El Clásico revisited

I aften løber Real Madrid og FC Barcelona på banen til deres 227. opgør, et opgør der altid er garant for spænding, godt spil, spektakulære mål, larm fra tilskuerpladserne og i de senere år, tvivlsomme dommerkendelser. I de seneste 6 år har FC Barcelona haft overtaget, pænt personificeret ved den velkendte tiki-taka spillestil, som Pep Guardiola finpudsede i en årrække og skabte et nærmest uovervindeligt dynasti. Spillestillen så egentlig dagens lys hos Ajax Amsterdam i 1970’erne, hvor Rinus Michels var hjernen bag fra trænerbænken og Johan Cruyff var spillets kraftigste eksponent på banen. Årtier senere skiftede Johan Cruyff spillertrøjen ud med et nypresset jakkesæt, og var nu selv hjernen bag FC Barcelonas revolutionerende ‘Dream Team’, der viderførte Rinus Michels tanker om total fodbold på fornemmeste vis. Sidenhen er den hollandske total fodbold blevet forenet med spansk teknik og elegance, noget vi i dag kender fra det spanske landshold og førnævnte FC Barcelona – kaldet tiki-taka. Efter mange år, hvor spillestilen har efterladt publikum i benovelse, fans henrykte og modstandere dybt frustrerede, begynder lakken så småt at krakelere. Det tyske boom, med en direkte, hurtig og omstillingsparat stil, har virkelig vist vejen frem mod hold der praktiserer tiki-taka. Hvem husker ikke den spanske nedslagtning i sidste års CL semifinaler? Med til historien hører selvfølgelig også, at spillerne på bl.a. FC Barcelonas hold bliver ældre, ja nogen af kulturbærerne stopper endda til sommer (Carles Puyol og Víctor Valdés), og Pep Guardiola er blevet en prominent del af det tyske boom (red. træner hos Bayern München), hvilket selvsagt har efterladt et kæmpehul i den engang uigennemtrængelige rustning.

I aften er det ikke et normalt La Liga opgør, men Copa del Rey finalen. En direkte duel over én kamp om det eftertragtede trofæ. I England er f.eks. FA Cuppen en meget eftertragtet pokal, som selv de store hold vil gå gennem ild og vand for at vinde, hvorimod cup-turneringen i Danmark ikke er opprioriteret på samme måde. Et sted mellem disse to yderpunkter, finder vi Copa del Rey trofæets indlejret prestige. Når det er sagt, så er mit bud, at normal logik ophæves, mest af alt fordi kombattanterne er arvefjenderne fra Real Madrid og FC Barcelona. Catalonierne går ind til kampen med to kæmpe skuffelser i bagagen indenfor én uge. Først røg de ud af CL turneringen, derefter tabte de i ligaen og kan nu ikke selv afgøre mesterskabet. Kongesønnerne gik videre i CL med hiv og sving, og ligger lige bag Atletico Madrid i ligaen (red. der dog har den fordel, at deres indbyrdes regnskab er bedst). Med dette in mente, må Real Madrid anses for værende små favoritter, men så let er det ikke! Som jeg skrev ovenfor, så har FC Barcelona haft det klare overtag i de seneste par år, alene i årets La Liga har de vundet begge indbyrdes opgør. Det første opgør på Camp Nou vandt de en klar 1-0 sejr, dog var Real Madrid stadig i en opbygningsfase, hvor Carlo Ancelottis spilsystem ikke helt var integreret. Ydermere startede Gareth Bale på banen, selvom han slet ikke var i kampform, og Sergio Ramos skulle fejlagtigt agere bølgebryder på den defensive midtbane – dispositioner der ikke er plads til i disse højspændte kampe. I den modsatte kamp på Santiago Bernabeu var Real Madrid foran og spilstyrende lige indtil det 66. minut, hvor Neymar viste sine udsøgte evner indenfor skuespilsfaget – rødt kort til Sergio Ramos og straffespark (se videoen herunder). Reelt set blev dette det kampafgørende øjeblik, for herefter havde FC Barcelona rigeligt plads til deres småspil (red. det afgørende mål blev dog sat ind på endnu et noget tyndt straffespark). Det jeg prøver, at anskueliggøre her er, at FC Barcelona må have det psykologiske overtag. De må simpelthen have en tyrkertro af en anden verden, når de går ind til disse arvefjende opgør.

Det kræver ikke den store forhåndskendskab til disse to spanske giganter for at vide, at startopstillingerne bliver spækket med store stjerner. Alligevel ser det ikke ud til, at nogen af holdene kan starte i fornemmeste opstilling. FC Barcelona kæmper med at få Piqué, Bartra og Puyol klar til kamp. Tre spillere der normalt figurerer i forsvaret, så situationen må siges at have en vis alvor. Real Madrid har Jesé og Khedira langtidsskadet, Arbeloa kommer ikke i aktion de næste par uge og Marcelo er ligeledes, med sikkerhed, meldt ude, men det store spørgsmål i de spanske aviser er om Cristiano Ronaldo når at blive klar. De seneste rygter indikerer, at han ikke er med.

Som tidligere skrevet, bliver dette deres 227. kamp i en af de officielle turneringer og Real Madrid har vundet 90 af de tidligere opgør, med 88 sejre til FC Barcelona og 48 opgør er endt uden en vinder. Kampen skal spilles på Valencias stolte hjemmebane: Mestalla. Et stadion der er kendt for sin altid festlige kulisse og meget stejle terrasser, noget der efter sigende giver et voldsomt lyd-inferno for aktørerne på banen. Jeg vil sidde klar kl. 21.30 i aften og heppe på de kongehvide drenge, i håbet om en gentagelse af Copa del Rey triumfen fra 2011 mod selvsamme modstander. God kamp!

Den moderne baggårdspuma

Populærmusikken i Danmark har på mange punkter mistet sin integritet, til fordel for en Medina inspireret tilgang (red. der igen er inspireret af de amerikanske forbilleder). Men midt i tristessen kommer der med jævne mellemrum et band eller en kunstner, der tænder et lys i mørket og giver et glimt af håb. Dette er selvklart en grov fortegnelse, dog med en god portion sandhed i. Heldigvis for os musikfans, er kvaliteten generelt ret høj hos dem der stikker deres upolerede ansigter frem fra mørket. I denne ombæring vil jeg fremhæve Frank Ziyanak, en voksen mand der har en lang og broget karriere bag sig, men med en umiddelbart lys fremtid. Han har lavet Garage rock med Death to Frank Ziyanak og electro clash med The Wong Boys (se dem i aktion i nedenstående Youtube klip), begge bands kendetegnet ved en in your face attitude og gode melodier. For 2 år siden havde han færdigmixet sit tredje solo-udspil og det var egentlig klar til udgivelse, men det blev stoppet, da en ærlig Frank Ziyanak ikke længere følte han kunne stå inde for musikken. Han brugte derefter de efterfølgende 2 år som fuldtids tatovør (se eksempler på hans tattoos her). Et så friskt og modigt valg, at det må give en omgang applaus.

I går mandag kom så den længe ventede opfølgende plade ‘Familie Før Musik Før Penge’. En plade der bliver beskrevet, som en moderne version af John Mogensens musik. Det er i mine ører lige, at stramme skruen en anelse. Tag ikke fejl, albummet er et rigtig fint og modent album, med nogle endog meget ærlige tekster. Men John Mogensen referencen i musikken kan jeg ikke ane. Referencen bliver mere klar, når man kigger på personen Frank Ziyanak, der i årerne inden sin datters fødsel (red. hun er 4 år) var kendt som en rigtig rock’n’roller. Dertil kan teksterne også danne base for en sammenligning, da begge kunstnere er/var særdeles bramfri og hudflettende ærlige. At han er en kunstner der besidder en stor integritet, kan ses i hans valg af plade release – afholdte en koncert, hvor indgangen gik ubeskåret til Børnehjælpsdagen. Dette selvom vi har med en kunstner at gøre, der ikke vælter sig i mammon. Frank Ziyanak får mine varmeste anbefalinger, med håb om at du støtter denne “skjulte” danske kunstner i hans stille virke (‘Familie Før Musik Før Penge’ koster kr. 72,00 på iTunes). Her kan du høre anden singleskæring ‘Gør Det For Dine Børn’:

Melankolien er der stadig

I 2010 takkede a-ha af efter 25 år med melankolsk popmusik fra de norske fjelde. De kan se tilbage på en flot karriere, hvor omverdenen desværre mest husker dem for ‘Take on Me’, dette selvom de har rigtig mange fine sange i deres bagkatalog. Alt i alt nåede de at udgive 9 albums (4 top 10 albums i England) og lavet et hav af hitsingler (har været nr. 1 i USA og England med to forskellige sange). Midt i 1990’erne gik bandets tre medlemmer hver til sit. Dette gav os et engelssproget soloudspil fra Morten Harket (‘Wild Seed’ fra 1995) og Paul Waaktaar dannede rockgruppen Savoy med sin kone Lauren. På dette tidspunkt var der snak i krogene om, at interne stridigheder var grunden til deres split, noget der delvist blev underbygget med Savoy sangen ‘Daylight’s Wasting’, hvor Paul synger følgende to vers:

I had a band of certain fame
“The brownstone walk ups”, was our name
Singer was fair but got it wrong
He never did justice to my songs

He did more for me and that’s a fact
When he went and stabbed me in the back
So, I’ve gotta do now, don’t you know?
What I should have done five years ago

Et par år efter så det dog ud til, at de to kamphaner havde lagt tidligere tiders stridigheder bag sig, da a-ha gik på scenen ved Nobelprisuddelingen i 1998 og spillede en flot tidlig version af ‘Summer Moved On’. De lignede i sandhed et band, der godt kunne tage en tørn til.

Dette blev startskudet på et succesfuldt comeback, der tilvejebragte 4 albums og 2 livealbums og 2 Greatest hits. Det tyske marked tog imod dem med kyshånd og selv englænderne (hvor de ellers var gledet ud i glemslen) tog dem til sig igen. Man kan trygt sige, at de sidste 10 år af bandets levetid blev en lang smuk svanesang, helt frem til svanens død d. 4. December 2010. I dag har de tre tidligere medlemmer af a-ha travlt med deres egne projekter: Magne Furuholmen (keyboard) er kunstner, har udgivet plader i eget navn og er medlem af supergruppen Apparatjik, Paul Waaktaar (guitar) er stadig aktiv i Savoy og udgav sidste år første gang musik i eget navn (hør udspillet ‘Manmade Lake’ her) og Morten Harket har med jævne mellemrum udgivet solemateriale i eget navn.

Det er sidstnævnte jeg vil fremhæve her, ikke fordi han var den letgenkendelige stemme fra a-ha, men fordi han i morgen udgiver sin 4. engelsprogede plade (6. i alt). I min bog har han en del at revanchere efter sidste udgivelse ‘Out of My Hands’ (2012), der var en meget letbenet sag – mindede mest om en produktion designet til kommerciel radio. Dette var en stor skam, da hans udgivelser ellers har bevæget sig i et sagtmodigt og melankolsk univers, der klæder hans aldrende stemme. ‘Letters from Egypt’ (2008) var en ujævn affære, men tro mod billedet af en tidligere pop-prins, der finder sin indre ro med en akustisk guitar og meningsfyldte tekster. At dømme ud fra de to første sange, der er sluppet ud fra det nye album ‘Brother’, så har han fundet tilbage til netop den vej. Det er en vej han betrådte første gang med det fremragende album ‘Wild Seed’ og er den vej, hvor han virker mest oprigtig. 2. singlen fra ‘Brother’ er titelnummeret, og det er af den slags sange, der vinder rigtig meget ved et eller flere genhør.

Den gode Morten Harket er stadig en af de sidste 30 års største pop sangere, men som solo kunstner har han haft svært ved, at finde det rette fodfæste. I a-ha kunne han læne sig op af Paul Waaktaar og Magne Furuholmens tæft for flotte og melankolske pop sange, der som oftest klædte hans ivrige vokal ypperligt. Personligt håber jeg, at den nye skive tillader at hans stemme får vinger. Det fortjener den. Om ikke andet, så lader det til at den vindombruste melankoli ikke længere er sat på orkanstyrke, men snare på ‘let rusken i egetræet’. Noget der lyder som er det, det helt rigtige valg for en ikke kun aldrende kunstner, men aldrende stemme. Jeg glæder mig meget til i morgen, hvor ‘Brother’ rammer din lokale pladepusher, streamingtjeneste og iTunes.

 

Da Metronomy gæstede Loppen

I går aftes lagde britiske Metronomy vejen forbi Christiania og Loppen i anledning af deres Europa tour. Dagen før spillede de op til narrestreger i Hamburgs altid festlige Reeperbahn område og i dag går det ud over Stockholm. De har fire albums på samvittigheden, og touren er en promovering af deres seneste udspil ‘Love Letters’. Dette er måske ikke deres stærkeste skive, men omvendt er det også svært at holde kadencen ovenpå deres seneste to glimrende udspil ‘The English Riviera’ (2011) og ‘Nights Out’ (2008). Koncerten blev heldigvis heller ikke en ensidig affære centreret om den nye skive, da bandet kom godt omkring deres mange små popperler. Vi blev forkælet med ‘Radio Ladio’, ‘Holiday’, ‘Heartbreaker’, ‘She Wants’, ‘The Look’ og en af 10’ernes bedste pop singler ‘The Bay’. Vævet ind i mellem disse, blev vi præsenteret for lige dele fyldemateriale og fine pop sange. Titelnummeret fra nyeste plade, fandt jeg ikke nævneværdig ved mine første mange gennemlytninger, men live fungerer sangen nærmest optimalt – der var næsten lignelser til stadionrock anno 1984. Og i stærk kontrast til dette, så formåede albummets absolut bedste nummer ‘I’m Aquarius’ ikke rigtig at komme ud over rampen. Alligevel var det en rigtig fornøjelig aften i selskab med et af tidens bedste pop bands.

Herunder kan i se og høre ‘I’m Aquarius’. Læg i særdeleshed mærke til det rumskib Joseph Mount sidder i.

Rumsibet ligner ret meget et af de skibe Mœbius havde tegnet til ‘Jodorowsky’s dune’ (se mit tidligere blogindlæg). Det kan simpelthen ikke være et kreativt tilfælde, men så længe det er flot, går det nok altsammen.

Bødlen vender retur

Den bøddel jeg har i tankerne, er ikke en hætteklædt person med en nysleben økse ved sin side, men derimod sidste års store CL semifinale helt for Ruhr drengene fra Dortmund – Robert Lewandowski. Med sine flotte 4 mål på Signal Iduna Park beseglede han de kongehvides skæbne videre i turneringen. Men dette var som bekendt sidste sæson, og i dette års udgave af verdens største klubturnering har Dortmund ikke vist samme vildskab og styrke. I den første kvartfinale kamp på Santiago Bernabeu, blev tyskerne sendt hjem med et velfortjent nederlag på hele 3-0.

Real Madrid viste sig at være det mest motiverede mandskab, hvilket kom rigtig til udtryk i en overlegen 1. halveg. Her fik Dortmund ikke sat mange ben rigtigt. Vanen tro, når Real Madrid agerer værter, så bliver der altid givet nogle lette chancer til udeholdet, og denne kamp var ingen undtagelse. I 2. halveg kunne Dortmund godt have puttet én ind bag Iker Casillas, men de normalt Duracell drevne Dortmund drenge havde ikke tordenild i støvlerne den aften.

Når holdene går på banen i aften, vil sidste års bøddel være at finde blandt Dortmunds udvalgte. Dette giver selvsagt en lille kamp i kampen, for selvom mit hjerte ligger begravet i madrilensk muld og håber på en kongehvid semifinaleplads, er Lewandowskis tilstedeværelse måske den ingrediens der kan genskabe spændingen i dette opgør. Se med i aften kl. 20:45, det vil jeg gøre!

Mandagshjørnet

Efter weekendens P3 Guld show må alle danske musikelskere føle sig godt og grundigt taget i røven. Sikke et misk mask af et show, pænt personificeret ved aftenens lidt for selvpromoverende værter Esben Bjerre og Peter Falktoft, bedre kendt som radioværterne på Monte Carlo. De formåede at snakke, snakke og snakke sig igennem et musikalsk line-up af den slags, der kan få et kolik ramt spædbarn til at falde trygt i søvn. Hvis P3 Guld er hjerteslaget for dansk musik, må patienten siges at være stendød!

Heldigvis skal man ikke have sit øre særlig længe placeret på jernbaneskinnerne for, at høre lyden af et spændende musik Danmark. Et musik Danmark der ikke tæller Nik & Jay, Ukendt Nummer eller gud ved hvilken søvndyssende og ligegyldig kunstner, der ellers måtte være. Iceage er allerede i fuld gang med, at gøre sig selv heldigt bemærket i bl.a. USA og England. De har fundet en niche indenfor neo-punken, som de mestrer til fulde – glæder mig meget til at følge dem i de kommende år. På den dansksprogede scene har stilstanden nærmest været larmende. Ikke siden Michael Simpson debuterede med ‘Os 2 + lidt Ro 2002’ har lyrikken været frisk og tillokkende, måske med undtagelse af Jonas Breum (red. dette er en grov fortegnelse, da jeg bevidst ikke inkluderer f.eks. hip-hop’en – læs: Malk de Koijn). I år skal det blive anderledes, det kan jeg mærke i mit gamle lyriske hjerte. Den unge Karl William udgiver en hel langspiller, hvilket allerede har tiltusket sig en del positiv opmærksomhed, og med rette! Ud fra de få numre der er udgivet kan man snildt ane, at han har et godt og spændende greb om det danske sprog. I tillæg er det musikalske bagtæppe virkelig dragende, ja vi snakker nærmest om et internationalt kirurgisk snit fra den unge mand. Lyt til hans ‘Kostumeramt’ og fortæl mig om jeg ikke har ret.

Retorik på afveje?

Måske det bare er mine ører den er gal med? Måske det også var sådan for år tilbage? Jeg kender ikke svaret, men for mig begynder der dog at tegne sig et billede af, at politikerne er blevet hårdere i deres indbyrdes retorik, at de mere og mere fremfører deres politik, som havde vi med en trænet papegøje at gøre og at sprogets generelle tilstand ser noget vissen ud.

Den hårde tone kan findes i alle medier der har en debatform mellem to eller flere politikere, her kan Debatten på DR2 være et glimrende sted at starte. Der mundhugges, stråmænd flyver frem og tilbage og til tider bliver der også givet grimme øgenavne. Midt i al moradsen skal man lede længe efter en politisk substans, da det tilsyneladende er vigtigere at nedgøre modstanderens politik eller holdninger (red. eller tillagte holdninger) end selv at fremføre sin vision. I går fyldte Poul Schlütter 85 år, og i den forbindelse overværede han en folketingsdebat. En debat han bl.a. havde følgende at sige om: “Jeg synes, at der er for mange politiske debatter herinde, der slutter i de rene skænderier. Hvis man fortsætter med det, mister man respekten for det politiske liv.” (læs hele artiklen her). Her har Schlütter fat i noget ganske essentielt, nemlig respekten for politikerne, en respekt de nærmest bliver født med ved et vundet valg. Dog vil en kontinuert forplumret debat på et infantilt niveau ikke kunne opretholde den respekt, da sådanne diskussioner kan findes hos vores mindste. Den tillagte hårde tone kommer sig ligeledes til udtryk i andre former, navnligt når et presserende problem skal italesættes. For ikke lang tid siden skulle Brian Mikkelsen, fra Folketingets talerstol, kommentere på østarbejdernes rolle i det danske velfærdssystem. Her kaldte han polakkerne og rumænerne for græshopper og jordbærplukkere – ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark” og ”nu skal enhver jordbærplukker have børnepenge til poderne hjemme i Polen eller Bulgarien fra første arbejdsdag i Danmark.” (sidstnævnte taget fra et debatindlæg i Berlingske). Er det virkelig nødvendigt, at være så hård i mælet og så nedsættende? Tarek Hussein, jurastuderende og debattør, mener at der kan tegnes streger til den retorik der blev brugt om jøderne i 1930’erne (læs mere her). Det er måske, at sætte det hele på spidsen, men måske det er præcist det vi har brug for, når den politiske debat skal evalueres. En debat der nærmest i sit udgangspunkt ender i småskænderier om teknikaliteter eller overdreven nedsættende sprogbrug, hvilket umuligt kan være fordrende for demokratiet, fordi tid og fokus bliver taget fra en konstruktiv politisk debat.

Politikernes papegøjesprog er jævnligt oppe at vende i den brede samfundsdebat, mest i en humoristisk kontekst – her kan næves Natholdet og Anders Lund Madsens forskellige talkshows. Selvom vi kan grine af det, for det kan vi, er det så noget medierne reelt angriber? Ville det ikke være fair at sige, at journalisterne gør det for let for politikerne? Eller er det taletiden der er blevet komprimeret og spredt ud over flere medier? Eller er pressearbejdet blevet så professionelt, at den enkelte politiker har indstuderet sin tale og blot er talerør for budskaberne? Når alt kommer til alt, er det nok lidt af det hele, selvom det ikke gør situationens alvor mindre presserende. Retoriker Christian Koch kalder det for Bullshit-bingo, når politikerne kryber udenom, undlader at svare direkte på adspurgte sprøgsmål og gentager sit eget budskab igen og igen (læs artiklen her). Vi ser det hele tiden, prøv f.eks. bare at se nyhederne på en af de to store danske kanaler. Du kan lege legen “Tæl antal gentagelser” eller “Bliver der egentlig svaret på spørgsmålet”, en leg der så godt som sikkert vil have et noget nedslående resultat. Det virker som oftest, som om politikerne bare vil have tiden til at gå i et givent interview, og hvilken bedre måde er der end at fylde æteren med tomme kalorier (og i tilgift får man ingen kritiske spørgsmål når man fører enetale). Personligt finder jeg det kritisk, da politik så kommer til at bestå af slogans, letforståelige sætninger og ikke de store linier, ideologi om du vil.

Slutteligt vil jeg ganske kort tage fat på sprogets generelle tilstand fra politikernes mund. For at gøre det kvantificerbart, vil jeg forholde mig til den analyse Detektor på DR2 lavede i forbindelse med Folketingets åbningstale 2013 (læs hele artiklen her). Konklusionen de kom frem til var ganske nedslående, da LIX tallet er næsten halveret siden 1953 (fra 59 til 35). I følge LIX skalaen er vi gået fra en tale der kan klassificeres som værende Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster til Middel, dagblade og tidsskrifter – i 2012 var LIX tallet helt nede på 34, hvilket svarer til Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne. Dette kan selvfølgelig tolkes, som værende godt for den politiske diskurs i et bredt folkeligt aspekt, dog vil jeg mene, at det samtidig underminerer troværdigheden omkring et generelt fagligt politisk virke. Vi har trods alt, at gøre med landets ledere, altså dem “der burde vide bedre” og forstå situationen til fulde. Dette er svært at tro på, hvis sprogets niveau aldrig hæves over det benyttede sprog i lægeromaner. Det kan selvfølgelig også være, at politikerne er blevet dårligere talere (artikel fra 2011, læs den her) over en bred kam, så der ikke er overskud til at udnytte sproget fulde potentiale. Det kan godt være politikerne er dårlige talere, men det er nok ikke her grunden til det faldende LIX tal skal findes. Vi har nok med et sammenkog at gøre, hvor lige dele forsøgt folkelighed, pragmatisk sproglig tilgang, frygten for misforståelser og letforståelige (red. letfordøjelige?) fraser er hovedingredienserne i en ret, bedst serveret fra Folketingets talerstol eller et snurrende kamera!

Er der så noget om snakken – er politikerne blevet hårdere i deres retorik, er papegøjesproget kommet for at blive og er LIX tallet fra åbningstalerne en tendens der gennemsyrer den generelle politiske debat (red. det vil jeg mene)? I alle tilfælde er jeg ikke den eneste der stiller spørgsmålene, se bare interviewet på TV2 News af lederen fra det nystiftede Dukkepartiet: se det her. Deres budskab er ganske klart, de er træt af det politiske teater, et teater bestående af skuespillere (politikerne), en scene (Christiansborg og medielandskabet) og et publikum (os, vælgerne). Måske har de ret. Måske er det politiske skue i Danmark kun et teater, et teater for fiktion. Bedøm selv!