Retorik på afveje?

Måske det bare er mine ører den er gal med? Måske det også var sådan for år tilbage? Jeg kender ikke svaret, men for mig begynder der dog at tegne sig et billede af, at politikerne er blevet hårdere i deres indbyrdes retorik, at de mere og mere fremfører deres politik, som havde vi med en trænet papegøje at gøre og at sprogets generelle tilstand ser noget vissen ud.

Den hårde tone kan findes i alle medier der har en debatform mellem to eller flere politikere, her kan Debatten på DR2 være et glimrende sted at starte. Der mundhugges, stråmænd flyver frem og tilbage og til tider bliver der også givet grimme øgenavne. Midt i al moradsen skal man lede længe efter en politisk substans, da det tilsyneladende er vigtigere at nedgøre modstanderens politik eller holdninger (red. eller tillagte holdninger) end selv at fremføre sin vision. I går fyldte Poul Schlütter 85 år, og i den forbindelse overværede han en folketingsdebat. En debat han bl.a. havde følgende at sige om: “Jeg synes, at der er for mange politiske debatter herinde, der slutter i de rene skænderier. Hvis man fortsætter med det, mister man respekten for det politiske liv.” (læs hele artiklen her). Her har Schlütter fat i noget ganske essentielt, nemlig respekten for politikerne, en respekt de nærmest bliver født med ved et vundet valg. Dog vil en kontinuert forplumret debat på et infantilt niveau ikke kunne opretholde den respekt, da sådanne diskussioner kan findes hos vores mindste. Den tillagte hårde tone kommer sig ligeledes til udtryk i andre former, navnligt når et presserende problem skal italesættes. For ikke lang tid siden skulle Brian Mikkelsen, fra Folketingets talerstol, kommentere på østarbejdernes rolle i det danske velfærdssystem. Her kaldte han polakkerne og rumænerne for græshopper og jordbærplukkere – ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark” og ”nu skal enhver jordbærplukker have børnepenge til poderne hjemme i Polen eller Bulgarien fra første arbejdsdag i Danmark.” (sidstnævnte taget fra et debatindlæg i Berlingske). Er det virkelig nødvendigt, at være så hård i mælet og så nedsættende? Tarek Hussein, jurastuderende og debattør, mener at der kan tegnes streger til den retorik der blev brugt om jøderne i 1930’erne (læs mere her). Det er måske, at sætte det hele på spidsen, men måske det er præcist det vi har brug for, når den politiske debat skal evalueres. En debat der nærmest i sit udgangspunkt ender i småskænderier om teknikaliteter eller overdreven nedsættende sprogbrug, hvilket umuligt kan være fordrende for demokratiet, fordi tid og fokus bliver taget fra en konstruktiv politisk debat.

Politikernes papegøjesprog er jævnligt oppe at vende i den brede samfundsdebat, mest i en humoristisk kontekst – her kan næves Natholdet og Anders Lund Madsens forskellige talkshows. Selvom vi kan grine af det, for det kan vi, er det så noget medierne reelt angriber? Ville det ikke være fair at sige, at journalisterne gør det for let for politikerne? Eller er det taletiden der er blevet komprimeret og spredt ud over flere medier? Eller er pressearbejdet blevet så professionelt, at den enkelte politiker har indstuderet sin tale og blot er talerør for budskaberne? Når alt kommer til alt, er det nok lidt af det hele, selvom det ikke gør situationens alvor mindre presserende. Retoriker Christian Koch kalder det for Bullshit-bingo, når politikerne kryber udenom, undlader at svare direkte på adspurgte sprøgsmål og gentager sit eget budskab igen og igen (læs artiklen her). Vi ser det hele tiden, prøv f.eks. bare at se nyhederne på en af de to store danske kanaler. Du kan lege legen “Tæl antal gentagelser” eller “Bliver der egentlig svaret på spørgsmålet”, en leg der så godt som sikkert vil have et noget nedslående resultat. Det virker som oftest, som om politikerne bare vil have tiden til at gå i et givent interview, og hvilken bedre måde er der end at fylde æteren med tomme kalorier (og i tilgift får man ingen kritiske spørgsmål når man fører enetale). Personligt finder jeg det kritisk, da politik så kommer til at bestå af slogans, letforståelige sætninger og ikke de store linier, ideologi om du vil.

Slutteligt vil jeg ganske kort tage fat på sprogets generelle tilstand fra politikernes mund. For at gøre det kvantificerbart, vil jeg forholde mig til den analyse Detektor på DR2 lavede i forbindelse med Folketingets åbningstale 2013 (læs hele artiklen her). Konklusionen de kom frem til var ganske nedslående, da LIX tallet er næsten halveret siden 1953 (fra 59 til 35). I følge LIX skalaen er vi gået fra en tale der kan klassificeres som værende Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster til Middel, dagblade og tidsskrifter – i 2012 var LIX tallet helt nede på 34, hvilket svarer til Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne. Dette kan selvfølgelig tolkes, som værende godt for den politiske diskurs i et bredt folkeligt aspekt, dog vil jeg mene, at det samtidig underminerer troværdigheden omkring et generelt fagligt politisk virke. Vi har trods alt, at gøre med landets ledere, altså dem “der burde vide bedre” og forstå situationen til fulde. Dette er svært at tro på, hvis sprogets niveau aldrig hæves over det benyttede sprog i lægeromaner. Det kan selvfølgelig også være, at politikerne er blevet dårligere talere (artikel fra 2011, læs den her) over en bred kam, så der ikke er overskud til at udnytte sproget fulde potentiale. Det kan godt være politikerne er dårlige talere, men det er nok ikke her grunden til det faldende LIX tal skal findes. Vi har nok med et sammenkog at gøre, hvor lige dele forsøgt folkelighed, pragmatisk sproglig tilgang, frygten for misforståelser og letforståelige (red. letfordøjelige?) fraser er hovedingredienserne i en ret, bedst serveret fra Folketingets talerstol eller et snurrende kamera!

Er der så noget om snakken – er politikerne blevet hårdere i deres retorik, er papegøjesproget kommet for at blive og er LIX tallet fra åbningstalerne en tendens der gennemsyrer den generelle politiske debat (red. det vil jeg mene)? I alle tilfælde er jeg ikke den eneste der stiller spørgsmålene, se bare interviewet på TV2 News af lederen fra det nystiftede Dukkepartiet: se det her. Deres budskab er ganske klart, de er træt af det politiske teater, et teater bestående af skuespillere (politikerne), en scene (Christiansborg og medielandskabet) og et publikum (os, vælgerne). Måske har de ret. Måske er det politiske skue i Danmark kun et teater, et teater for fiktion. Bedøm selv!

 

En filmplakats anatomi

I Roger Moores fjerde film, som den charmerende og altid slagkraftige hemmelige agent 007, var hans mission hensat til det ydre rum. Filmens producere havde egentlig planlagt, at Moores fjerde film skulle have været For your eyes only, men grundet den fænomenale succes Star Wars havde oplevet i 1977, blev Moonraker fremrykket. Af mange fans bliver denne film i Bond sagaen, regnet for én af de svageste, dog har den nærmest opnået kultstatus i de senere år grundet sin meget campy og tongue in cheek tilgang. Som det er med alle Roger Moores Bond film, er stilen noget mere letbenet end f.eks. Sean Connerys eller, i særdeleshed, Timothy Daltons Bond portræteringer. Dette ses i al sin tydelighed i markedsføringen af filmen (se bl.a. filmplakaten herunder). På plakaten har vi James Bond (iført en nærmest umuligt velsiddende rumdragt) centreret i billedet, flankeret på sin venstre side af Dr. Goodhead (spillet af den altid smukke Lois Chiles). Bag dem er der et hav af skurke, der vil dem absolut intet godt. Her er det stålgebisset Jaws (spillet af enorme Richard Kiel), der umiddelbart er tættest på at skade Bond og hans medsammensvorne Dr. Goodhead – svævende vægtløs med udstrakte arme og blottede tænder, ligner han et ubehageligt bekendtskab (selvom han i filmen mest optræder som et comic releif med en kant af fare). Til venstre for Bonds hoved ses Hugo Drax, filmens franske superskurk med et Noahs ark kompleks, pegende i Bonds retning, som har han netop givet Jaws ordre til angreb. Udover skurkene har vi tre af Hugo Drax’ genetisk perfekte unge smukke damer, der skal bruges til koloniseringen af hans hemmelige rumstation. De to helte, de to skurke og de tre damer befinder sig alle i førnævnte rumstation, hvor vægtløsheden lader til kun at påvirke de genetisk perfekte damer og Jaws. Udenfor rumstationen er rumfærgerne fra filmens klimaks, dem vil jeg ikke, for spændingens skyld, gå nærmere ind på.

Plakatens tone er holdt meget munter, nærmest tegneserieagtig. Selv Bond kan ikke tage løjerne for seriøst, fint udtrykt ved hans lettere muntre udtryk i ansigtet. Damerne i billedet har tilsyneladende heller ikke bemærket, at der er fare på færde, da de alle som en har en forførende mine på, ja nærmest sexet. Hugo Drax fremstår også diabolsk på en tegneseriefacon, som han står der og troner (red. har de bevist forsøgt, at få ham til at ligne kejseren fra Star Wars trilogien). Selv lejemorderen med det flotte metalgebis, Jaws, ligner mest af alt en tegneserie skurk med et fatalistisk ærinde. Den benyttede streg har også mere til fælles med Moebius og Hergé end den mere naturalistiske tilgang, som bl.a. Dave Gibbons er eksponent for, hvilket understreger filmens lette tone. Som helhed føler jeg det trygt at konkludere, at plakaten fint understøtter selve filmen, på alle planer. Plakaten lover let, actionfyldt underholdning med flotte, letpåklædte damer og knapt så farlige skurke, der har så store og urealistiske planer, at seriøsiteten er til at overse.

Måske lyder det som om jeg taler filmen ned på baggrund af plakaten, men det er slet ikke tilfældet. Jeg holder meget af Moonrakers forsøg på, at skabe et indspark i Bond sagaen, der ikke tager sig selv for seriøst, men alligevel formår, at krydre med alle de ingredienser der gør en god Bond film.

The mighty Micro

Historien om hjemmecomputeren er en veldokumenteret affære, startende for alvor med Apple II, over IBM til Commodores succes. Ind i mellem disse succeshistorier har der været mange, rigtig mange, små succeser og fiaskoer. For ikke at favne for bredt, vil jeg holde fokus på de mikrocomputere der kom ud af UK fra ca. 1980 og frem til markedets første stagnation omkring 1984. Der siges, at perioden havde i størrelsesordenen 500 firmaer i UK der producerede eller ville producere mikrocomputere. Ikke mange af disse firmaer fik succes på et marked domineret af Clive Sinclair’s ZX Spectrum (se billede herunder), Chris Curry’s BBC Micro og Alan Sugars Amstrad CPC464.

Clive Sinclair var, inden han gik ind på hjemmecomputer markedet, en kendt opfinder, der bl.a. havde givet verden en lommeregner i 1972. Men det tog først fart, da han i 1978 begyndte arbejdet på, hvad der senere skulle blive Sinclair ZX80. Hans mål var klart: lave en hjemmecomputer, som hjemmemarkedet havde råd til. På daværende tidspunkt lå hjemmecomputere rask væk på £600, dog med ganske få undtagelser. ZX80 ramte markedet til en pris på £79,99 for den usamlede version og £99,99 for en ‘klar-til-brug’ version. Året efter kom efterfølgeren: ZX81’eren. Denne var endnu billigere (£69,69 samlet; £49,99 usamlet), samtidig med at den gav mere hukommelse til brugeren. Begge computere nåede i deres relativt korte tid på markedet, ZX80’eren blev trukket tilbage i 1981 og ZX81 holdt til 1984, at sælge i omegnen af 2 millioner enheder. Et enestående tal for datidens computer marked. Men den helt store Cash Cow kom i 1982 med ZX Spectrum. En 8 bits sag der blev solgt med henholdsvis 16k og 48k RAM, til priser der stadig var markedsledende (henholdsvis £125 og £175, priser der kort efter introduktionen blev fastsat til £99 og £129). Denne hjemmecomputer kom med et bredt udbud af spil, der grundet sin 8 bits teknologi, så ganske fornuftige ud. Indenfor Englands grænser var denne maskine en stor årsag til udbredelsen af The Micro og populariseringen af computerspil i hjemmet. Når alt dette er sagt, så var ingen af ovenstående Sinclair maskiner særlig gode – langsomme, manglende hukommelse, dårligt keyboard og kørte på en amputeret version af Basic, men prisen alene kombineret med udvalget af spil, gjorde udslaget. Historien skulle vise sig, at nedturen for Sinclair Research skulle kickstartes med deres første forsøg på et high-end produkt, nemlig deres Sinclair QL. Indmaden var egentlig konkurrenternes ditto overlegen, men leveringsproblemer og fejlbehæftede enheder var et stort spadestik til en grav med Sinclair Research i.

En af Clive Sinclairs tidligere medarbejdere, Chris Curry, gik solo i 1978 for, at arbejde på sin egen vision for en hjemmecomputer. Han havde en meget anderledes tilgang, hvor kvaliteten blev sat i højsædet. Acorn Computers, som hans firma hed, kom ud med deres første computer, Acorn Atom, som et modsvar til Sinclair ZX80. Atom var en fuldblods Micro med fuldt tastetur og en komplet og funktionsdygtig version af Basic. Computeren blev også en mild succes, og gav virksomheden det rygstød de manglede i henhold til fremtidig udvikling. Året efter kom der en rubin flyvende ned i Acorns turban, i form af et BBC (i tæt samarbejde med den siddende regering) initiativ der dikterede en strategi for, at Englands befolkning skulle lære at bruge en computer. For at imødekomme dette, skulle der produceres en programserie rig på pædagogisk didaktik, med computeren som altdominerende omdrejningspunkt (se første episode af ‘The Computer Programme’ nedenfor). BBC skulle bruge en maskine der levede op til deres krav om umiddelbarhed, tilgængelighed og have læring i føresædet. Drengene fra BBC havde egentlig udvalgt en Grundy NewBrain, men eftersom firmaet ikke kunne levere en funktionsdygtig model til evaluering, blev der startet en ny udbudsrunde og her strammede Acorn sig an med udgangspunkt i en arbejdsmodel, den der senere skulle blive en BBC Micro. Selvsagt blev de udvalgt, og en succes var født. BBC Micro blev en forlænget arm af BBC og regeringens føromtalte initiativ, således at de fik en markedsfordel i forhold til salg til læringsinstitutioner, hvor maskinen blev en de facto standard. Acorn gik under øgenavnet UK’s Apple pga. deres høje byggekvalitet og velgennemtænkte software. De brændte først for alvor fingrene, da de gik i direkte konkurrence med Sinclair’s prisbillige Micros, et marked de ramte samtidig med, at markedet generelt stagnerede omkring 1984. Dette blev reelt begyndelsen på enden for Acorn.

Amstrads historie er noget anderledes, da de først for alvor kom på markedet for hjemmecomputere i 1984 med deres CPC 464, som nok mest kunne ses som en direkte konkurrent til Commodores endog meget populære Commodore 64. Amstrad udmærker sig ved, at bygge en succes ovenpå resterne af en industri, der led et knæk i 1984. Fra slutningen af 1983 og frem til 1985 var computerspils industrien i Nord-Amerika i kraftig recession, bl.a. forårsaget af et broget og ureguleret marked for konsoller. De samme symptomer kunne ligeledes findes i UK, hvor mikroerne var mange og markedet var yderst ugennemsigtigt (ingen standarder for hverken hardware eller software). Markedet regulerede sig selv ved, at lade de små gå under og bygge videre på et fundament af mere etablerede spillere. Her var Amstrad at finde helt frem til begyndelsen af 1990’erne, men det er en anden historie.

I årene efter 1984 oplevede både Sinclair og Acorn regulære nedture, pænt symboliseret ved at Sinclair blev opkøbt af Amstrad og Acorn blev en del af Olivetti. Tiderne hvor hjemmeproducerede Micros styrede markedet i UK var ovre – dog holdt Amstrad, som tidigere nævnt, ud lidt endnu og Acorn lavede den overlegne 16 bits Archimedes, der dog ikke rigtig solgte (selvom den på mange punkter var storsælgende Commodore Amiga overlegen). Amerikansk producerede computere fra Commodore og Atari delte stort set hele hjemmemarkedet i UK mellem sig for resten af 1980’erne. Tiden hvor Cambridge (hjemsted for Sinclair Research og Acorn) var fødestedet for de mest populære hjemmecomputere i England var ovre. Alligevel kan vi kigge tilbage på en tid, hvor Clive Sinclair og Chris Curry havde en fejde, der er bedst sammenlignelig med den Steve Jobs’ Apple havde med IBM. Forskellen er bare et de to distingverede engelske herre praktisk talt var naboer. Sikke tider!

Har X-Factor egentlig X-Factor

Vi danskere elsker, at samles foran TV’et fredag aften til licensbetalt underholdning. Det er en tradition viderført gennem generationer, først med DR’s underholdningsprogrammer, siden med skarp konkurrence fra TV2. Hvem husker ikke Otto Leisner, Hans Otto Bisgård, Michael Meyerheim, Casper Christensen og Anders Lund Madsen, som eksponenter for gode grin, sørgelige historier, mere eller mindre skarpe interviews og altid moderigtigt hår. Inden for de sidste 10 års tid er fredagsunderholdningen, i bedste sendetid, drejet ind på musik- og talentkonkurrencer. Denne type TV har vist sig, at være perfekt for det debatskabende danske åndsfællesskab bl.a. fordi man bliver “tvunget” til at tage stilling til det man hører og ser. Samtidig har formatet en indlejret jovialitet – det er svært at få kaffen helt galt i halsen af ren og skær foragelse. Al virksomhed der kunne udfordre samfundets herskende ideologi, er fuldkommen barberet væk. Vi har med et underholdningsprodukt at gøre, der skaber debat i kølevandet på fremvisningen, men ikke gør noget for samfundets diskurs på længere sigt. Det er vist det, man i gamle dage kaldte for ‘underholdning for unge i alle aldre’ eller roser uden torne. Dagbladene kaster sig ligeledes lystigt over programmerne. De formår, at skabe en hype omkring de deltagende parter (dommere som deltagere), som styrer mediebilledet under seriens forløb. Intet er helligt i formidlingen af disse nye “stjerner”, her tænkes i særdeleshed på deltagerne, altså dem med et formodet talent. Det hele bliver kørt op i en skrue, og selv de få danskere der fravælger fredagens show, vil med sikkerhed have en god fornemmelse af, hvad der er foregået. Hvis jeg bruger udtrykket ‘mediestorm’, er det nok ikke skudt helt forbi.

Showets store stjerne(r) er ikke dommerne, værten eller en af de deltagende parter, som man umiddelbart bliver foranlediget til at tro jf. den føromtalte mediestorm. Nej, det er selve formatet folk hepper på (red. højst tænkelig uvidende om dette). Det er formatet der overlever sæson efter sæson. Hvis det var anderledes, ville der være mange pop-stjerner i Danmark, direkte afledt af virakken og opmærksomheden skabt af formatet og de tilstødende medier. Med andre ord kan man sige, at formatets DNA lover stjernestøv og morgendagens musikalske helte, men virkeligheden er en ganske anden. Publikums kontrakt med deltagerne gælder kun under seriens forløb dvs. efterfølgende bliver de sluset ud i en mere lige konkurrencesituation, hvor deres hidtige (over)eksponering er væk og talentet skal kunne bære. Det hører til sjældenhederne, at denne type popularitetskonkurrencer spytter et unikt talent ud, der kan overleve udenfor showets vakuum.

Den eneste stjerne der overlever, selv på en sendeflade med skarp konkurrence på tværs af kanaler, er selve formatet! Husk det næste gang du ser X-Factor eller lignende.

Fortidens luner

I en ikke for fjern fortid, hvor TV kigning bestod af en kontrakt indgået mellem dig og sendefladen. Internettets ressourcestærke og afdækkende evne til, at give dig underholdning tilrettelagt dit humør og tidsplan, var endnu ikke en mulighed. Båndmaskiner med optagefunktion blev betragtet som en vild luksus forbeholdt de få, men tragtet af de fleste. Ja, selv farvefjernsynet var ikke noget man kunne finde i alle hjem. Det var også dengang hvor dansk monopol TV styrede den ganske sendeflade, dog med få afstikkere til tyske og svenske kanaler. I disse tider, satte man sig til rette foran husalteret og blev så siddende hele aftenen, vel at mærke uden at skifte kanal. Disse tider var simplere og nærmest designet til fordybning af forhåndværende materiale – nogen vil måske påstå, at det også var en mere sørgelig tid, men det vil jeg ikke kommentere på. Det var også i denne tid, at der blev produceret en række TV føljetoner, fiktionelle mini-serier, af en meget høj kvalitet.

Et af de bedste eksempler er den BBC producerede serie ‘Tinker Tailor Soldier Spy’ fra 1979, der formåede at være enormt spændende, på trods af et dvælende fortælle tempo, for mestendels et stationært kamera og stort set ingen spor af fysisk vold. Forlægget er John Le Carré’s roman af samme navn, med en storspillende Alec Guinness i den altoverskyggende hovedrolle som George Smiley, en bureaukrat af guds nåde. Han kan bedst beskrives, som værende alt det James Bond ikke er – lille, tyk, ingen held med damerne og ikke gearet til fysiske interaktioner med voldeligt udfald. I al sin enkelthed, er det historien om en dobbeltspion, skjult i egne rækker, og den snilde hvormed Mr. Smiley ryger ham ud af sit skjul. Alligevel formår serien, i alle syv episoder, at holde seeren på tæerne og være godt materiale for folk med hang til at bide negle!

Et andet eksempel på en sådan dvælende TV produktion, skal vi lidt længere frem i tiden for at finde. Nærmere bestemt havner vi i 1986. Serien er ‘The Singing Detective’! Her har vi med, i mine øjne, et af de mest ambitiøse TV produktioner nogensinde at gøre, grundet sin kompleksitet, fortællestruktur, skuespil og, ikke mindst, store fortællemæssige overskud. Meget af dette skal findes i Dennis Potters nærmest selvbiografiske manuskript, om en forfatter der bliver indlagt med en svær hudlidelse (red. psoriatic arthritis). Under sin hospitalsindlæggelse hallucinerer han kraftigt; blander hans forfatterskab ind i virkelighedens verden og vice versa. Det er en Tour de Force i subjektiv historiefortælling til et audiovisuelt medie. Serien er smukt instrueret af Jon Amiel, der fornemt formår at sammenflette alle trådene i seks episoder af én time varighed.

Dette var kun to hurtige bud på en dvælende TV produktioner, fra dengang en god serie eller film kunne samle familien foran husalteret. Der massere af andet guld, at hente fra kirkegården for serier af ældre dato. Og i dag er vi så priviligerede, at rigtig meget af det, er at finde på Netflix, Hulu eller en anden internet baseret TV tjeneste – enddog er rigtig meget udgivet på DVD. Så lad ikke produktionsåret, 4:3 formattet eller den noget langsommere stil skræmme dig væk – du vil takke mig for det.