Da Metronomy gæstede Loppen

I går aftes lagde britiske Metronomy vejen forbi Christiania og Loppen i anledning af deres Europa tour. Dagen før spillede de op til narrestreger i Hamburgs altid festlige Reeperbahn område og i dag går det ud over Stockholm. De har fire albums på samvittigheden, og touren er en promovering af deres seneste udspil ‘Love Letters’. Dette er måske ikke deres stærkeste skive, men omvendt er det også svært at holde kadencen ovenpå deres seneste to glimrende udspil ‘The English Riviera’ (2011) og ‘Nights Out’ (2008). Koncerten blev heldigvis heller ikke en ensidig affære centreret om den nye skive, da bandet kom godt omkring deres mange små popperler. Vi blev forkælet med ‘Radio Ladio’, ‘Holiday’, ‘Heartbreaker’, ‘She Wants’, ‘The Look’ og en af 10’ernes bedste pop singler ‘The Bay’. Vævet ind i mellem disse, blev vi præsenteret for lige dele fyldemateriale og fine pop sange. Titelnummeret fra nyeste plade, fandt jeg ikke nævneværdig ved mine første mange gennemlytninger, men live fungerer sangen nærmest optimalt – der var næsten lignelser til stadionrock anno 1984. Og i stærk kontrast til dette, så formåede albummets absolut bedste nummer ‘I’m Aquarius’ ikke rigtig at komme ud over rampen. Alligevel var det en rigtig fornøjelig aften i selskab med et af tidens bedste pop bands.

Herunder kan i se og høre ‘I’m Aquarius’. Læg i særdeleshed mærke til det rumskib Joseph Mount sidder i.

Rumsibet ligner ret meget et af de skibe Mœbius havde tegnet til ‘Jodorowsky’s dune’ (se mit tidligere blogindlæg). Det kan simpelthen ikke være et kreativt tilfælde, men så længe det er flot, går det nok altsammen.

Bødlen vender retur

Den bøddel jeg har i tankerne, er ikke en hætteklædt person med en nysleben økse ved sin side, men derimod sidste års store CL semifinale helt for Ruhr drengene fra Dortmund – Robert Lewandowski. Med sine flotte 4 mål på Signal Iduna Park beseglede han de kongehvides skæbne videre i turneringen. Men dette var som bekendt sidste sæson, og i dette års udgave af verdens største klubturnering har Dortmund ikke vist samme vildskab og styrke. I den første kvartfinale kamp på Santiago Bernabeu, blev tyskerne sendt hjem med et velfortjent nederlag på hele 3-0.

Real Madrid viste sig at være det mest motiverede mandskab, hvilket kom rigtig til udtryk i en overlegen 1. halveg. Her fik Dortmund ikke sat mange ben rigtigt. Vanen tro, når Real Madrid agerer værter, så bliver der altid givet nogle lette chancer til udeholdet, og denne kamp var ingen undtagelse. I 2. halveg kunne Dortmund godt have puttet én ind bag Iker Casillas, men de normalt Duracell drevne Dortmund drenge havde ikke tordenild i støvlerne den aften.

Når holdene går på banen i aften, vil sidste års bøddel være at finde blandt Dortmunds udvalgte. Dette giver selvsagt en lille kamp i kampen, for selvom mit hjerte ligger begravet i madrilensk muld og håber på en kongehvid semifinaleplads, er Lewandowskis tilstedeværelse måske den ingrediens der kan genskabe spændingen i dette opgør. Se med i aften kl. 20:45, det vil jeg gøre!

Mandagshjørnet

Efter weekendens P3 Guld show må alle danske musikelskere føle sig godt og grundigt taget i røven. Sikke et misk mask af et show, pænt personificeret ved aftenens lidt for selvpromoverende værter Esben Bjerre og Peter Falktoft, bedre kendt som radioværterne på Monte Carlo. De formåede at snakke, snakke og snakke sig igennem et musikalsk line-up af den slags, der kan få et kolik ramt spædbarn til at falde trygt i søvn. Hvis P3 Guld er hjerteslaget for dansk musik, må patienten siges at være stendød!

Heldigvis skal man ikke have sit øre særlig længe placeret på jernbaneskinnerne for, at høre lyden af et spændende musik Danmark. Et musik Danmark der ikke tæller Nik & Jay, Ukendt Nummer eller gud ved hvilken søvndyssende og ligegyldig kunstner, der ellers måtte være. Iceage er allerede i fuld gang med, at gøre sig selv heldigt bemærket i bl.a. USA og England. De har fundet en niche indenfor neo-punken, som de mestrer til fulde – glæder mig meget til at følge dem i de kommende år. På den dansksprogede scene har stilstanden nærmest været larmende. Ikke siden Michael Simpson debuterede med ‘Os 2 + lidt Ro 2002’ har lyrikken været frisk og tillokkende, måske med undtagelse af Jonas Breum (red. dette er en grov fortegnelse, da jeg bevidst ikke inkluderer f.eks. hip-hop’en – læs: Malk de Koijn). I år skal det blive anderledes, det kan jeg mærke i mit gamle lyriske hjerte. Den unge Karl William udgiver en hel langspiller, hvilket allerede har tiltusket sig en del positiv opmærksomhed, og med rette! Ud fra de få numre der er udgivet kan man snildt ane, at han har et godt og spændende greb om det danske sprog. I tillæg er det musikalske bagtæppe virkelig dragende, ja vi snakker nærmest om et internationalt kirurgisk snit fra den unge mand. Lyt til hans ‘Kostumeramt’ og fortæl mig om jeg ikke har ret.

Retorik på afveje?

Måske det bare er mine ører den er gal med? Måske det også var sådan for år tilbage? Jeg kender ikke svaret, men for mig begynder der dog at tegne sig et billede af, at politikerne er blevet hårdere i deres indbyrdes retorik, at de mere og mere fremfører deres politik, som havde vi med en trænet papegøje at gøre og at sprogets generelle tilstand ser noget vissen ud.

Den hårde tone kan findes i alle medier der har en debatform mellem to eller flere politikere, her kan Debatten på DR2 være et glimrende sted at starte. Der mundhugges, stråmænd flyver frem og tilbage og til tider bliver der også givet grimme øgenavne. Midt i al moradsen skal man lede længe efter en politisk substans, da det tilsyneladende er vigtigere at nedgøre modstanderens politik eller holdninger (red. eller tillagte holdninger) end selv at fremføre sin vision. I går fyldte Poul Schlütter 85 år, og i den forbindelse overværede han en folketingsdebat. En debat han bl.a. havde følgende at sige om: “Jeg synes, at der er for mange politiske debatter herinde, der slutter i de rene skænderier. Hvis man fortsætter med det, mister man respekten for det politiske liv.” (læs hele artiklen her). Her har Schlütter fat i noget ganske essentielt, nemlig respekten for politikerne, en respekt de nærmest bliver født med ved et vundet valg. Dog vil en kontinuert forplumret debat på et infantilt niveau ikke kunne opretholde den respekt, da sådanne diskussioner kan findes hos vores mindste. Den tillagte hårde tone kommer sig ligeledes til udtryk i andre former, navnligt når et presserende problem skal italesættes. For ikke lang tid siden skulle Brian Mikkelsen, fra Folketingets talerstol, kommentere på østarbejdernes rolle i det danske velfærdssystem. Her kaldte han polakkerne og rumænerne for græshopper og jordbærplukkere – ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark” og ”nu skal enhver jordbærplukker have børnepenge til poderne hjemme i Polen eller Bulgarien fra første arbejdsdag i Danmark.” (sidstnævnte taget fra et debatindlæg i Berlingske). Er det virkelig nødvendigt, at være så hård i mælet og så nedsættende? Tarek Hussein, jurastuderende og debattør, mener at der kan tegnes streger til den retorik der blev brugt om jøderne i 1930’erne (læs mere her). Det er måske, at sætte det hele på spidsen, men måske det er præcist det vi har brug for, når den politiske debat skal evalueres. En debat der nærmest i sit udgangspunkt ender i småskænderier om teknikaliteter eller overdreven nedsættende sprogbrug, hvilket umuligt kan være fordrende for demokratiet, fordi tid og fokus bliver taget fra en konstruktiv politisk debat.

Politikernes papegøjesprog er jævnligt oppe at vende i den brede samfundsdebat, mest i en humoristisk kontekst – her kan næves Natholdet og Anders Lund Madsens forskellige talkshows. Selvom vi kan grine af det, for det kan vi, er det så noget medierne reelt angriber? Ville det ikke være fair at sige, at journalisterne gør det for let for politikerne? Eller er det taletiden der er blevet komprimeret og spredt ud over flere medier? Eller er pressearbejdet blevet så professionelt, at den enkelte politiker har indstuderet sin tale og blot er talerør for budskaberne? Når alt kommer til alt, er det nok lidt af det hele, selvom det ikke gør situationens alvor mindre presserende. Retoriker Christian Koch kalder det for Bullshit-bingo, når politikerne kryber udenom, undlader at svare direkte på adspurgte sprøgsmål og gentager sit eget budskab igen og igen (læs artiklen her). Vi ser det hele tiden, prøv f.eks. bare at se nyhederne på en af de to store danske kanaler. Du kan lege legen “Tæl antal gentagelser” eller “Bliver der egentlig svaret på spørgsmålet”, en leg der så godt som sikkert vil have et noget nedslående resultat. Det virker som oftest, som om politikerne bare vil have tiden til at gå i et givent interview, og hvilken bedre måde er der end at fylde æteren med tomme kalorier (og i tilgift får man ingen kritiske spørgsmål når man fører enetale). Personligt finder jeg det kritisk, da politik så kommer til at bestå af slogans, letforståelige sætninger og ikke de store linier, ideologi om du vil.

Slutteligt vil jeg ganske kort tage fat på sprogets generelle tilstand fra politikernes mund. For at gøre det kvantificerbart, vil jeg forholde mig til den analyse Detektor på DR2 lavede i forbindelse med Folketingets åbningstale 2013 (læs hele artiklen her). Konklusionen de kom frem til var ganske nedslående, da LIX tallet er næsten halveret siden 1953 (fra 59 til 35). I følge LIX skalaen er vi gået fra en tale der kan klassificeres som værende Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster til Middel, dagblade og tidsskrifter – i 2012 var LIX tallet helt nede på 34, hvilket svarer til Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne. Dette kan selvfølgelig tolkes, som værende godt for den politiske diskurs i et bredt folkeligt aspekt, dog vil jeg mene, at det samtidig underminerer troværdigheden omkring et generelt fagligt politisk virke. Vi har trods alt, at gøre med landets ledere, altså dem “der burde vide bedre” og forstå situationen til fulde. Dette er svært at tro på, hvis sprogets niveau aldrig hæves over det benyttede sprog i lægeromaner. Det kan selvfølgelig også være, at politikerne er blevet dårligere talere (artikel fra 2011, læs den her) over en bred kam, så der ikke er overskud til at udnytte sproget fulde potentiale. Det kan godt være politikerne er dårlige talere, men det er nok ikke her grunden til det faldende LIX tal skal findes. Vi har nok med et sammenkog at gøre, hvor lige dele forsøgt folkelighed, pragmatisk sproglig tilgang, frygten for misforståelser og letforståelige (red. letfordøjelige?) fraser er hovedingredienserne i en ret, bedst serveret fra Folketingets talerstol eller et snurrende kamera!

Er der så noget om snakken – er politikerne blevet hårdere i deres retorik, er papegøjesproget kommet for at blive og er LIX tallet fra åbningstalerne en tendens der gennemsyrer den generelle politiske debat (red. det vil jeg mene)? I alle tilfælde er jeg ikke den eneste der stiller spørgsmålene, se bare interviewet på TV2 News af lederen fra det nystiftede Dukkepartiet: se det her. Deres budskab er ganske klart, de er træt af det politiske teater, et teater bestående af skuespillere (politikerne), en scene (Christiansborg og medielandskabet) og et publikum (os, vælgerne). Måske har de ret. Måske er det politiske skue i Danmark kun et teater, et teater for fiktion. Bedøm selv!

 

Øjeblikkets top 3

Efter en uge med en selvvalgt konstant eksponering for ny musik, har jeg sat mig selv den nærmest umulige opgave, at udvælge 3 hurtige musikalske bekendtskaber der er værd at bide ekstra mærke i (red. begrænsningens svære kunst).

Jeg vil starte med en 19 årig englænder, der går under det glimrende kunstnernavn King Krule (red. svær reference til Elvis filmen King Creole). Han laver musik der er endog meget svær at klassificere, veje eller putte i en genreboks. Der er reminiscencer af post-Punk, Ska, Jazz fusion, Trip-Hop og old school Rock and Roll, alt sammen rørt godt og grundigt sammen i en meget serveringsklar cocktail. Nedenstående nummer (red. A Lizard State) er taget fra sidste års debut 6 Feet Beneath the Moon, et album der er en gennemlytning værd.

Næste levende billede er et 10 år gammelt amerikansk band ved navn The War on Drugsder har levet en relativt stille eksistens udenfor staterne indtil dette års udgivelse Lost in the Dream (Skandinavien og England har nærmest ageret hjemsted for godt salg). Albummet har kun været på gaden siden d. 18 marts, men jeg kan allerede nu proklamere, at det vil være at finde på mange musikjournalisters toplister når året er omme. Det er en solid skive der ikke er bange for skamløst, at referere de musikalske forbilleder, såsom My Bloody Valentine, Sonic Youth, Slowdive m.fl. Dette kan høres i nummeret Disappearing (hør og se nedenfor) – en øvelse i æterisk rock.

Det sidste skud jeg har i bøssen er Colin Stetson. En del kender ham ikke rigtig for hans eget ouvre, men derimod hans medvirken i produktioner fra Arcade Fire, TV on the Radio, Bon Iver, Tom Waits og Feist. Han håndterer et bredt udbud af blæseinstrumenter, dog er hans foretrukne våben en saxofon. Sidste år udgav han, i mine øjne, et af årets fornemmeste plader New History Warfare Vol. 3: To See More Light, der både formåede at have et enkelt musikalsk udtryk kombineret med meget komplekse melodistykker og en helt igennem gennemført stemning og klang. Som det kan læses i pladens titel er dette tredje del af hans New History Warfare, en rejse han startede i 2007, med en opfølger i 2011 og som ved Volume 3 er nået sin hidtige kunstneriske kulmination. Forkælelsen jeg har til dig er nummeret To See More Light, godt og vel 13 minutters ren orgastisk ekstase – enjoy!

 

En filmplakats anatomi

I Roger Moores fjerde film, som den charmerende og altid slagkraftige hemmelige agent 007, var hans mission hensat til det ydre rum. Filmens producere havde egentlig planlagt, at Moores fjerde film skulle have været For your eyes only, men grundet den fænomenale succes Star Wars havde oplevet i 1977, blev Moonraker fremrykket. Af mange fans bliver denne film i Bond sagaen, regnet for én af de svageste, dog har den nærmest opnået kultstatus i de senere år grundet sin meget campy og tongue in cheek tilgang. Som det er med alle Roger Moores Bond film, er stilen noget mere letbenet end f.eks. Sean Connerys eller, i særdeleshed, Timothy Daltons Bond portræteringer. Dette ses i al sin tydelighed i markedsføringen af filmen (se bl.a. filmplakaten herunder). På plakaten har vi James Bond (iført en nærmest umuligt velsiddende rumdragt) centreret i billedet, flankeret på sin venstre side af Dr. Goodhead (spillet af den altid smukke Lois Chiles). Bag dem er der et hav af skurke, der vil dem absolut intet godt. Her er det stålgebisset Jaws (spillet af enorme Richard Kiel), der umiddelbart er tættest på at skade Bond og hans medsammensvorne Dr. Goodhead – svævende vægtløs med udstrakte arme og blottede tænder, ligner han et ubehageligt bekendtskab (selvom han i filmen mest optræder som et comic releif med en kant af fare). Til venstre for Bonds hoved ses Hugo Drax, filmens franske superskurk med et Noahs ark kompleks, pegende i Bonds retning, som har han netop givet Jaws ordre til angreb. Udover skurkene har vi tre af Hugo Drax’ genetisk perfekte unge smukke damer, der skal bruges til koloniseringen af hans hemmelige rumstation. De to helte, de to skurke og de tre damer befinder sig alle i førnævnte rumstation, hvor vægtløsheden lader til kun at påvirke de genetisk perfekte damer og Jaws. Udenfor rumstationen er rumfærgerne fra filmens klimaks, dem vil jeg ikke, for spændingens skyld, gå nærmere ind på.

Plakatens tone er holdt meget munter, nærmest tegneserieagtig. Selv Bond kan ikke tage løjerne for seriøst, fint udtrykt ved hans lettere muntre udtryk i ansigtet. Damerne i billedet har tilsyneladende heller ikke bemærket, at der er fare på færde, da de alle som en har en forførende mine på, ja nærmest sexet. Hugo Drax fremstår også diabolsk på en tegneseriefacon, som han står der og troner (red. har de bevist forsøgt, at få ham til at ligne kejseren fra Star Wars trilogien). Selv lejemorderen med det flotte metalgebis, Jaws, ligner mest af alt en tegneserie skurk med et fatalistisk ærinde. Den benyttede streg har også mere til fælles med Moebius og Hergé end den mere naturalistiske tilgang, som bl.a. Dave Gibbons er eksponent for, hvilket understreger filmens lette tone. Som helhed føler jeg det trygt at konkludere, at plakaten fint understøtter selve filmen, på alle planer. Plakaten lover let, actionfyldt underholdning med flotte, letpåklædte damer og knapt så farlige skurke, der har så store og urealistiske planer, at seriøsiteten er til at overse.

Måske lyder det som om jeg taler filmen ned på baggrund af plakaten, men det er slet ikke tilfældet. Jeg holder meget af Moonrakers forsøg på, at skabe et indspark i Bond sagaen, der ikke tager sig selv for seriøst, men alligevel formår, at krydre med alle de ingredienser der gør en god Bond film.

The mighty Micro

Historien om hjemmecomputeren er en veldokumenteret affære, startende for alvor med Apple II, over IBM til Commodores succes. Ind i mellem disse succeshistorier har der været mange, rigtig mange, små succeser og fiaskoer. For ikke at favne for bredt, vil jeg holde fokus på de mikrocomputere der kom ud af UK fra ca. 1980 og frem til markedets første stagnation omkring 1984. Der siges, at perioden havde i størrelsesordenen 500 firmaer i UK der producerede eller ville producere mikrocomputere. Ikke mange af disse firmaer fik succes på et marked domineret af Clive Sinclair’s ZX Spectrum (se billede herunder), Chris Curry’s BBC Micro og Alan Sugars Amstrad CPC464.

Clive Sinclair var, inden han gik ind på hjemmecomputer markedet, en kendt opfinder, der bl.a. havde givet verden en lommeregner i 1972. Men det tog først fart, da han i 1978 begyndte arbejdet på, hvad der senere skulle blive Sinclair ZX80. Hans mål var klart: lave en hjemmecomputer, som hjemmemarkedet havde råd til. På daværende tidspunkt lå hjemmecomputere rask væk på £600, dog med ganske få undtagelser. ZX80 ramte markedet til en pris på £79,99 for den usamlede version og £99,99 for en ‘klar-til-brug’ version. Året efter kom efterfølgeren: ZX81’eren. Denne var endnu billigere (£69,69 samlet; £49,99 usamlet), samtidig med at den gav mere hukommelse til brugeren. Begge computere nåede i deres relativt korte tid på markedet, ZX80’eren blev trukket tilbage i 1981 og ZX81 holdt til 1984, at sælge i omegnen af 2 millioner enheder. Et enestående tal for datidens computer marked. Men den helt store Cash Cow kom i 1982 med ZX Spectrum. En 8 bits sag der blev solgt med henholdsvis 16k og 48k RAM, til priser der stadig var markedsledende (henholdsvis £125 og £175, priser der kort efter introduktionen blev fastsat til £99 og £129). Denne hjemmecomputer kom med et bredt udbud af spil, der grundet sin 8 bits teknologi, så ganske fornuftige ud. Indenfor Englands grænser var denne maskine en stor årsag til udbredelsen af The Micro og populariseringen af computerspil i hjemmet. Når alt dette er sagt, så var ingen af ovenstående Sinclair maskiner særlig gode – langsomme, manglende hukommelse, dårligt keyboard og kørte på en amputeret version af Basic, men prisen alene kombineret med udvalget af spil, gjorde udslaget. Historien skulle vise sig, at nedturen for Sinclair Research skulle kickstartes med deres første forsøg på et high-end produkt, nemlig deres Sinclair QL. Indmaden var egentlig konkurrenternes ditto overlegen, men leveringsproblemer og fejlbehæftede enheder var et stort spadestik til en grav med Sinclair Research i.

En af Clive Sinclairs tidligere medarbejdere, Chris Curry, gik solo i 1978 for, at arbejde på sin egen vision for en hjemmecomputer. Han havde en meget anderledes tilgang, hvor kvaliteten blev sat i højsædet. Acorn Computers, som hans firma hed, kom ud med deres første computer, Acorn Atom, som et modsvar til Sinclair ZX80. Atom var en fuldblods Micro med fuldt tastetur og en komplet og funktionsdygtig version af Basic. Computeren blev også en mild succes, og gav virksomheden det rygstød de manglede i henhold til fremtidig udvikling. Året efter kom der en rubin flyvende ned i Acorns turban, i form af et BBC (i tæt samarbejde med den siddende regering) initiativ der dikterede en strategi for, at Englands befolkning skulle lære at bruge en computer. For at imødekomme dette, skulle der produceres en programserie rig på pædagogisk didaktik, med computeren som altdominerende omdrejningspunkt (se første episode af ‘The Computer Programme’ nedenfor). BBC skulle bruge en maskine der levede op til deres krav om umiddelbarhed, tilgængelighed og have læring i føresædet. Drengene fra BBC havde egentlig udvalgt en Grundy NewBrain, men eftersom firmaet ikke kunne levere en funktionsdygtig model til evaluering, blev der startet en ny udbudsrunde og her strammede Acorn sig an med udgangspunkt i en arbejdsmodel, den der senere skulle blive en BBC Micro. Selvsagt blev de udvalgt, og en succes var født. BBC Micro blev en forlænget arm af BBC og regeringens føromtalte initiativ, således at de fik en markedsfordel i forhold til salg til læringsinstitutioner, hvor maskinen blev en de facto standard. Acorn gik under øgenavnet UK’s Apple pga. deres høje byggekvalitet og velgennemtænkte software. De brændte først for alvor fingrene, da de gik i direkte konkurrence med Sinclair’s prisbillige Micros, et marked de ramte samtidig med, at markedet generelt stagnerede omkring 1984. Dette blev reelt begyndelsen på enden for Acorn.

Amstrads historie er noget anderledes, da de først for alvor kom på markedet for hjemmecomputere i 1984 med deres CPC 464, som nok mest kunne ses som en direkte konkurrent til Commodores endog meget populære Commodore 64. Amstrad udmærker sig ved, at bygge en succes ovenpå resterne af en industri, der led et knæk i 1984. Fra slutningen af 1983 og frem til 1985 var computerspils industrien i Nord-Amerika i kraftig recession, bl.a. forårsaget af et broget og ureguleret marked for konsoller. De samme symptomer kunne ligeledes findes i UK, hvor mikroerne var mange og markedet var yderst ugennemsigtigt (ingen standarder for hverken hardware eller software). Markedet regulerede sig selv ved, at lade de små gå under og bygge videre på et fundament af mere etablerede spillere. Her var Amstrad at finde helt frem til begyndelsen af 1990’erne, men det er en anden historie.

I årene efter 1984 oplevede både Sinclair og Acorn regulære nedture, pænt symboliseret ved at Sinclair blev opkøbt af Amstrad og Acorn blev en del af Olivetti. Tiderne hvor hjemmeproducerede Micros styrede markedet i UK var ovre – dog holdt Amstrad, som tidigere nævnt, ud lidt endnu og Acorn lavede den overlegne 16 bits Archimedes, der dog ikke rigtig solgte (selvom den på mange punkter var storsælgende Commodore Amiga overlegen). Amerikansk producerede computere fra Commodore og Atari delte stort set hele hjemmemarkedet i UK mellem sig for resten af 1980’erne. Tiden hvor Cambridge (hjemsted for Sinclair Research og Acorn) var fødestedet for de mest populære hjemmecomputere i England var ovre. Alligevel kan vi kigge tilbage på en tid, hvor Clive Sinclair og Chris Curry havde en fejde, der er bedst sammenlignelig med den Steve Jobs’ Apple havde med IBM. Forskellen er bare et de to distingverede engelske herre praktisk talt var naboer. Sikke tider!

Året 2525

“Det er svært at spå især om fremtiden” sagde Robert Storm Petersen eller var det Piet Hein, ja Niels Bohr er også en mulighed. Sandheden er nok snare, at vi ikke har nogen anelse om ordsproget har en egentlig dansk oprindelse eller kilden skal findes i udlandet. Det er egentlig også ligegyldigt, da det vigtigste i min optik er de vitaminer vi kan udlede af budskabet. Faktum er, at det ér svært at forudsige præcist hvad der vil ske i den uklare fremtid. Alligevel er det en yndet aktivitet for mange, at udbasunere hvad de tror fremtiden vil bringe (om de er kvalificeret hertil eller ej). Herunder har jeg samlet tre fejlagtige forudsigelser i den absolutte Superliga:

“We will never make a 32 bit operating system” – Bill Gates (ukendt årstal for citat), stifter af Microsoft.

“I predict the Internet will soon go spectacularly supernova and in 1996 catastrophically collapse” – Robert Metcalfe (1995), med opfinder af Ethernet & stifter af 3com.

“There is no reason anyone would want a computer in their home” – Ken Olson (1977), stifter, direktør og bestyrelsesformand Digital Equipment Corp.

Den kvikke læser kan hurtige deducere, at alle citaterne stammer fra folk (med undtagelse af Bill Gates) der vil have en markedsfordel i deres daværende virke, hvis deres forudanelse havde været korrekt. Ken Olsons virksomhed levede af, at lave store Main-Frames og havde dermed ikke nogen interesse eller lyst til at se PC’en slå igennem. Ligeså med Robert Metcalfe, der som med opfinder af forløberen til Tim Berners-Lee internet, nemlig Ethernettet, må siges at være en anelse på den inhabile side. Inhabil, ønsketænkning eller hvad for et motiv der måtte ligge bag er ligegyldigt, da personerne har disse citater klæbende til deres personer for evigt- og det er vel at mærke udsagn om fremtiden, der er helt ude i hampen. Min pointe med ovenstående citater er også blot, at underbygge mit indlægs startende ordsprog. For når alt kommer til alt, så ligger fremtiden lige om hjørnet og venter, og præcist hvad der kommer til at ske, er der ingen der ved. Zager and Evans’s sang om fremtiden “In the year 2525” (1969) indeholder nok omtrent ligeså mange sandheder om fremtiden, som du og jeg kan komme på:

Har X-Factor egentlig X-Factor

Vi danskere elsker, at samles foran TV’et fredag aften til licensbetalt underholdning. Det er en tradition viderført gennem generationer, først med DR’s underholdningsprogrammer, siden med skarp konkurrence fra TV2. Hvem husker ikke Otto Leisner, Hans Otto Bisgård, Michael Meyerheim, Casper Christensen og Anders Lund Madsen, som eksponenter for gode grin, sørgelige historier, mere eller mindre skarpe interviews og altid moderigtigt hår. Inden for de sidste 10 års tid er fredagsunderholdningen, i bedste sendetid, drejet ind på musik- og talentkonkurrencer. Denne type TV har vist sig, at være perfekt for det debatskabende danske åndsfællesskab bl.a. fordi man bliver “tvunget” til at tage stilling til det man hører og ser. Samtidig har formatet en indlejret jovialitet – det er svært at få kaffen helt galt i halsen af ren og skær foragelse. Al virksomhed der kunne udfordre samfundets herskende ideologi, er fuldkommen barberet væk. Vi har med et underholdningsprodukt at gøre, der skaber debat i kølevandet på fremvisningen, men ikke gør noget for samfundets diskurs på længere sigt. Det er vist det, man i gamle dage kaldte for ‘underholdning for unge i alle aldre’ eller roser uden torne. Dagbladene kaster sig ligeledes lystigt over programmerne. De formår, at skabe en hype omkring de deltagende parter (dommere som deltagere), som styrer mediebilledet under seriens forløb. Intet er helligt i formidlingen af disse nye “stjerner”, her tænkes i særdeleshed på deltagerne, altså dem med et formodet talent. Det hele bliver kørt op i en skrue, og selv de få danskere der fravælger fredagens show, vil med sikkerhed have en god fornemmelse af, hvad der er foregået. Hvis jeg bruger udtrykket ‘mediestorm’, er det nok ikke skudt helt forbi.

Showets store stjerne(r) er ikke dommerne, værten eller en af de deltagende parter, som man umiddelbart bliver foranlediget til at tro jf. den føromtalte mediestorm. Nej, det er selve formatet folk hepper på (red. højst tænkelig uvidende om dette). Det er formatet der overlever sæson efter sæson. Hvis det var anderledes, ville der være mange pop-stjerner i Danmark, direkte afledt af virakken og opmærksomheden skabt af formatet og de tilstødende medier. Med andre ord kan man sige, at formatets DNA lover stjernestøv og morgendagens musikalske helte, men virkeligheden er en ganske anden. Publikums kontrakt med deltagerne gælder kun under seriens forløb dvs. efterfølgende bliver de sluset ud i en mere lige konkurrencesituation, hvor deres hidtige (over)eksponering er væk og talentet skal kunne bære. Det hører til sjældenhederne, at denne type popularitetskonkurrencer spytter et unikt talent ud, der kan overleve udenfor showets vakuum.

Den eneste stjerne der overlever, selv på en sendeflade med skarp konkurrence på tværs af kanaler, er selve formatet! Husk det næste gang du ser X-Factor eller lignende.

Waiting for the BANG

Alejandro Jodorowsky er et unikum, en multi-kunstner, en stor personlighed med et komplekst ouvre af kulturprodukter bag sig. Hans første berøring med berømmelse kom med udgivelsen af El Topo, en syret eksistentiel western, der bl.a. fangede John Lennons opmærksomhed. Filmen blev en fast bestanddel af The Elgins Midnight Movie program i mange måneder (publikum yndede at tage syre eller ryge en joint inden forestillingen for, at komme i sansernes vold). John Lennons fascination for El Topo var den direkte årsag til, at Jodorowsky fik finanseret sin næste film, den ligeså syrede The Holy Mountain. Disse to film står for eftertiden, som måske hans mest sete, analyserede og positivt modtagede værker (red. jeg undervurderer nok Santa Sangre en kende her) – og med rette. Hvad der ikke er mange der ved er, at Jodorowsky herefter arbejdede på en filmatisering af Frank Herberts kult roman Dune – og dette lang tid før David Lynch udkom med sin vision for selvsamme roman (red. 1984).

Jodorowskys mislykkede forsøg på, at genskabe Herberts mytiske Science Fiction univers på film, er nu blevet lavet til en dokumentar. Her bliver hele den forunderlige rejse, fra storladne idéer til kuldsejlede drømme, fortalt af hovedpersonen selv. Vi har også med en vision for Dune at gøre, der ville have trukket på navne som Peter Gabriel og Pink Floyd til lydsiden, H.R. Giger og Jean Giraud (Mœbius) til at kreere kostumer og sets, Salvador Dalí, Orson Welles og Gloria Swanson som bærende skuespillere. Større og mere ambitiøst kunne det simpelthen ikke blive i 1975! Desværre faldt det hele på gulvet med et budget der blev sprængt til atomer, og ingen villige investorer der kunne rede projektet.

Hvornår vi får muligheden for, at se dokumentaren Jodorowsky’s Dune i de danske biografer (udover ved CPH:DOX i 2013) vides i skrivende stund ikke. Én ting er dog sikkert, jeg vil være at finde på syvende række midtfor, når eller hvis filmen kommer i dansk biograf distribution.