade slog nærmest egenhændigt hans karriere, som stor sælgende popsnedker, ihjel.

Personligt vil jeg opfordre enhver der læser dette til, at give Ringo Starrs tidlige periode en chance. Der er rigtig mange ørehængere, glimrende produktioner og altid et all-star cast af medvirkende musikere – her kan bl.a. nævnes de tre andre Beatler, Marc Bolan, Harry Nilsson, Stephen Stills, Elton John, Robbie Robertson m.v. Jeg vil specielt fremhæve den (Glam) rockende Back off Boogaloo, der med sit insisterende groove og repeterende omkvæd nærmest er født til, at skabe smil og glæde.

Idolbilleder fra en VM tid

Som det nok ikke er gået nogens næse forbi, så befinder vi os midt i en højspændt VM tid. Klodens ypperste fodboldatletter er forsamlet i Brasilien, hvor den ene drabelige kamp efter den anden skal afgøre, hvilken nation der kan hjemføre det eftertragtede Jules Rimet trofæ og kalde sig verdens bedste. I denne anledning har jeg samlet en perlerække af tidernes største VM stjerner siden 1970, lige til at printe ud og hænge op på drengeværelset. Enjoy!

1. Pelé havde en forrygende slutrunde i Mexico i 1970 og førte Brasilien frem til VM trofæet med 4-1 over Italien.

2. Johan Cruyff var Hollands ubestridte leder, da de henrykkede en hel verden med deres flydende total fodbold ved VM i 1974. Der skulle et tysk hold og et ivrigt hjemmebane publikum til at tæmme dem – tyskerne vandt 2-1 i München.

3. Mario Kempes blev den store helt, da Argentina vandt deres første VM trofæ på hjemmebane i Buenos Aires i 1978. Ikke nok med, at han blev VM topscorer, så faldt 2 af målene i finalen mod Holland (3-1).

4. I Madrid i 1982 slog Italien Vesttyskland med 3-1 og VM slutrundens mest funklende stjerne var den genopstandende Paolo Rossi – han var netop kommet tilbage fra en 2 års match fixing skandale (red. Italy 101).

5. Maradona bjergtagede en hel generation af fodboldelskere under VM 1986 i Mexico, hvor han styrede Argentina, nærmest egenhændigt, mod VM trofæet (3-2 over Vesttyskland i finalen).

6. VM 1990 i Italien var, over en bred kam, en yderst defensiv affære uden de store lyspunkter. Dog var der en 38 årige angriber fra Cameroun, der kastede stjernetøv over slutrunden og gjorde Cameround til publikumsfavoritter – Cameroun røg ud i kvartfinalen til England. Finalen blev en halvsløj affære mellem Vesttyskland og Argentina, der meget symptomatisk for slutrunden blev afgjort på et straffespark til tyskerne.

7. VM 1994 i USA blev slutrunden, hvor finalen for første gang skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence – her trak Italien det korteste strå mod Brasilien. Dette ændrer dog ikke på, at den mest seværdige spiller i denne slutrunde var italienernes Roberto Baggio (desværre for ham, så brændte han sit spark fra 11 meter pletten i finalen).

8. Superstjernen Zinedine Zidane blev allemands eje efter VM 1998 i Frankrig, hvor han hjalp de franske værter til en meriterende 3-0 sejr over Brasilien i finalen. 

9. Brasilien vandt VM finalen i Sydkorea/Japan 2002 over Tyskland med cifrene 2-0 og brasilienernes helt var en sand fugl Føniks, der rejste sig fra en længervarende karriere truende skade og bankede 8 mål ind. Det er selvfølgelig Ronaldo de Lima jeg snakker om.

10. Fabio Cannavaros navn vil for altid være synonymt med en af VM historiens største forsvarsspillere. Hans præstationer ved VM 2006 i Tyskland var kraftigt medvirkende til, at undertippede Italien kunne løfte trofæet en sommeraften i Berlin (vandt over en anden overraskelse, nemlig Frankrig).

11. Diego Forlan var Uruguays leder, stjernespiller, topscorer (delt turnerings topscorer med 3 andre) og kåret til turneringens bedste spiller, da den lille nation overraskende nåede semifinalen i Sydafrika 2010. Finalen blev vundet af Spanien med 1-0 over Holland.

Den ene hånd vasker den anden

I dag skal vi kigge tilbage på et gammelt indlæg fra denne side, nærmere betegnet min stille hyldest til Frank Ziyanak og hans nyeste udspil ‘Familie før Musik før Penge’ – hvis du vil føres up to date, læs indlægget her. Efter jeg havde publiceret indlægget, kom det mig af omveje for ører, at indlæggets hovedperson havde refereret til selvsamme på sin Facebook væg.

Frank_Ziyanak_blog

Dette vakte selvsagt en glæde for jeres nærværende skribent, da skriverierne kun giver mening, hvis der er et læsedygtigt publikum. Og i tilgift øges glæden, når dem der skrives om, synes om de ord man fæstner til deres navn. I Frank Ziyanaks tilfælde håber jeg, at have skubbet lidt til pladesalget i en positiv retning – det fortjener han!

Frank_Ziyanak_blog2

Pixeleret musik

Jeg har altid været en nostalgi hungrende sjæl med en ubændig tilbageskuende trang. Helt i denne ånd kan jeg oplyse, at det er præcist 27 år siden at en Amiga 500 fandt vej til mit sparsomt indrettede drengeværelse. Denne maskine var en vidundermaskine for en 10 årige dreng, hvis øjne kun havde set pixeleret 8 bits grafik og ører hørt grovkornet musik fra bl.a. Commodores umådeligt populære C64 maskine. Det var Amigaen der introducerede mig for musen, det grafiske brugerinterface (AmigaOS) og computerspil med en sindsygt detaljeret grafik (Amigaen kunne vise hele 4096 farver på skærmen – samtidigt). Mange af mine kammerater havde en tilsvarende maskine, så udvekslingen af spil foregik flittigt. Vi gik endog så vidt, at abonnere på spil pr. postordre fra kilder der ikke har været helt fine i kanten. For hvis jeg skal være helt ærlig, så var det mest spillene der trak.

I Amigaens spæde barndom blev maskinens potentiale ikke udnyttet til fulde, men i takt med at den fik flere år på bagen, fandt udviklerne smutveje til at presse den for hver en dråbe af saft og kraft. Spillene blev flottere, dybere og lydsiden fik ligeledes et nøk opad. Et af de spil der blæste mig omkuld, ikke fordi Gameplayet var revolutionerende, men fordi grafikken, animationerne og musikken var gennemført, var ‘Shadow of the Beast’ (1989) fra engelske Psygnosis. Der er tale om et rimelig konventionelt side-scrolling og platforms spil, med en høj sværhedsgrad. Dette spil har en særlig plads i mit hjerte, alene på grund af den velproducerede lydside – et varieret og ørehængende soundtrack. Vi var en lille gruppe af drenge, der kun spillede ‘Shadow of the Beast’ for at genhøre alle de, for os, klassiske rifs, fede beats og bjergtagende melodistykker. En ligeledes nostalgi hungrende Youtube bruger har rippet hele soundtracket og gjort det tilgængeligt, hvilket jeg kun kan tiljuble. Dengang i 1989 var jeg specielt glad for stykket, du finder mellem tidskoderne 3:07 – 5:08 – god nostalgi lytter!

 

 

Rock der ikke ruller

Igennem tiderne har mange kunstnere kommet og gået i den brede befolknings bevidsthed. Radio og musik TV har dikteret slagets gang, og bestemt hvem der skal helt frem i højtalernes membran. I MTV’s spæde barndom var Rick Springfield en hel generations guitar helt. Han scorede en regulær landeplage i staterne med ‘Jessie’s Girl’ i 1981. Det vil nok ikke være helt forket, at kalde den for hans signatur sang. Musikken kan bedst betegnes, som værende svagt rockende, nærmest vuggende, i sin meget tidstypiske tilgang. En nærmere indkredsning af stilen fortæller os, at det var MOR rock i en ekstra spiselig indpakning. Dette var en meget populær stil i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor Rick Springfield absolut ikke var eneste eksponent. Men lige Rick står som gudfader til en sub-genre i denne kontekst, nemlig persienne rocken. Navnet på genren er egentlig ikke specielt forankret i det musikalske input, andet end den føromtalte MOR rock, men snarere den visuelle stil benyttet i de labre musikvideoer. Kunstigt belyste aktører, et “grumset” look, svedig storby stemning, chiaroscuro galore (kontrast mellem lys og mørke) blev flittigt benyttet, og læg dertil persienner i alle afskygninger; lukkede persienner (red. for at holde storbyens kunstige lys ude) eller åbner persienner med dertil hørende stribede skygger. Som en ekstra bonus, optrådte Rick altid i en form for helte positur med sin guitar – i dag lidt sjovt at se på, men dengang var det umådeligt cool! Musikken var også perfekt for den hvide mand tilhørende (den øvre) middelklasse(n) eller derover. Det var feel good rock med en moderigtig attitude og totalt blottet for holdning, politik eller livets skyggesider (udover kærligheden til det modsatte køn, oftest ulykkelig kærlighed). Herunder kan i se en flot repræsentant for persienne rocken: Rick Springfield med ‘Affair of the Heart’.

1980’ernes MOR rock, herunder persienne rock varianten, spillede sig selv langsomt i baggrunden med populariseringen af den hårdere rock og metal (f.eks. Metallica), for hver dag vi kom tættere på 1990’erne. Mainstreamen fik ligeledes flere genrer at forholde sig til: elektronisk musik, Rap og Hip-Hip kom ud af undergrunden, og musikerne (eller deres producere) fusionerede konventionelle genrer på kryds og tværs. Dette har været stærkt medvirkende årsager til, at persienne rocken stort set har været erklæret død i en længere årrække – nogen vil mene det er for det bedste.

Men ligesom nekrologen lå klar til tryk og blyanten, der skulle skrive dødsattesten, var spidset og klar til brug, udkom det canadiske band Destroyer med deres 10. langspiller ‘Kaputt’ (2011). Bandet har igennem deres mange udgivelser været finurlige og legende, men altid kredset om en melodisk rockmusik med et fløjlsblødt udtryk. I mine ører ramte de plet med førnævnte skive. Musikken giver mindelser om en konditors fyld til en Sarah Bernhardt kage eller skummet i et dejligt karbad – blødt, behageligt og, frem for alt, indbydende. Pladen løfter ikke direkte arven fra Rick Springfields helte inficerede persienne rock, men skal nok snarere høres som en omskrivning af selvsamme. Dog bliver hatten flittigt tippet i retning af tidligere tiders helte og Rick må have været en af disse canadiske drenges tidlige musikalske stjerner. Pladen er spækket med ørehængere bl.a. titelnummeret og ‘Savage Night at the Opera’, men min personlige favorit må være ‘Chinatown’. Giv dig selv en pause fra hverdagens stress, ‘Chinatown’ vil efterlade dig glad og tilfreds: