The mighty Micro

Historien om hjemmecomputeren er en veldokumenteret affære, startende for alvor med Apple II, over IBM til Commodores succes. Ind i mellem disse succeshistorier har der været mange, rigtig mange, små succeser og fiaskoer. For ikke at favne for bredt, vil jeg holde fokus på de mikrocomputere der kom ud af UK fra ca. 1980 og frem til markedets første stagnation omkring 1984. Der siges, at perioden havde i størrelsesordenen 500 firmaer i UK der producerede eller ville producere mikrocomputere. Ikke mange af disse firmaer fik succes på et marked domineret af Clive Sinclair’s ZX Spectrum (se billede herunder), Chris Curry’s BBC Micro og Alan Sugars Amstrad CPC464.

Clive Sinclair var, inden han gik ind på hjemmecomputer markedet, en kendt opfinder, der bl.a. havde givet verden en lommeregner i 1972. Men det tog først fart, da han i 1978 begyndte arbejdet på, hvad der senere skulle blive Sinclair ZX80. Hans mål var klart: lave en hjemmecomputer, som hjemmemarkedet havde råd til. På daværende tidspunkt lå hjemmecomputere rask væk på £600, dog med ganske få undtagelser. ZX80 ramte markedet til en pris på £79,99 for den usamlede version og £99,99 for en ‘klar-til-brug’ version. Året efter kom efterfølgeren: ZX81’eren. Denne var endnu billigere (£69,69 samlet; £49,99 usamlet), samtidig med at den gav mere hukommelse til brugeren. Begge computere nåede i deres relativt korte tid på markedet, ZX80’eren blev trukket tilbage i 1981 og ZX81 holdt til 1984, at sælge i omegnen af 2 millioner enheder. Et enestående tal for datidens computer marked. Men den helt store Cash Cow kom i 1982 med ZX Spectrum. En 8 bits sag der blev solgt med henholdsvis 16k og 48k RAM, til priser der stadig var markedsledende (henholdsvis £125 og £175, priser der kort efter introduktionen blev fastsat til £99 og £129). Denne hjemmecomputer kom med et bredt udbud af spil, der grundet sin 8 bits teknologi, så ganske fornuftige ud. Indenfor Englands grænser var denne maskine en stor årsag til udbredelsen af The Micro og populariseringen af computerspil i hjemmet. Når alt dette er sagt, så var ingen af ovenstående Sinclair maskiner særlig gode – langsomme, manglende hukommelse, dårligt keyboard og kørte på en amputeret version af Basic, men prisen alene kombineret med udvalget af spil, gjorde udslaget. Historien skulle vise sig, at nedturen for Sinclair Research skulle kickstartes med deres første forsøg på et high-end produkt, nemlig deres Sinclair QL. Indmaden var egentlig konkurrenternes ditto overlegen, men leveringsproblemer og fejlbehæftede enheder var et stort spadestik til en grav med Sinclair Research i.

En af Clive Sinclairs tidligere medarbejdere, Chris Curry, gik solo i 1978 for, at arbejde på sin egen vision for en hjemmecomputer. Han havde en meget anderledes tilgang, hvor kvaliteten blev sat i højsædet. Acorn Computers, som hans firma hed, kom ud med deres første computer, Acorn Atom, som et modsvar til Sinclair ZX80. Atom var en fuldblods Micro med fuldt tastetur og en komplet og funktionsdygtig version af Basic. Computeren blev også en mild succes, og gav virksomheden det rygstød de manglede i henhold til fremtidig udvikling. Året efter kom der en rubin flyvende ned i Acorns turban, i form af et BBC (i tæt samarbejde med den siddende regering) initiativ der dikterede en strategi for, at Englands befolkning skulle lære at bruge en computer. For at imødekomme dette, skulle der produceres en programserie rig på pædagogisk didaktik, med computeren som altdominerende omdrejningspunkt (se første episode af ‘The Computer Programme’ nedenfor). BBC skulle bruge en maskine der levede op til deres krav om umiddelbarhed, tilgængelighed og have læring i føresædet. Drengene fra BBC havde egentlig udvalgt en Grundy NewBrain, men eftersom firmaet ikke kunne levere en funktionsdygtig model til evaluering, blev der startet en ny udbudsrunde og her strammede Acorn sig an med udgangspunkt i en arbejdsmodel, den der senere skulle blive en BBC Micro. Selvsagt blev de udvalgt, og en succes var født. BBC Micro blev en forlænget arm af BBC og regeringens føromtalte initiativ, således at de fik en markedsfordel i forhold til salg til læringsinstitutioner, hvor maskinen blev en de facto standard. Acorn gik under øgenavnet UK’s Apple pga. deres høje byggekvalitet og velgennemtænkte software. De brændte først for alvor fingrene, da de gik i direkte konkurrence med Sinclair’s prisbillige Micros, et marked de ramte samtidig med, at markedet generelt stagnerede omkring 1984. Dette blev reelt begyndelsen på enden for Acorn.

Amstrads historie er noget anderledes, da de først for alvor kom på markedet for hjemmecomputere i 1984 med deres CPC 464, som nok mest kunne ses som en direkte konkurrent til Commodores endog meget populære Commodore 64. Amstrad udmærker sig ved, at bygge en succes ovenpå resterne af en industri, der led et knæk i 1984. Fra slutningen af 1983 og frem til 1985 var computerspils industrien i Nord-Amerika i kraftig recession, bl.a. forårsaget af et broget og ureguleret marked for konsoller. De samme symptomer kunne ligeledes findes i UK, hvor mikroerne var mange og markedet var yderst ugennemsigtigt (ingen standarder for hverken hardware eller software). Markedet regulerede sig selv ved, at lade de små gå under og bygge videre på et fundament af mere etablerede spillere. Her var Amstrad at finde helt frem til begyndelsen af 1990’erne, men det er en anden historie.

I årene efter 1984 oplevede både Sinclair og Acorn regulære nedture, pænt symboliseret ved at Sinclair blev opkøbt af Amstrad og Acorn blev en del af Olivetti. Tiderne hvor hjemmeproducerede Micros styrede markedet i UK var ovre – dog holdt Amstrad, som tidigere nævnt, ud lidt endnu og Acorn lavede den overlegne 16 bits Archimedes, der dog ikke rigtig solgte (selvom den på mange punkter var storsælgende Commodore Amiga overlegen). Amerikansk producerede computere fra Commodore og Atari delte stort set hele hjemmemarkedet i UK mellem sig for resten af 1980’erne. Tiden hvor Cambridge (hjemsted for Sinclair Research og Acorn) var fødestedet for de mest populære hjemmecomputere i England var ovre. Alligevel kan vi kigge tilbage på en tid, hvor Clive Sinclair og Chris Curry havde en fejde, der er bedst sammenlignelig med den Steve Jobs’ Apple havde med IBM. Forskellen er bare et de to distingverede engelske herre praktisk talt var naboer. Sikke tider!

Fortidens luner

I en ikke for fjern fortid, hvor TV kigning bestod af en kontrakt indgået mellem dig og sendefladen. Internettets ressourcestærke og afdækkende evne til, at give dig underholdning tilrettelagt dit humør og tidsplan, var endnu ikke en mulighed. Båndmaskiner med optagefunktion blev betragtet som en vild luksus forbeholdt de få, men tragtet af de fleste. Ja, selv farvefjernsynet var ikke noget man kunne finde i alle hjem. Det var også dengang hvor dansk monopol TV styrede den ganske sendeflade, dog med få afstikkere til tyske og svenske kanaler. I disse tider, satte man sig til rette foran husalteret og blev så siddende hele aftenen, vel at mærke uden at skifte kanal. Disse tider var simplere og nærmest designet til fordybning af forhåndværende materiale – nogen vil måske påstå, at det også var en mere sørgelig tid, men det vil jeg ikke kommentere på. Det var også i denne tid, at der blev produceret en række TV føljetoner, fiktionelle mini-serier, af en meget høj kvalitet.

Et af de bedste eksempler er den BBC producerede serie ‘Tinker Tailor Soldier Spy’ fra 1979, der formåede at være enormt spændende, på trods af et dvælende fortælle tempo, for mestendels et stationært kamera og stort set ingen spor af fysisk vold. Forlægget er John Le Carré’s roman af samme navn, med en storspillende Alec Guinness i den altoverskyggende hovedrolle som George Smiley, en bureaukrat af guds nåde. Han kan bedst beskrives, som værende alt det James Bond ikke er – lille, tyk, ingen held med damerne og ikke gearet til fysiske interaktioner med voldeligt udfald. I al sin enkelthed, er det historien om en dobbeltspion, skjult i egne rækker, og den snilde hvormed Mr. Smiley ryger ham ud af sit skjul. Alligevel formår serien, i alle syv episoder, at holde seeren på tæerne og være godt materiale for folk med hang til at bide negle!

Et andet eksempel på en sådan dvælende TV produktion, skal vi lidt længere frem i tiden for at finde. Nærmere bestemt havner vi i 1986. Serien er ‘The Singing Detective’! Her har vi med, i mine øjne, et af de mest ambitiøse TV produktioner nogensinde at gøre, grundet sin kompleksitet, fortællestruktur, skuespil og, ikke mindst, store fortællemæssige overskud. Meget af dette skal findes i Dennis Potters nærmest selvbiografiske manuskript, om en forfatter der bliver indlagt med en svær hudlidelse (red. psoriatic arthritis). Under sin hospitalsindlæggelse hallucinerer han kraftigt; blander hans forfatterskab ind i virkelighedens verden og vice versa. Det er en Tour de Force i subjektiv historiefortælling til et audiovisuelt medie. Serien er smukt instrueret af Jon Amiel, der fornemt formår at sammenflette alle trådene i seks episoder af én time varighed.

Dette var kun to hurtige bud på en dvælende TV produktioner, fra dengang en god serie eller film kunne samle familien foran husalteret. Der massere af andet guld, at hente fra kirkegården for serier af ældre dato. Og i dag er vi så priviligerede, at rigtig meget af det, er at finde på Netflix, Hulu eller en anden internet baseret TV tjeneste – enddog er rigtig meget udgivet på DVD. Så lad ikke produktionsåret, 4:3 formattet eller den noget langsommere stil skræmme dig væk – du vil takke mig for det.