En filmplakats anatomi

I Roger Moores fjerde film, som den charmerende og altid slagkraftige hemmelige agent 007, var hans mission hensat til det ydre rum. Filmens producere havde egentlig planlagt, at Moores fjerde film skulle have været For your eyes only, men grundet den fænomenale succes Star Wars havde oplevet i 1977, blev Moonraker fremrykket. Af mange fans bliver denne film i Bond sagaen, regnet for én af de svageste, dog har den nærmest opnået kultstatus i de senere år grundet sin meget campy og tongue in cheek tilgang. Som det er med alle Roger Moores Bond film, er stilen noget mere letbenet end f.eks. Sean Connerys eller, i særdeleshed, Timothy Daltons Bond portræteringer. Dette ses i al sin tydelighed i markedsføringen af filmen (se bl.a. filmplakaten herunder). På plakaten har vi James Bond (iført en nærmest umuligt velsiddende rumdragt) centreret i billedet, flankeret på sin venstre side af Dr. Goodhead (spillet af den altid smukke Lois Chiles). Bag dem er der et hav af skurke, der vil dem absolut intet godt. Her er det stålgebisset Jaws (spillet af enorme Richard Kiel), der umiddelbart er tættest på at skade Bond og hans medsammensvorne Dr. Goodhead – svævende vægtløs med udstrakte arme og blottede tænder, ligner han et ubehageligt bekendtskab (selvom han i filmen mest optræder som et comic releif med en kant af fare). Til venstre for Bonds hoved ses Hugo Drax, filmens franske superskurk med et Noahs ark kompleks, pegende i Bonds retning, som har han netop givet Jaws ordre til angreb. Udover skurkene har vi tre af Hugo Drax’ genetisk perfekte unge smukke damer, der skal bruges til koloniseringen af hans hemmelige rumstation. De to helte, de to skurke og de tre damer befinder sig alle i førnævnte rumstation, hvor vægtløsheden lader til kun at påvirke de genetisk perfekte damer og Jaws. Udenfor rumstationen er rumfærgerne fra filmens klimaks, dem vil jeg ikke, for spændingens skyld, gå nærmere ind på.

Plakatens tone er holdt meget munter, nærmest tegneserieagtig. Selv Bond kan ikke tage løjerne for seriøst, fint udtrykt ved hans lettere muntre udtryk i ansigtet. Damerne i billedet har tilsyneladende heller ikke bemærket, at der er fare på færde, da de alle som en har en forførende mine på, ja nærmest sexet. Hugo Drax fremstår også diabolsk på en tegneseriefacon, som han står der og troner (red. har de bevist forsøgt, at få ham til at ligne kejseren fra Star Wars trilogien). Selv lejemorderen med det flotte metalgebis, Jaws, ligner mest af alt en tegneserie skurk med et fatalistisk ærinde. Den benyttede streg har også mere til fælles med Moebius og Hergé end den mere naturalistiske tilgang, som bl.a. Dave Gibbons er eksponent for, hvilket understreger filmens lette tone. Som helhed føler jeg det trygt at konkludere, at plakaten fint understøtter selve filmen, på alle planer. Plakaten lover let, actionfyldt underholdning med flotte, letpåklædte damer og knapt så farlige skurke, der har så store og urealistiske planer, at seriøsiteten er til at overse.

Måske lyder det som om jeg taler filmen ned på baggrund af plakaten, men det er slet ikke tilfældet. Jeg holder meget af Moonrakers forsøg på, at skabe et indspark i Bond sagaen, der ikke tager sig selv for seriøst, men alligevel formår, at krydre med alle de ingredienser der gør en god Bond film.

The mighty Micro

Historien om hjemmecomputeren er en veldokumenteret affære, startende for alvor med Apple II, over IBM til Commodores succes. Ind i mellem disse succeshistorier har der været mange, rigtig mange, små succeser og fiaskoer. For ikke at favne for bredt, vil jeg holde fokus på de mikrocomputere der kom ud af UK fra ca. 1980 og frem til markedets første stagnation omkring 1984. Der siges, at perioden havde i størrelsesordenen 500 firmaer i UK der producerede eller ville producere mikrocomputere. Ikke mange af disse firmaer fik succes på et marked domineret af Clive Sinclair’s ZX Spectrum (se billede herunder), Chris Curry’s BBC Micro og Alan Sugars Amstrad CPC464.

Clive Sinclair var, inden han gik ind på hjemmecomputer markedet, en kendt opfinder, der bl.a. havde givet verden en lommeregner i 1972. Men det tog først fart, da han i 1978 begyndte arbejdet på, hvad der senere skulle blive Sinclair ZX80. Hans mål var klart: lave en hjemmecomputer, som hjemmemarkedet havde råd til. På daværende tidspunkt lå hjemmecomputere rask væk på £600, dog med ganske få undtagelser. ZX80 ramte markedet til en pris på £79,99 for den usamlede version og £99,99 for en ‘klar-til-brug’ version. Året efter kom efterfølgeren: ZX81’eren. Denne var endnu billigere (£69,69 samlet; £49,99 usamlet), samtidig med at den gav mere hukommelse til brugeren. Begge computere nåede i deres relativt korte tid på markedet, ZX80’eren blev trukket tilbage i 1981 og ZX81 holdt til 1984, at sælge i omegnen af 2 millioner enheder. Et enestående tal for datidens computer marked. Men den helt store Cash Cow kom i 1982 med ZX Spectrum. En 8 bits sag der blev solgt med henholdsvis 16k og 48k RAM, til priser der stadig var markedsledende (henholdsvis £125 og £175, priser der kort efter introduktionen blev fastsat til £99 og £129). Denne hjemmecomputer kom med et bredt udbud af spil, der grundet sin 8 bits teknologi, så ganske fornuftige ud. Indenfor Englands grænser var denne maskine en stor årsag til udbredelsen af The Micro og populariseringen af computerspil i hjemmet. Når alt dette er sagt, så var ingen af ovenstående Sinclair maskiner særlig gode – langsomme, manglende hukommelse, dårligt keyboard og kørte på en amputeret version af Basic, men prisen alene kombineret med udvalget af spil, gjorde udslaget. Historien skulle vise sig, at nedturen for Sinclair Research skulle kickstartes med deres første forsøg på et high-end produkt, nemlig deres Sinclair QL. Indmaden var egentlig konkurrenternes ditto overlegen, men leveringsproblemer og fejlbehæftede enheder var et stort spadestik til en grav med Sinclair Research i.

En af Clive Sinclairs tidligere medarbejdere, Chris Curry, gik solo i 1978 for, at arbejde på sin egen vision for en hjemmecomputer. Han havde en meget anderledes tilgang, hvor kvaliteten blev sat i højsædet. Acorn Computers, som hans firma hed, kom ud med deres første computer, Acorn Atom, som et modsvar til Sinclair ZX80. Atom var en fuldblods Micro med fuldt tastetur og en komplet og funktionsdygtig version af Basic. Computeren blev også en mild succes, og gav virksomheden det rygstød de manglede i henhold til fremtidig udvikling. Året efter kom der en rubin flyvende ned i Acorns turban, i form af et BBC (i tæt samarbejde med den siddende regering) initiativ der dikterede en strategi for, at Englands befolkning skulle lære at bruge en computer. For at imødekomme dette, skulle der produceres en programserie rig på pædagogisk didaktik, med computeren som altdominerende omdrejningspunkt (se første episode af ‘The Computer Programme’ nedenfor). BBC skulle bruge en maskine der levede op til deres krav om umiddelbarhed, tilgængelighed og have læring i føresædet. Drengene fra BBC havde egentlig udvalgt en Grundy NewBrain, men eftersom firmaet ikke kunne levere en funktionsdygtig model til evaluering, blev der startet en ny udbudsrunde og her strammede Acorn sig an med udgangspunkt i en arbejdsmodel, den der senere skulle blive en BBC Micro. Selvsagt blev de udvalgt, og en succes var født. BBC Micro blev en forlænget arm af BBC og regeringens føromtalte initiativ, således at de fik en markedsfordel i forhold til salg til læringsinstitutioner, hvor maskinen blev en de facto standard. Acorn gik under øgenavnet UK’s Apple pga. deres høje byggekvalitet og velgennemtænkte software. De brændte først for alvor fingrene, da de gik i direkte konkurrence med Sinclair’s prisbillige Micros, et marked de ramte samtidig med, at markedet generelt stagnerede omkring 1984. Dette blev reelt begyndelsen på enden for Acorn.

Amstrads historie er noget anderledes, da de først for alvor kom på markedet for hjemmecomputere i 1984 med deres CPC 464, som nok mest kunne ses som en direkte konkurrent til Commodores endog meget populære Commodore 64. Amstrad udmærker sig ved, at bygge en succes ovenpå resterne af en industri, der led et knæk i 1984. Fra slutningen af 1983 og frem til 1985 var computerspils industrien i Nord-Amerika i kraftig recession, bl.a. forårsaget af et broget og ureguleret marked for konsoller. De samme symptomer kunne ligeledes findes i UK, hvor mikroerne var mange og markedet var yderst ugennemsigtigt (ingen standarder for hverken hardware eller software). Markedet regulerede sig selv ved, at lade de små gå under og bygge videre på et fundament af mere etablerede spillere. Her var Amstrad at finde helt frem til begyndelsen af 1990’erne, men det er en anden historie.

I årene efter 1984 oplevede både Sinclair og Acorn regulære nedture, pænt symboliseret ved at Sinclair blev opkøbt af Amstrad og Acorn blev en del af Olivetti. Tiderne hvor hjemmeproducerede Micros styrede markedet i UK var ovre – dog holdt Amstrad, som tidigere nævnt, ud lidt endnu og Acorn lavede den overlegne 16 bits Archimedes, der dog ikke rigtig solgte (selvom den på mange punkter var storsælgende Commodore Amiga overlegen). Amerikansk producerede computere fra Commodore og Atari delte stort set hele hjemmemarkedet i UK mellem sig for resten af 1980’erne. Tiden hvor Cambridge (hjemsted for Sinclair Research og Acorn) var fødestedet for de mest populære hjemmecomputere i England var ovre. Alligevel kan vi kigge tilbage på en tid, hvor Clive Sinclair og Chris Curry havde en fejde, der er bedst sammenlignelig med den Steve Jobs’ Apple havde med IBM. Forskellen er bare et de to distingverede engelske herre praktisk talt var naboer. Sikke tider!

Året 2525

“Det er svært at spå især om fremtiden” sagde Robert Storm Petersen eller var det Piet Hein, ja Niels Bohr er også en mulighed. Sandheden er nok snare, at vi ikke har nogen anelse om ordsproget har en egentlig dansk oprindelse eller kilden skal findes i udlandet. Det er egentlig også ligegyldigt, da det vigtigste i min optik er de vitaminer vi kan udlede af budskabet. Faktum er, at det ér svært at forudsige præcist hvad der vil ske i den uklare fremtid. Alligevel er det en yndet aktivitet for mange, at udbasunere hvad de tror fremtiden vil bringe (om de er kvalificeret hertil eller ej). Herunder har jeg samlet tre fejlagtige forudsigelser i den absolutte Superliga:

“We will never make a 32 bit operating system” – Bill Gates (ukendt årstal for citat), stifter af Microsoft.

“I predict the Internet will soon go spectacularly supernova and in 1996 catastrophically collapse” – Robert Metcalfe (1995), med opfinder af Ethernet & stifter af 3com.

“There is no reason anyone would want a computer in their home” – Ken Olson (1977), stifter, direktør og bestyrelsesformand Digital Equipment Corp.

Den kvikke læser kan hurtige deducere, at alle citaterne stammer fra folk (med undtagelse af Bill Gates) der vil have en markedsfordel i deres daværende virke, hvis deres forudanelse havde været korrekt. Ken Olsons virksomhed levede af, at lave store Main-Frames og havde dermed ikke nogen interesse eller lyst til at se PC’en slå igennem. Ligeså med Robert Metcalfe, der som med opfinder af forløberen til Tim Berners-Lee internet, nemlig Ethernettet, må siges at være en anelse på den inhabile side. Inhabil, ønsketænkning eller hvad for et motiv der måtte ligge bag er ligegyldigt, da personerne har disse citater klæbende til deres personer for evigt- og det er vel at mærke udsagn om fremtiden, der er helt ude i hampen. Min pointe med ovenstående citater er også blot, at underbygge mit indlægs startende ordsprog. For når alt kommer til alt, så ligger fremtiden lige om hjørnet og venter, og præcist hvad der kommer til at ske, er der ingen der ved. Zager and Evans’s sang om fremtiden “In the year 2525” (1969) indeholder nok omtrent ligeså mange sandheder om fremtiden, som du og jeg kan komme på:

Har X-Factor egentlig X-Factor

Vi danskere elsker, at samles foran TV’et fredag aften til licensbetalt underholdning. Det er en tradition viderført gennem generationer, først med DR’s underholdningsprogrammer, siden med skarp konkurrence fra TV2. Hvem husker ikke Otto Leisner, Hans Otto Bisgård, Michael Meyerheim, Casper Christensen og Anders Lund Madsen, som eksponenter for gode grin, sørgelige historier, mere eller mindre skarpe interviews og altid moderigtigt hår. Inden for de sidste 10 års tid er fredagsunderholdningen, i bedste sendetid, drejet ind på musik- og talentkonkurrencer. Denne type TV har vist sig, at være perfekt for det debatskabende danske åndsfællesskab bl.a. fordi man bliver “tvunget” til at tage stilling til det man hører og ser. Samtidig har formatet en indlejret jovialitet – det er svært at få kaffen helt galt i halsen af ren og skær foragelse. Al virksomhed der kunne udfordre samfundets herskende ideologi, er fuldkommen barberet væk. Vi har med et underholdningsprodukt at gøre, der skaber debat i kølevandet på fremvisningen, men ikke gør noget for samfundets diskurs på længere sigt. Det er vist det, man i gamle dage kaldte for ‘underholdning for unge i alle aldre’ eller roser uden torne. Dagbladene kaster sig ligeledes lystigt over programmerne. De formår, at skabe en hype omkring de deltagende parter (dommere som deltagere), som styrer mediebilledet under seriens forløb. Intet er helligt i formidlingen af disse nye “stjerner”, her tænkes i særdeleshed på deltagerne, altså dem med et formodet talent. Det hele bliver kørt op i en skrue, og selv de få danskere der fravælger fredagens show, vil med sikkerhed have en god fornemmelse af, hvad der er foregået. Hvis jeg bruger udtrykket ‘mediestorm’, er det nok ikke skudt helt forbi.

Showets store stjerne(r) er ikke dommerne, værten eller en af de deltagende parter, som man umiddelbart bliver foranlediget til at tro jf. den føromtalte mediestorm. Nej, det er selve formatet folk hepper på (red. højst tænkelig uvidende om dette). Det er formatet der overlever sæson efter sæson. Hvis det var anderledes, ville der være mange pop-stjerner i Danmark, direkte afledt af virakken og opmærksomheden skabt af formatet og de tilstødende medier. Med andre ord kan man sige, at formatets DNA lover stjernestøv og morgendagens musikalske helte, men virkeligheden er en ganske anden. Publikums kontrakt med deltagerne gælder kun under seriens forløb dvs. efterfølgende bliver de sluset ud i en mere lige konkurrencesituation, hvor deres hidtige (over)eksponering er væk og talentet skal kunne bære. Det hører til sjældenhederne, at denne type popularitetskonkurrencer spytter et unikt talent ud, der kan overleve udenfor showets vakuum.

Den eneste stjerne der overlever, selv på en sendeflade med skarp konkurrence på tværs af kanaler, er selve formatet! Husk det næste gang du ser X-Factor eller lignende.

Waiting for the BANG

Alejandro Jodorowsky er et unikum, en multi-kunstner, en stor personlighed med et komplekst ouvre af kulturprodukter bag sig. Hans første berøring med berømmelse kom med udgivelsen af El Topo, en syret eksistentiel western, der bl.a. fangede John Lennons opmærksomhed. Filmen blev en fast bestanddel af The Elgins Midnight Movie program i mange måneder (publikum yndede at tage syre eller ryge en joint inden forestillingen for, at komme i sansernes vold). John Lennons fascination for El Topo var den direkte årsag til, at Jodorowsky fik finanseret sin næste film, den ligeså syrede The Holy Mountain. Disse to film står for eftertiden, som måske hans mest sete, analyserede og positivt modtagede værker (red. jeg undervurderer nok Santa Sangre en kende her) – og med rette. Hvad der ikke er mange der ved er, at Jodorowsky herefter arbejdede på en filmatisering af Frank Herberts kult roman Dune – og dette lang tid før David Lynch udkom med sin vision for selvsamme roman (red. 1984).

Jodorowskys mislykkede forsøg på, at genskabe Herberts mytiske Science Fiction univers på film, er nu blevet lavet til en dokumentar. Her bliver hele den forunderlige rejse, fra storladne idéer til kuldsejlede drømme, fortalt af hovedpersonen selv. Vi har også med en vision for Dune at gøre, der ville have trukket på navne som Peter Gabriel og Pink Floyd til lydsiden, H.R. Giger og Jean Giraud (Mœbius) til at kreere kostumer og sets, Salvador Dalí, Orson Welles og Gloria Swanson som bærende skuespillere. Større og mere ambitiøst kunne det simpelthen ikke blive i 1975! Desværre faldt det hele på gulvet med et budget der blev sprængt til atomer, og ingen villige investorer der kunne rede projektet.

Hvornår vi får muligheden for, at se dokumentaren Jodorowsky’s Dune i de danske biografer (udover ved CPH:DOX i 2013) vides i skrivende stund ikke. Én ting er dog sikkert, jeg vil være at finde på syvende række midtfor, når eller hvis filmen kommer i dansk biograf distribution.

 

Revanchens time er nær

Fredagens Champions League lodtrækning gav os fodboldhungrende aficionados en perlerække af kampe at se frem til, dog vil jeg fremhæve én kamp i særdeleshed: Dortmund mod mit elskede Real Madrid. I et historisk perspektiv, er denne kamp ikke rundens største – den ære må tilfalde Bayern München mod Manchester United, der hver især deler 8 pokaler imellem sig (3 i det nordlige England og 5 i Bayern). Men nu anser jeg mig selv som ganske inhabil i vurderingen af, hvilken kvartfinale kamp der generelt set er den mest ventede, da mit nervesystem kun bliver sat på alvorlige prøver når de hvidblusede fra Madrid betræder grønsværen.

Jeg håber og tror på at La Decima kommer til Real Madrid ie. at Real Madrid vinder deres 10. Champions League titel, dette selvom jeg personligt nærer en stor respekt, og måske en smule frygt, for Bayern München. Bayern har, som de fleste ved, et komplet hold, ikke kun de startende 11 er frygtindgydende, men ligeledes deres bænk. Ydermere arbejder de næsten perfekt for hinanden og gør det umådeligt svært for deres modstandere, at finde rum at spille i. De er en yderst velsmurt maskine, der har evnerne til at tromle sig vej til en sjette triumf i verdens største klubturnering. Selvfølgelig skal FC Barcelona, Paris SG, Chelsea og de andre ikke forklejnes. Der er her tale om meget farlige outsidere til den totale triumf.

Men jeg vil rette blikket mod den kamp, i kvartfinalerne, jeg ser mest frem til. Der er i sandhed lagt op til revanche fra sidste års endog meget seværdige semifinale. Sidste års første semifinalekamp blev en ren og skær Lewandowski opvisning, der fuldkommen tog de kongehvide på sengen – en kamp, som Dortmund i øvrigt fortjent vandt 4-1, med 4 mål signeret den allesteds nærværende polak. Den omvendte kamp, på Santiago Bernabeu, så et anderledes tændt Real Madrid hold på banen. De vandt fortjent 2-0, endog med gode muligheder for avancement, da de sidste 10 minutter var en ren belejring af tyskernes mål. Dog vil jeg ikke være sen til at indrømme, at Dortmund fortjent tog finalepladsen. Den fortkommende kvartfinale må se Real Madrid som favorit, da, i skrivende stund, Dortmund har seks af de startende, fra sidste års semifinale kampe, skadet eller i karantæne. Det der taler for en gentagelse af resultatet, er Reals tilsyneladende kompleks mod de såkaldte store hold. I La Liga har de kun hentet ét point ude og hjemme mod henholdsvis FC Barcelona og Atletico Madrid. Spændende bliver det i alle tilfælde.

Mit bud på de fire der er, at finde i lodtrækningen til CL semifinalerne er:

Bayern München

Real Madrid

Paris SG

FC Barcelona

De første kvartfinaler bliver fløjtet igang tirsdag d. 1 april kl 20:45.

DIY Kaos

Punkens DIY attituder var særdeles fremherskende, indtil scenen åd sig selv op indefra og bl.a. New Romantics overtog pladsen i den spirrende ungdoms hjerter. Selvom punken og post-punken, den åndsbeslægtede arvetager, ikke nåede mange år i pole position (red. hvis de nogensinde var det), har de i eftertiden affødt meget god musik.

Et af de let oversete bands fra post-punkens glansperiode er Crawling Chaos. Dette lille band havde en begrænset levetid og ganske få udgivelser. Dog har de den brilliante ‘Sex Machine’ til deres navn:

Et glimrende bevis på, at punkens DIY kultur frembragte spændende musik!