Den demokratiserede kulturanmeldelse

Det mediebillede vi omgiver os med, er gennemsyret af holdninger, meninger og ytringer, der i større eller mindre grad harmonerer med de værdier vi hver især bærer på. Dette gør sig ligeledes gældende for de ytringer, der bliver sat i en ramme af en anmeldelse – i indeværende ærinde, en kulturanmeldelse.

Blogger-Cartoon
Kulturanmeldelsen har forandret sit udtryk i takt med, at de teknologiske landevindinger har åbnet op for et udvidet netværkssamfund, hvor offentligheden er blevet inviteret indenfor, ikke bare som konsumenter, men ligeledes som producenter. Netværkssamfundet har endvidere medført en acceleret medialisering af samfundet, hvor medierne spiller en betragtelig rolle og kan siges, at besidde en styrende logik. Her har medierne enddog haft en afsmittende effekt på sproget og hvordan det bruges, her tænkes bl.a. på SMS sprog og Twitter beskeder. Den øgede medialisering har medført, at der er sket en ændring i den måde vi ser og bruger medier på, der kan plæderes for en mere sømløs integration af medier i vores daglige liv. Praktikken bag netværkssamfundet er bl.a. blogs, sociale medier og andre medieprodukter der er forbundet vha. hyperlinks, hvor indgangsbarrieren og omkostningen for publicering er sænket betragteligt i forhold til den verden vi kendte pre-1991. Dette har skabt en større grad af deltagerjournalistik, hvor ikke-professionelle skribenter har udvidet deres beføjelser for meningstilkendegivelser, herunder anmelde kunsten og kulturen. Flere kan komme til orde, på en relativt nem facon. En anden affødt effekt er muliggørelsen af kommunikation på ikke proprietære kanaler, hvor kulturskribenten ikke er underlagt en politik eller struktur af regler dvs. ordet bliver mere frit og, forhåbenligt, ærligt. Ekspansionen af det nye netværksamfund, besidder ligeledes en implicit indlejring af kollaboration på tværs af kommunegrænser, landegrænser og kontinenter – muligheden for en fælles intelligens, Collective Intelligence. Grundtanken er, at ingen ved alt, men alle ved noget dvs. ved samarbejde og interageren vil vores viden blive større end selve summen. Dette er en vigtig pointe i tilblivelsen af gode kulturanmeldelser, da ikke alle med en deleiver besidder den fornødne grundviden til, at give anmeldelsen slagkraft, her kan fællesskabets intelligens måske give den fornødne brændstof.
Digitale anmeldelser i dag indgår, som oftest i et tværmedialt kredsløb, forstås et kommunikativt kredsløb med en arbejdsdeling mellem platforme. Her taler selve anmeldelsen ind i et større kredsløb f.eks. kan der være indlejret en Spotify playlist, indlejret en Facebook tråd, mulighed for deling, et kommentarspor eller links til relateret indhold af interesse. Dette kan holde læseren indenfor den specifikke kulturelle referenceramme. Her kan den kulturanmeldende menigmand indgå i kredsløbet ved, at holde sig indenfor det givne mediesystems struktur (eks. kommentere, dele, læse videre) eller ligefrem invitere andre læsere indenfor i hans/hendes eget univers (der kan indeholde samme netværkselementer).
Mediepessimisten vil argumentere for, at ikke alle er stillet lige – ikke alle er i besiddelse af de teknologier, der er påkrævet, andre magter ikke eller ønsker ikke, at ytre sig om kulturen. Dette slår et uundgåeligt skår i demokratiseringen af ordet (i netværkssamfundet), dog vil jeg plædere for, at muligheden foreligger alle, selvom de af f.eks. socioøkonomiske forhold ikke kan gribe den. Endvidere har globale teknologigiganter programmeret algoritmer der styrer, hvad vi kan fremsøge og hvad de mener, vi ønsker at se – kaldet The Filter Buble.

Dette har den effekt, at selvom vi har lettere adgang til, at skrive og publicere vores kulturanmeldelser, så kan vores indhold blive filtreret fra og dermed ikke blive læst, hvilket må siges er uheldigt for demokratiseringen af anmeldelsen.
Ud fra den betragtning, at den mediepessimistiske tilgang ikke overstiger den af en mere positiv anskuelse, når talen falder på demokratiseringen af kulturanmeldelsen, vil jeg mene, at netværksamfundet har medført et kulturelt medborgerskab, der har demokratiseret det skrevne ord, altså givet folket muligheden for at tage styringen. Dette baseres på den effekt medialiseringen har haft og har på samfundet og de nye netværksmedier, deres tilgængelighed og afledte muligheder.

Retorik på afveje?

Måske det bare er mine ører den er gal med? Måske det også var sådan for år tilbage? Jeg kender ikke svaret, men for mig begynder der dog at tegne sig et billede af, at politikerne er blevet hårdere i deres indbyrdes retorik, at de mere og mere fremfører deres politik, som havde vi med en trænet papegøje at gøre og at sprogets generelle tilstand ser noget vissen ud.

Den hårde tone kan findes i alle medier der har en debatform mellem to eller flere politikere, her kan Debatten på DR2 være et glimrende sted at starte. Der mundhugges, stråmænd flyver frem og tilbage og til tider bliver der også givet grimme øgenavne. Midt i al moradsen skal man lede længe efter en politisk substans, da det tilsyneladende er vigtigere at nedgøre modstanderens politik eller holdninger (red. eller tillagte holdninger) end selv at fremføre sin vision. I går fyldte Poul Schlütter 85 år, og i den forbindelse overværede han en folketingsdebat. En debat han bl.a. havde følgende at sige om: “Jeg synes, at der er for mange politiske debatter herinde, der slutter i de rene skænderier. Hvis man fortsætter med det, mister man respekten for det politiske liv.” (læs hele artiklen her). Her har Schlütter fat i noget ganske essentielt, nemlig respekten for politikerne, en respekt de nærmest bliver født med ved et vundet valg. Dog vil en kontinuert forplumret debat på et infantilt niveau ikke kunne opretholde den respekt, da sådanne diskussioner kan findes hos vores mindste. Den tillagte hårde tone kommer sig ligeledes til udtryk i andre former, navnligt når et presserende problem skal italesættes. For ikke lang tid siden skulle Brian Mikkelsen, fra Folketingets talerstol, kommentere på østarbejdernes rolle i det danske velfærdssystem. Her kaldte han polakkerne og rumænerne for græshopper og jordbærplukkere – ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark” og ”nu skal enhver jordbærplukker have børnepenge til poderne hjemme i Polen eller Bulgarien fra første arbejdsdag i Danmark.” (sidstnævnte taget fra et debatindlæg i Berlingske). Er det virkelig nødvendigt, at være så hård i mælet og så nedsættende? Tarek Hussein, jurastuderende og debattør, mener at der kan tegnes streger til den retorik der blev brugt om jøderne i 1930’erne (læs mere her). Det er måske, at sætte det hele på spidsen, men måske det er præcist det vi har brug for, når den politiske debat skal evalueres. En debat der nærmest i sit udgangspunkt ender i småskænderier om teknikaliteter eller overdreven nedsættende sprogbrug, hvilket umuligt kan være fordrende for demokratiet, fordi tid og fokus bliver taget fra en konstruktiv politisk debat.

Politikernes papegøjesprog er jævnligt oppe at vende i den brede samfundsdebat, mest i en humoristisk kontekst – her kan næves Natholdet og Anders Lund Madsens forskellige talkshows. Selvom vi kan grine af det, for det kan vi, er det så noget medierne reelt angriber? Ville det ikke være fair at sige, at journalisterne gør det for let for politikerne? Eller er det taletiden der er blevet komprimeret og spredt ud over flere medier? Eller er pressearbejdet blevet så professionelt, at den enkelte politiker har indstuderet sin tale og blot er talerør for budskaberne? Når alt kommer til alt, er det nok lidt af det hele, selvom det ikke gør situationens alvor mindre presserende. Retoriker Christian Koch kalder det for Bullshit-bingo, når politikerne kryber udenom, undlader at svare direkte på adspurgte sprøgsmål og gentager sit eget budskab igen og igen (læs artiklen her). Vi ser det hele tiden, prøv f.eks. bare at se nyhederne på en af de to store danske kanaler. Du kan lege legen “Tæl antal gentagelser” eller “Bliver der egentlig svaret på spørgsmålet”, en leg der så godt som sikkert vil have et noget nedslående resultat. Det virker som oftest, som om politikerne bare vil have tiden til at gå i et givent interview, og hvilken bedre måde er der end at fylde æteren med tomme kalorier (og i tilgift får man ingen kritiske spørgsmål når man fører enetale). Personligt finder jeg det kritisk, da politik så kommer til at bestå af slogans, letforståelige sætninger og ikke de store linier, ideologi om du vil.

Slutteligt vil jeg ganske kort tage fat på sprogets generelle tilstand fra politikernes mund. For at gøre det kvantificerbart, vil jeg forholde mig til den analyse Detektor på DR2 lavede i forbindelse med Folketingets åbningstale 2013 (læs hele artiklen her). Konklusionen de kom frem til var ganske nedslående, da LIX tallet er næsten halveret siden 1953 (fra 59 til 35). I følge LIX skalaen er vi gået fra en tale der kan klassificeres som værende Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster til Middel, dagblade og tidsskrifter – i 2012 var LIX tallet helt nede på 34, hvilket svarer til Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne. Dette kan selvfølgelig tolkes, som værende godt for den politiske diskurs i et bredt folkeligt aspekt, dog vil jeg mene, at det samtidig underminerer troværdigheden omkring et generelt fagligt politisk virke. Vi har trods alt, at gøre med landets ledere, altså dem “der burde vide bedre” og forstå situationen til fulde. Dette er svært at tro på, hvis sprogets niveau aldrig hæves over det benyttede sprog i lægeromaner. Det kan selvfølgelig også være, at politikerne er blevet dårligere talere (artikel fra 2011, læs den her) over en bred kam, så der ikke er overskud til at udnytte sproget fulde potentiale. Det kan godt være politikerne er dårlige talere, men det er nok ikke her grunden til det faldende LIX tal skal findes. Vi har nok med et sammenkog at gøre, hvor lige dele forsøgt folkelighed, pragmatisk sproglig tilgang, frygten for misforståelser og letforståelige (red. letfordøjelige?) fraser er hovedingredienserne i en ret, bedst serveret fra Folketingets talerstol eller et snurrende kamera!

Er der så noget om snakken – er politikerne blevet hårdere i deres retorik, er papegøjesproget kommet for at blive og er LIX tallet fra åbningstalerne en tendens der gennemsyrer den generelle politiske debat (red. det vil jeg mene)? I alle tilfælde er jeg ikke den eneste der stiller spørgsmålene, se bare interviewet på TV2 News af lederen fra det nystiftede Dukkepartiet: se det her. Deres budskab er ganske klart, de er træt af det politiske teater, et teater bestående af skuespillere (politikerne), en scene (Christiansborg og medielandskabet) og et publikum (os, vælgerne). Måske har de ret. Måske er det politiske skue i Danmark kun et teater, et teater for fiktion. Bedøm selv!

 

The mighty Micro

Historien om hjemmecomputeren er en veldokumenteret affære, startende for alvor med Apple II, over IBM til Commodores succes. Ind i mellem disse succeshistorier har der været mange, rigtig mange, små succeser og fiaskoer. For ikke at favne for bredt, vil jeg holde fokus på de mikrocomputere der kom ud af UK fra ca. 1980 og frem til markedets første stagnation omkring 1984. Der siges, at perioden havde i størrelsesordenen 500 firmaer i UK der producerede eller ville producere mikrocomputere. Ikke mange af disse firmaer fik succes på et marked domineret af Clive Sinclair’s ZX Spectrum (se billede herunder), Chris Curry’s BBC Micro og Alan Sugars Amstrad CPC464.

Clive Sinclair var, inden han gik ind på hjemmecomputer markedet, en kendt opfinder, der bl.a. havde givet verden en lommeregner i 1972. Men det tog først fart, da han i 1978 begyndte arbejdet på, hvad der senere skulle blive Sinclair ZX80. Hans mål var klart: lave en hjemmecomputer, som hjemmemarkedet havde råd til. På daværende tidspunkt lå hjemmecomputere rask væk på £600, dog med ganske få undtagelser. ZX80 ramte markedet til en pris på £79,99 for den usamlede version og £99,99 for en ‘klar-til-brug’ version. Året efter kom efterfølgeren: ZX81’eren. Denne var endnu billigere (£69,69 samlet; £49,99 usamlet), samtidig med at den gav mere hukommelse til brugeren. Begge computere nåede i deres relativt korte tid på markedet, ZX80’eren blev trukket tilbage i 1981 og ZX81 holdt til 1984, at sælge i omegnen af 2 millioner enheder. Et enestående tal for datidens computer marked. Men den helt store Cash Cow kom i 1982 med ZX Spectrum. En 8 bits sag der blev solgt med henholdsvis 16k og 48k RAM, til priser der stadig var markedsledende (henholdsvis £125 og £175, priser der kort efter introduktionen blev fastsat til £99 og £129). Denne hjemmecomputer kom med et bredt udbud af spil, der grundet sin 8 bits teknologi, så ganske fornuftige ud. Indenfor Englands grænser var denne maskine en stor årsag til udbredelsen af The Micro og populariseringen af computerspil i hjemmet. Når alt dette er sagt, så var ingen af ovenstående Sinclair maskiner særlig gode – langsomme, manglende hukommelse, dårligt keyboard og kørte på en amputeret version af Basic, men prisen alene kombineret med udvalget af spil, gjorde udslaget. Historien skulle vise sig, at nedturen for Sinclair Research skulle kickstartes med deres første forsøg på et high-end produkt, nemlig deres Sinclair QL. Indmaden var egentlig konkurrenternes ditto overlegen, men leveringsproblemer og fejlbehæftede enheder var et stort spadestik til en grav med Sinclair Research i.

En af Clive Sinclairs tidligere medarbejdere, Chris Curry, gik solo i 1978 for, at arbejde på sin egen vision for en hjemmecomputer. Han havde en meget anderledes tilgang, hvor kvaliteten blev sat i højsædet. Acorn Computers, som hans firma hed, kom ud med deres første computer, Acorn Atom, som et modsvar til Sinclair ZX80. Atom var en fuldblods Micro med fuldt tastetur og en komplet og funktionsdygtig version af Basic. Computeren blev også en mild succes, og gav virksomheden det rygstød de manglede i henhold til fremtidig udvikling. Året efter kom der en rubin flyvende ned i Acorns turban, i form af et BBC (i tæt samarbejde med den siddende regering) initiativ der dikterede en strategi for, at Englands befolkning skulle lære at bruge en computer. For at imødekomme dette, skulle der produceres en programserie rig på pædagogisk didaktik, med computeren som altdominerende omdrejningspunkt (se første episode af ‘The Computer Programme’ nedenfor). BBC skulle bruge en maskine der levede op til deres krav om umiddelbarhed, tilgængelighed og have læring i føresædet. Drengene fra BBC havde egentlig udvalgt en Grundy NewBrain, men eftersom firmaet ikke kunne levere en funktionsdygtig model til evaluering, blev der startet en ny udbudsrunde og her strammede Acorn sig an med udgangspunkt i en arbejdsmodel, den der senere skulle blive en BBC Micro. Selvsagt blev de udvalgt, og en succes var født. BBC Micro blev en forlænget arm af BBC og regeringens føromtalte initiativ, således at de fik en markedsfordel i forhold til salg til læringsinstitutioner, hvor maskinen blev en de facto standard. Acorn gik under øgenavnet UK’s Apple pga. deres høje byggekvalitet og velgennemtænkte software. De brændte først for alvor fingrene, da de gik i direkte konkurrence med Sinclair’s prisbillige Micros, et marked de ramte samtidig med, at markedet generelt stagnerede omkring 1984. Dette blev reelt begyndelsen på enden for Acorn.

Amstrads historie er noget anderledes, da de først for alvor kom på markedet for hjemmecomputere i 1984 med deres CPC 464, som nok mest kunne ses som en direkte konkurrent til Commodores endog meget populære Commodore 64. Amstrad udmærker sig ved, at bygge en succes ovenpå resterne af en industri, der led et knæk i 1984. Fra slutningen af 1983 og frem til 1985 var computerspils industrien i Nord-Amerika i kraftig recession, bl.a. forårsaget af et broget og ureguleret marked for konsoller. De samme symptomer kunne ligeledes findes i UK, hvor mikroerne var mange og markedet var yderst ugennemsigtigt (ingen standarder for hverken hardware eller software). Markedet regulerede sig selv ved, at lade de små gå under og bygge videre på et fundament af mere etablerede spillere. Her var Amstrad at finde helt frem til begyndelsen af 1990’erne, men det er en anden historie.

I årene efter 1984 oplevede både Sinclair og Acorn regulære nedture, pænt symboliseret ved at Sinclair blev opkøbt af Amstrad og Acorn blev en del af Olivetti. Tiderne hvor hjemmeproducerede Micros styrede markedet i UK var ovre – dog holdt Amstrad, som tidigere nævnt, ud lidt endnu og Acorn lavede den overlegne 16 bits Archimedes, der dog ikke rigtig solgte (selvom den på mange punkter var storsælgende Commodore Amiga overlegen). Amerikansk producerede computere fra Commodore og Atari delte stort set hele hjemmemarkedet i UK mellem sig for resten af 1980’erne. Tiden hvor Cambridge (hjemsted for Sinclair Research og Acorn) var fødestedet for de mest populære hjemmecomputere i England var ovre. Alligevel kan vi kigge tilbage på en tid, hvor Clive Sinclair og Chris Curry havde en fejde, der er bedst sammenlignelig med den Steve Jobs’ Apple havde med IBM. Forskellen er bare et de to distingverede engelske herre praktisk talt var naboer. Sikke tider!