Den demokratiserede kulturanmeldelse

Det mediebillede vi omgiver os med, er gennemsyret af holdninger, meninger og ytringer, der i større eller mindre grad harmonerer med de værdier vi hver især bærer på. Dette gør sig ligeledes gældende for de ytringer, der bliver sat i en ramme af en anmeldelse – i indeværende ærinde, en kulturanmeldelse.

Blogger-Cartoon
Kulturanmeldelsen har forandret sit udtryk i takt med, at de teknologiske landevindinger har åbnet op for et udvidet netværkssamfund, hvor offentligheden er blevet inviteret indenfor, ikke bare som konsumenter, men ligeledes som producenter. Netværkssamfundet har endvidere medført en acceleret medialisering af samfundet, hvor medierne spiller en betragtelig rolle og kan siges, at besidde en styrende logik. Her har medierne enddog haft en afsmittende effekt på sproget og hvordan det bruges, her tænkes bl.a. på SMS sprog og Twitter beskeder. Den øgede medialisering har medført, at der er sket en ændring i den måde vi ser og bruger medier på, der kan plæderes for en mere sømløs integration af medier i vores daglige liv. Praktikken bag netværkssamfundet er bl.a. blogs, sociale medier og andre medieprodukter der er forbundet vha. hyperlinks, hvor indgangsbarrieren og omkostningen for publicering er sænket betragteligt i forhold til den verden vi kendte pre-1991. Dette har skabt en større grad af deltagerjournalistik, hvor ikke-professionelle skribenter har udvidet deres beføjelser for meningstilkendegivelser, herunder anmelde kunsten og kulturen. Flere kan komme til orde, på en relativt nem facon. En anden affødt effekt er muliggørelsen af kommunikation på ikke proprietære kanaler, hvor kulturskribenten ikke er underlagt en politik eller struktur af regler dvs. ordet bliver mere frit og, forhåbenligt, ærligt. Ekspansionen af det nye netværksamfund, besidder ligeledes en implicit indlejring af kollaboration på tværs af kommunegrænser, landegrænser og kontinenter – muligheden for en fælles intelligens, Collective Intelligence. Grundtanken er, at ingen ved alt, men alle ved noget dvs. ved samarbejde og interageren vil vores viden blive større end selve summen. Dette er en vigtig pointe i tilblivelsen af gode kulturanmeldelser, da ikke alle med en deleiver besidder den fornødne grundviden til, at give anmeldelsen slagkraft, her kan fællesskabets intelligens måske give den fornødne brændstof.
Digitale anmeldelser i dag indgår, som oftest i et tværmedialt kredsløb, forstås et kommunikativt kredsløb med en arbejdsdeling mellem platforme. Her taler selve anmeldelsen ind i et større kredsløb f.eks. kan der være indlejret en Spotify playlist, indlejret en Facebook tråd, mulighed for deling, et kommentarspor eller links til relateret indhold af interesse. Dette kan holde læseren indenfor den specifikke kulturelle referenceramme. Her kan den kulturanmeldende menigmand indgå i kredsløbet ved, at holde sig indenfor det givne mediesystems struktur (eks. kommentere, dele, læse videre) eller ligefrem invitere andre læsere indenfor i hans/hendes eget univers (der kan indeholde samme netværkselementer).
Mediepessimisten vil argumentere for, at ikke alle er stillet lige – ikke alle er i besiddelse af de teknologier, der er påkrævet, andre magter ikke eller ønsker ikke, at ytre sig om kulturen. Dette slår et uundgåeligt skår i demokratiseringen af ordet (i netværkssamfundet), dog vil jeg plædere for, at muligheden foreligger alle, selvom de af f.eks. socioøkonomiske forhold ikke kan gribe den. Endvidere har globale teknologigiganter programmeret algoritmer der styrer, hvad vi kan fremsøge og hvad de mener, vi ønsker at se – kaldet The Filter Buble.

Dette har den effekt, at selvom vi har lettere adgang til, at skrive og publicere vores kulturanmeldelser, så kan vores indhold blive filtreret fra og dermed ikke blive læst, hvilket må siges er uheldigt for demokratiseringen af anmeldelsen.
Ud fra den betragtning, at den mediepessimistiske tilgang ikke overstiger den af en mere positiv anskuelse, når talen falder på demokratiseringen af kulturanmeldelsen, vil jeg mene, at netværksamfundet har medført et kulturelt medborgerskab, der har demokratiseret det skrevne ord, altså givet folket muligheden for at tage styringen. Dette baseres på den effekt medialiseringen har haft og har på samfundet og de nye netværksmedier, deres tilgængelighed og afledte muligheder.

Computerspil & nørderi

Det er ikke mange år siden, at computerspils revolutionen rasede og de hede debatter om ‘den digitale underholdnings negative indflydelse på vores spirrende ungdom’ var dagligdag i nyhedspressen. Magnavox Odyssey, Atari 2600 og andre 8-bits konsoller hjemsøgte børns drømme, og var sikre førstevalg, når ønskesedlen skulle skrives. Arcadehaller poppede frem og deres tilstedeværelse rivaliserede den af konventionelle fritidshjem. I disse pre-internetdage blev budskabet overleveret af kulørte magasiner, produceret af unge mennesker smittet med den digitale feber – der var en hel underskov af publikationer, hvis levetid gerne var kortvarig, dog med et par stabile udgivelser med veletablerede udgiverhuse i ryggen. Alt dette på trods, så var der en vis modstand overfor computerspil bl.a. fra akademiske cirkler, der var af den holdning, at spillene besad en depraveret natur der korruperede de unges sind og i tilgift hæmmede deres naturlige udvikling.

Nu, ca. 40 år senere, er det digitale spils form blevet en accepteret størrelse, både som underholdning og, som decideret sportsgren. Alle med en smartphone, tablet eller en PC, har haft et digitalt spil gennem fingrene – dette på tværs af generationer og køn. Med denne nyfundne accept er computerspillet blevet genstand for et arkæologisk og historisk virke.

Pong blev udgivet i 1972 og var en medvirkende årsag til computerspillets popularitet

I dag bliver der skrevet bøger om ældre computerspil (bl.a. The Ultimate History of Video Games; Steven L. Kent), lave film om emnet (Video Games: The Movie) og computerspilsforskningen har fornyet deres interesse. At der er glade amatører, der ligeledes har computerspillets DNA under huden, kan ses på Youtube. Her flyder det med Let’s Plays og andre videoer, der skatter spil fra en ikke alt for fjern fortid. En af de mere iøjnefaldende serier om ældre spil, kommer fra amerikaneren James Rolfe, der har kreeret en særegen persona, som er videoernes hovedaktør – Angry Video Game Nerd. Præmissen er, at han anmelder gamle, ikke succesfulde spil, der som oftest er virkelig ringe og nærmest uspillelige. Dette bliver gjort med en stor entusiasme, indsigt og humor, hvilket netop er seriens vanedannende tilsnit. De første videoer blev postet på hans eget website (http://cinemassacre.com) i 2004 og derfra er der ikke blevet kigget tilbage! Sidste år udkom en crowdfundet spillefilm om den sure computerspils nørd (Angry Video Game Nerd: The Movie), som James Rolfe spillede hovedrollen i, instruerede, skrev manuskriptet til, klippede og hjalp med special effects. Der er meget tale om et one man foretagende, hvilket i mine øjne gør det hele lidt mere charmerende.
Hvis du sidder derude, med bare en snert af interesse for 8-bits og 16-bits computerspil, så er mit bedste råd, at give Angry Video Game Nerd en chance.

Her kan du se en typisk Angry Video Game Nerd video:

A Starr is born

Når talen falder på den moderne pop/rocks fødsel, er det meget svært at bevæge samtalen udenom The Beatles. Deres bidrag til musikhistorien er uvurderlig og ganske anseelig, hvilket er en sang stort set alle musikinteresserede kan synge med på. Det er ligeledes ganske vist, at alle har en favorit Beatle, og her ligger ‘intelligente’ John Lennon og ‘glade’ Paul McCartney klart i førersædet, tæt forfulgt af ‘mystiske’ George Harrison. Dog er det ikke mange der har den klejne trommeslager Ringo Starr, som deres favorit. Dette er selvfølgelig ikke så underligt, specielt ikke set i lyset af Lennon og McCartney’s sangskriver partnerskab og Harrisons få, men glimrende, kompositioner. Dog er det absolut værd, at kaste et blik på Ringos ouvre, da hans tidlige plader indeholder meget kvalitet og glimrende pop-sange.

Det som mange ikke ved er, at i de første år efter The Beatles opløsning var Ringo Starr den bedst sælgende kunstner af de fire. Han havde store hits, som It don’t come easy (US nr. 4; UK nr. 4), Back off Boogaloo (US nr. 9; UK nr. 2), Photograph (US nr. 1; UK nr. 8), You’re Sixteen (US nr. 1; UK nr. 4), Oh My My (US nr. 5), Only You (and you alone) (US nr. 6), Snookeroo (US nr. 3) og No No Song (US nr. 3). Hans kreative zenith lå i tidsperioden ’71 til starten af ’75, herefter gik det voldsomt ned ad bakke bl.a. med det helt igennem rædderlige album Ringo the 4th (1977), hvor den godmodige Ringo flirtede kraftigt med disco’ens pulserende danserytmer og en Giorgio Moroder agtig produktion. Denne plade slog nærmest egenhændigt hans karriere, som stor sælgende popsnedker, ihjel.

Personligt vil jeg opfordre enhver der læser dette til, at give Ringo Starrs tidlige periode en chance. Der er rigtig mange ørehængere, glimrende produktioner og altid et all-star cast af medvirkende musikere – her kan bl.a. nævnes de tre andre Beatler, Marc Bolan, Harry Nilsson, Stephen Stills, Elton John, Robbie Robertson m.v. Jeg vil specielt fremhæve den (Glam) rockende Back off Boogaloo, der med sit insisterende groove og repeterende omkvæd nærmest er født til, at skabe smil og glæde.

Idolbilleder fra en VM tid

Som det nok ikke er gået nogens næse forbi, så befinder vi os midt i en højspændt VM tid. Klodens ypperste fodboldatletter er forsamlet i Brasilien, hvor den ene drabelige kamp efter den anden skal afgøre, hvilken nation der kan hjemføre det eftertragtede Jules Rimet trofæ og kalde sig verdens bedste. I denne anledning har jeg samlet en perlerække af tidernes største VM stjerner siden 1970, lige til at printe ud og hænge op på drengeværelset. Enjoy!

1. Pelé havde en forrygende slutrunde i Mexico i 1970 og førte Brasilien frem til VM trofæet med 4-1 over Italien.

2. Johan Cruyff var Hollands ubestridte leder, da de henrykkede en hel verden med deres flydende total fodbold ved VM i 1974. Der skulle et tysk hold og et ivrigt hjemmebane publikum til at tæmme dem – tyskerne vandt 2-1 i München.

3. Mario Kempes blev den store helt, da Argentina vandt deres første VM trofæ på hjemmebane i Buenos Aires i 1978. Ikke nok med, at han blev VM topscorer, så faldt 2 af målene i finalen mod Holland (3-1).

4. I Madrid i 1982 slog Italien Vesttyskland med 3-1 og VM slutrundens mest funklende stjerne var den genopstandende Paolo Rossi – han var netop kommet tilbage fra en 2 års match fixing skandale (red. Italy 101).

5. Maradona bjergtagede en hel generation af fodboldelskere under VM 1986 i Mexico, hvor han styrede Argentina, nærmest egenhændigt, mod VM trofæet (3-2 over Vesttyskland i finalen).

6. VM 1990 i Italien var, over en bred kam, en yderst defensiv affære uden de store lyspunkter. Dog var der en 38 årige angriber fra Cameroun, der kastede stjernetøv over slutrunden og gjorde Cameround til publikumsfavoritter – Cameroun røg ud i kvartfinalen til England. Finalen blev en halvsløj affære mellem Vesttyskland og Argentina, der meget symptomatisk for slutrunden blev afgjort på et straffespark til tyskerne.

7. VM 1994 i USA blev slutrunden, hvor finalen for første gang skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence – her trak Italien det korteste strå mod Brasilien. Dette ændrer dog ikke på, at den mest seværdige spiller i denne slutrunde var italienernes Roberto Baggio (desværre for ham, så brændte han sit spark fra 11 meter pletten i finalen).

8. Superstjernen Zinedine Zidane blev allemands eje efter VM 1998 i Frankrig, hvor han hjalp de franske værter til en meriterende 3-0 sejr over Brasilien i finalen. 

9. Brasilien vandt VM finalen i Sydkorea/Japan 2002 over Tyskland med cifrene 2-0 og brasilienernes helt var en sand fugl Føniks, der rejste sig fra en længervarende karriere truende skade og bankede 8 mål ind. Det er selvfølgelig Ronaldo de Lima jeg snakker om.

10. Fabio Cannavaros navn vil for altid være synonymt med en af VM historiens største forsvarsspillere. Hans præstationer ved VM 2006 i Tyskland var kraftigt medvirkende til, at undertippede Italien kunne løfte trofæet en sommeraften i Berlin (vandt over en anden overraskelse, nemlig Frankrig).

11. Diego Forlan var Uruguays leder, stjernespiller, topscorer (delt turnerings topscorer med 3 andre) og kåret til turneringens bedste spiller, da den lille nation overraskende nåede semifinalen i Sydafrika 2010. Finalen blev vundet af Spanien med 1-0 over Holland.

Den ene hånd vasker den anden

I dag skal vi kigge tilbage på et gammelt indlæg fra denne side, nærmere betegnet min stille hyldest til Frank Ziyanak og hans nyeste udspil ‘Familie før Musik før Penge’ – hvis du vil føres up to date, læs indlægget her. Efter jeg havde publiceret indlægget, kom det mig af omveje for ører, at indlæggets hovedperson havde refereret til selvsamme på sin Facebook væg.

Frank_Ziyanak_blog

Dette vakte selvsagt en glæde for jeres nærværende skribent, da skriverierne kun giver mening, hvis der er et læsedygtigt publikum. Og i tilgift øges glæden, når dem der skrives om, synes om de ord man fæstner til deres navn. I Frank Ziyanaks tilfælde håber jeg, at have skubbet lidt til pladesalget i en positiv retning – det fortjener han!

Frank_Ziyanak_blog2

Pixeleret musik

Jeg har altid været en nostalgi hungrende sjæl med en ubændig tilbageskuende trang. Helt i denne ånd kan jeg oplyse, at det er præcist 27 år siden at en Amiga 500 fandt vej til mit sparsomt indrettede drengeværelse. Denne maskine var en vidundermaskine for en 10 årige dreng, hvis øjne kun havde set pixeleret 8 bits grafik og ører hørt grovkornet musik fra bl.a. Commodores umådeligt populære C64 maskine. Det var Amigaen der introducerede mig for musen, det grafiske brugerinterface (AmigaOS) og computerspil med en sindsygt detaljeret grafik (Amigaen kunne vise hele 4096 farver på skærmen – samtidigt). Mange af mine kammerater havde en tilsvarende maskine, så udvekslingen af spil foregik flittigt. Vi gik endog så vidt, at abonnere på spil pr. postordre fra kilder der ikke har været helt fine i kanten. For hvis jeg skal være helt ærlig, så var det mest spillene der trak.

I Amigaens spæde barndom blev maskinens potentiale ikke udnyttet til fulde, men i takt med at den fik flere år på bagen, fandt udviklerne smutveje til at presse den for hver en dråbe af saft og kraft. Spillene blev flottere, dybere og lydsiden fik ligeledes et nøk opad. Et af de spil der blæste mig omkuld, ikke fordi Gameplayet var revolutionerende, men fordi grafikken, animationerne og musikken var gennemført, var ‘Shadow of the Beast’ (1989) fra engelske Psygnosis. Der er tale om et rimelig konventionelt side-scrolling og platforms spil, med en høj sværhedsgrad. Dette spil har en særlig plads i mit hjerte, alene på grund af den velproducerede lydside – et varieret og ørehængende soundtrack. Vi var en lille gruppe af drenge, der kun spillede ‘Shadow of the Beast’ for at genhøre alle de, for os, klassiske rifs, fede beats og bjergtagende melodistykker. En ligeledes nostalgi hungrende Youtube bruger har rippet hele soundtracket og gjort det tilgængeligt, hvilket jeg kun kan tiljuble. Dengang i 1989 var jeg specielt glad for stykket, du finder mellem tidskoderne 3:07 – 5:08 – god nostalgi lytter!

 

 

Rock der ikke ruller

Igennem tiderne har mange kunstnere kommet og gået i den brede befolknings bevidsthed. Radio og musik TV har dikteret slagets gang, og bestemt hvem der skal helt frem i højtalernes membran. I MTV’s spæde barndom var Rick Springfield en hel generations guitar helt. Han scorede en regulær landeplage i staterne med ‘Jessie’s Girl’ i 1981. Det vil nok ikke være helt forket, at kalde den for hans signatur sang. Musikken kan bedst betegnes, som værende svagt rockende, nærmest vuggende, i sin meget tidstypiske tilgang. En nærmere indkredsning af stilen fortæller os, at det var MOR rock i en ekstra spiselig indpakning. Dette var en meget populær stil i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor Rick Springfield absolut ikke var eneste eksponent. Men lige Rick står som gudfader til en sub-genre i denne kontekst, nemlig persienne rocken. Navnet på genren er egentlig ikke specielt forankret i det musikalske input, andet end den føromtalte MOR rock, men snarere den visuelle stil benyttet i de labre musikvideoer. Kunstigt belyste aktører, et “grumset” look, svedig storby stemning, chiaroscuro galore (kontrast mellem lys og mørke) blev flittigt benyttet, og læg dertil persienner i alle afskygninger; lukkede persienner (red. for at holde storbyens kunstige lys ude) eller åbner persienner med dertil hørende stribede skygger. Som en ekstra bonus, optrådte Rick altid i en form for helte positur med sin guitar – i dag lidt sjovt at se på, men dengang var det umådeligt cool! Musikken var også perfekt for den hvide mand tilhørende (den øvre) middelklasse(n) eller derover. Det var feel good rock med en moderigtig attitude og totalt blottet for holdning, politik eller livets skyggesider (udover kærligheden til det modsatte køn, oftest ulykkelig kærlighed). Herunder kan i se en flot repræsentant for persienne rocken: Rick Springfield med ‘Affair of the Heart’.

1980’ernes MOR rock, herunder persienne rock varianten, spillede sig selv langsomt i baggrunden med populariseringen af den hårdere rock og metal (f.eks. Metallica), for hver dag vi kom tættere på 1990’erne. Mainstreamen fik ligeledes flere genrer at forholde sig til: elektronisk musik, Rap og Hip-Hip kom ud af undergrunden, og musikerne (eller deres producere) fusionerede konventionelle genrer på kryds og tværs. Dette har været stærkt medvirkende årsager til, at persienne rocken stort set har været erklæret død i en længere årrække – nogen vil mene det er for det bedste.

Men ligesom nekrologen lå klar til tryk og blyanten, der skulle skrive dødsattesten, var spidset og klar til brug, udkom det canadiske band Destroyer med deres 10. langspiller ‘Kaputt’ (2011). Bandet har igennem deres mange udgivelser været finurlige og legende, men altid kredset om en melodisk rockmusik med et fløjlsblødt udtryk. I mine ører ramte de plet med førnævnte skive. Musikken giver mindelser om en konditors fyld til en Sarah Bernhardt kage eller skummet i et dejligt karbad – blødt, behageligt og, frem for alt, indbydende. Pladen løfter ikke direkte arven fra Rick Springfields helte inficerede persienne rock, men skal nok snarere høres som en omskrivning af selvsamme. Dog bliver hatten flittigt tippet i retning af tidligere tiders helte og Rick må have været en af disse canadiske drenges tidlige musikalske stjerner. Pladen er spækket med ørehængere bl.a. titelnummeret og ‘Savage Night at the Opera’, men min personlige favorit må være ‘Chinatown’. Giv dig selv en pause fra hverdagens stress, ‘Chinatown’ vil efterlade dig glad og tilfreds:

El Clásico revisited

I aften løber Real Madrid og FC Barcelona på banen til deres 227. opgør, et opgør der altid er garant for spænding, godt spil, spektakulære mål, larm fra tilskuerpladserne og i de senere år, tvivlsomme dommerkendelser. I de seneste 6 år har FC Barcelona haft overtaget, pænt personificeret ved den velkendte tiki-taka spillestil, som Pep Guardiola finpudsede i en årrække og skabte et nærmest uovervindeligt dynasti. Spillestillen så egentlig dagens lys hos Ajax Amsterdam i 1970’erne, hvor Rinus Michels var hjernen bag fra trænerbænken og Johan Cruyff var spillets kraftigste eksponent på banen. Årtier senere skiftede Johan Cruyff spillertrøjen ud med et nypresset jakkesæt, og var nu selv hjernen bag FC Barcelonas revolutionerende ‘Dream Team’, der viderførte Rinus Michels tanker om total fodbold på fornemmeste vis. Sidenhen er den hollandske total fodbold blevet forenet med spansk teknik og elegance, noget vi i dag kender fra det spanske landshold og førnævnte FC Barcelona – kaldet tiki-taka. Efter mange år, hvor spillestilen har efterladt publikum i benovelse, fans henrykte og modstandere dybt frustrerede, begynder lakken så småt at krakelere. Det tyske boom, med en direkte, hurtig og omstillingsparat stil, har virkelig vist vejen frem mod hold der praktiserer tiki-taka. Hvem husker ikke den spanske nedslagtning i sidste års CL semifinaler? Med til historien hører selvfølgelig også, at spillerne på bl.a. FC Barcelonas hold bliver ældre, ja nogen af kulturbærerne stopper endda til sommer (Carles Puyol og Víctor Valdés), og Pep Guardiola er blevet en prominent del af det tyske boom (red. træner hos Bayern München), hvilket selvsagt har efterladt et kæmpehul i den engang uigennemtrængelige rustning.

I aften er det ikke et normalt La Liga opgør, men Copa del Rey finalen. En direkte duel over én kamp om det eftertragtede trofæ. I England er f.eks. FA Cuppen en meget eftertragtet pokal, som selv de store hold vil gå gennem ild og vand for at vinde, hvorimod cup-turneringen i Danmark ikke er opprioriteret på samme måde. Et sted mellem disse to yderpunkter, finder vi Copa del Rey trofæets indlejret prestige. Når det er sagt, så er mit bud, at normal logik ophæves, mest af alt fordi kombattanterne er arvefjenderne fra Real Madrid og FC Barcelona. Catalonierne går ind til kampen med to kæmpe skuffelser i bagagen indenfor én uge. Først røg de ud af CL turneringen, derefter tabte de i ligaen og kan nu ikke selv afgøre mesterskabet. Kongesønnerne gik videre i CL med hiv og sving, og ligger lige bag Atletico Madrid i ligaen (red. der dog har den fordel, at deres indbyrdes regnskab er bedst). Med dette in mente, må Real Madrid anses for værende små favoritter, men så let er det ikke! Som jeg skrev ovenfor, så har FC Barcelona haft det klare overtag i de seneste par år, alene i årets La Liga har de vundet begge indbyrdes opgør. Det første opgør på Camp Nou vandt de en klar 1-0 sejr, dog var Real Madrid stadig i en opbygningsfase, hvor Carlo Ancelottis spilsystem ikke helt var integreret. Ydermere startede Gareth Bale på banen, selvom han slet ikke var i kampform, og Sergio Ramos skulle fejlagtigt agere bølgebryder på den defensive midtbane – dispositioner der ikke er plads til i disse højspændte kampe. I den modsatte kamp på Santiago Bernabeu var Real Madrid foran og spilstyrende lige indtil det 66. minut, hvor Neymar viste sine udsøgte evner indenfor skuespilsfaget – rødt kort til Sergio Ramos og straffespark (se videoen herunder). Reelt set blev dette det kampafgørende øjeblik, for herefter havde FC Barcelona rigeligt plads til deres småspil (red. det afgørende mål blev dog sat ind på endnu et noget tyndt straffespark). Det jeg prøver, at anskueliggøre her er, at FC Barcelona må have det psykologiske overtag. De må simpelthen have en tyrkertro af en anden verden, når de går ind til disse arvefjende opgør.

Det kræver ikke den store forhåndskendskab til disse to spanske giganter for at vide, at startopstillingerne bliver spækket med store stjerner. Alligevel ser det ikke ud til, at nogen af holdene kan starte i fornemmeste opstilling. FC Barcelona kæmper med at få Piqué, Bartra og Puyol klar til kamp. Tre spillere der normalt figurerer i forsvaret, så situationen må siges at have en vis alvor. Real Madrid har Jesé og Khedira langtidsskadet, Arbeloa kommer ikke i aktion de næste par uge og Marcelo er ligeledes, med sikkerhed, meldt ude, men det store spørgsmål i de spanske aviser er om Cristiano Ronaldo når at blive klar. De seneste rygter indikerer, at han ikke er med.

Som tidligere skrevet, bliver dette deres 227. kamp i en af de officielle turneringer og Real Madrid har vundet 90 af de tidligere opgør, med 88 sejre til FC Barcelona og 48 opgør er endt uden en vinder. Kampen skal spilles på Valencias stolte hjemmebane: Mestalla. Et stadion der er kendt for sin altid festlige kulisse og meget stejle terrasser, noget der efter sigende giver et voldsomt lyd-inferno for aktørerne på banen. Jeg vil sidde klar kl. 21.30 i aften og heppe på de kongehvide drenge, i håbet om en gentagelse af Copa del Rey triumfen fra 2011 mod selvsamme modstander. God kamp!

Den moderne baggårdspuma

Populærmusikken i Danmark har på mange punkter mistet sin integritet, til fordel for en Medina inspireret tilgang (red. der igen er inspireret af de amerikanske forbilleder). Men midt i tristessen kommer der med jævne mellemrum et band eller en kunstner, der tænder et lys i mørket og giver et glimt af håb. Dette er selvklart en grov fortegnelse, dog med en god portion sandhed i. Heldigvis for os musikfans, er kvaliteten generelt ret høj hos dem der stikker deres upolerede ansigter frem fra mørket. I denne ombæring vil jeg fremhæve Frank Ziyanak, en voksen mand der har en lang og broget karriere bag sig, men med en umiddelbart lys fremtid. Han har lavet Garage rock med Death to Frank Ziyanak og electro clash med The Wong Boys (se dem i aktion i nedenstående Youtube klip), begge bands kendetegnet ved en in your face attitude og gode melodier. For 2 år siden havde han færdigmixet sit tredje solo-udspil og det var egentlig klar til udgivelse, men det blev stoppet, da en ærlig Frank Ziyanak ikke længere følte han kunne stå inde for musikken. Han brugte derefter de efterfølgende 2 år som fuldtids tatovør (se eksempler på hans tattoos her). Et så friskt og modigt valg, at det må give en omgang applaus.

I går mandag kom så den længe ventede opfølgende plade ‘Familie Før Musik Før Penge’. En plade der bliver beskrevet, som en moderne version af John Mogensens musik. Det er i mine ører lige, at stramme skruen en anelse. Tag ikke fejl, albummet er et rigtig fint og modent album, med nogle endog meget ærlige tekster. Men John Mogensen referencen i musikken kan jeg ikke ane. Referencen bliver mere klar, når man kigger på personen Frank Ziyanak, der i årerne inden sin datters fødsel (red. hun er 4 år) var kendt som en rigtig rock’n’roller. Dertil kan teksterne også danne base for en sammenligning, da begge kunstnere er/var særdeles bramfri og hudflettende ærlige. At han er en kunstner der besidder en stor integritet, kan ses i hans valg af plade release – afholdte en koncert, hvor indgangen gik ubeskåret til Børnehjælpsdagen. Dette selvom vi har med en kunstner at gøre, der ikke vælter sig i mammon. Frank Ziyanak får mine varmeste anbefalinger, med håb om at du støtter denne “skjulte” danske kunstner i hans stille virke (‘Familie Før Musik Før Penge’ koster kr. 72,00 på iTunes). Her kan du høre anden singleskæring ‘Gør Det For Dine Børn’:

Melankolien er der stadig

I 2010 takkede a-ha af efter 25 år med melankolsk popmusik fra de norske fjelde. De kan se tilbage på en flot karriere, hvor omverdenen desværre mest husker dem for ‘Take on Me’, dette selvom de har rigtig mange fine sange i deres bagkatalog. Alt i alt nåede de at udgive 9 albums (4 top 10 albums i England) og lavet et hav af hitsingler (har været nr. 1 i USA og England med to forskellige sange). Midt i 1990’erne gik bandets tre medlemmer hver til sit. Dette gav os et engelssproget soloudspil fra Morten Harket (‘Wild Seed’ fra 1995) og Paul Waaktaar dannede rockgruppen Savoy med sin kone Lauren. På dette tidspunkt var der snak i krogene om, at interne stridigheder var grunden til deres split, noget der delvist blev underbygget med Savoy sangen ‘Daylight’s Wasting’, hvor Paul synger følgende to vers:

I had a band of certain fame
“The brownstone walk ups”, was our name
Singer was fair but got it wrong
He never did justice to my songs

He did more for me and that’s a fact
When he went and stabbed me in the back
So, I’ve gotta do now, don’t you know?
What I should have done five years ago

Et par år efter så det dog ud til, at de to kamphaner havde lagt tidligere tiders stridigheder bag sig, da a-ha gik på scenen ved Nobelprisuddelingen i 1998 og spillede en flot tidlig version af ‘Summer Moved On’. De lignede i sandhed et band, der godt kunne tage en tørn til.

Dette blev startskudet på et succesfuldt comeback, der tilvejebragte 4 albums og 2 livealbums og 2 Greatest hits. Det tyske marked tog imod dem med kyshånd og selv englænderne (hvor de ellers var gledet ud i glemslen) tog dem til sig igen. Man kan trygt sige, at de sidste 10 år af bandets levetid blev en lang smuk svanesang, helt frem til svanens død d. 4. December 2010. I dag har de tre tidligere medlemmer af a-ha travlt med deres egne projekter: Magne Furuholmen (keyboard) er kunstner, har udgivet plader i eget navn og er medlem af supergruppen Apparatjik, Paul Waaktaar (guitar) er stadig aktiv i Savoy og udgav sidste år første gang musik i eget navn (hør udspillet ‘Manmade Lake’ her) og Morten Harket har med jævne mellemrum udgivet solemateriale i eget navn.

Det er sidstnævnte jeg vil fremhæve her, ikke fordi han var den letgenkendelige stemme fra a-ha, men fordi han i morgen udgiver sin 4. engelsprogede plade (6. i alt). I min bog har han en del at revanchere efter sidste udgivelse ‘Out of My Hands’ (2012), der var en meget letbenet sag – mindede mest om en produktion designet til kommerciel radio. Dette var en stor skam, da hans udgivelser ellers har bevæget sig i et sagtmodigt og melankolsk univers, der klæder hans aldrende stemme. ‘Letters from Egypt’ (2008) var en ujævn affære, men tro mod billedet af en tidligere pop-prins, der finder sin indre ro med en akustisk guitar og meningsfyldte tekster. At dømme ud fra de to første sange, der er sluppet ud fra det nye album ‘Brother’, så har han fundet tilbage til netop den vej. Det er en vej han betrådte første gang med det fremragende album ‘Wild Seed’ og er den vej, hvor han virker mest oprigtig. 2. singlen fra ‘Brother’ er titelnummeret, og det er af den slags sange, der vinder rigtig meget ved et eller flere genhør.

Den gode Morten Harket er stadig en af de sidste 30 års største pop sangere, men som solo kunstner har han haft svært ved, at finde det rette fodfæste. I a-ha kunne han læne sig op af Paul Waaktaar og Magne Furuholmens tæft for flotte og melankolske pop sange, der som oftest klædte hans ivrige vokal ypperligt. Personligt håber jeg, at den nye skive tillader at hans stemme får vinger. Det fortjener den. Om ikke andet, så lader det til at den vindombruste melankoli ikke længere er sat på orkanstyrke, men snare på ‘let rusken i egetræet’. Noget der lyder som er det, det helt rigtige valg for en ikke kun aldrende kunstner, men aldrende stemme. Jeg glæder mig meget til i morgen, hvor ‘Brother’ rammer din lokale pladepusher, streamingtjeneste og iTunes.