A Starr is born

Når talen falder på den moderne pop/rocks fødsel, er det meget svært at bevæge samtalen udenom The Beatles. Deres bidrag til musikhistorien er uvurderlig og ganske anseelig, hvilket er en sang stort set alle musikinteresserede kan synge med på. Det er ligeledes ganske vist, at alle har en favorit Beatle, og her ligger ‘intelligente’ John Lennon og ‘glade’ Paul McCartney klart i førersædet, tæt forfulgt af ‘mystiske’ George Harrison. Dog er det ikke mange der har den klejne trommeslager Ringo Starr, som deres favorit. Dette er selvfølgelig ikke så underligt, specielt ikke set i lyset af Lennon og McCartney’s sangskriver partnerskab og Harrisons få, men glimrende, kompositioner. Dog er det absolut værd, at kaste et blik på Ringos ouvre, da hans tidlige plader indeholder meget kvalitet og glimrende pop-sange.

Det som mange ikke ved er, at i de første år efter The Beatles opløsning var Ringo Starr den bedst sælgende kunstner af de fire. Han havde store hits, som It don’t come easy (US nr. 4; UK nr. 4), Back off Boogaloo (US nr. 9; UK nr. 2), Photograph (US nr. 1; UK nr. 8), You’re Sixteen (US nr. 1; UK nr. 4), Oh My My (US nr. 5), Only You (and you alone) (US nr. 6), Snookeroo (US nr. 3) og No No Song (US nr. 3). Hans kreative zenith lå i tidsperioden ’71 til starten af ’75, herefter gik det voldsomt ned ad bakke bl.a. med det helt igennem rædderlige album Ringo the 4th (1977), hvor den godmodige Ringo flirtede kraftigt med disco’ens pulserende danserytmer og en Giorgio Moroder agtig produktion. Denne plade slog nærmest egenhændigt hans karriere, som stor sælgende popsnedker, ihjel.

Personligt vil jeg opfordre enhver der læser dette til, at give Ringo Starrs tidlige periode en chance. Der er rigtig mange ørehængere, glimrende produktioner og altid et all-star cast af medvirkende musikere – her kan bl.a. nævnes de tre andre Beatler, Marc Bolan, Harry Nilsson, Stephen Stills, Elton John, Robbie Robertson m.v. Jeg vil specielt fremhæve den (Glam) rockende Back off Boogaloo, der med sit insisterende groove og repeterende omkvæd nærmest er født til, at skabe smil og glæde.

Rock der ikke ruller

Igennem tiderne har mange kunstnere kommet og gået i den brede befolknings bevidsthed. Radio og musik TV har dikteret slagets gang, og bestemt hvem der skal helt frem i højtalernes membran. I MTV’s spæde barndom var Rick Springfield en hel generations guitar helt. Han scorede en regulær landeplage i staterne med ‘Jessie’s Girl’ i 1981. Det vil nok ikke være helt forket, at kalde den for hans signatur sang. Musikken kan bedst betegnes, som værende svagt rockende, nærmest vuggende, i sin meget tidstypiske tilgang. En nærmere indkredsning af stilen fortæller os, at det var MOR rock i en ekstra spiselig indpakning. Dette var en meget populær stil i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor Rick Springfield absolut ikke var eneste eksponent. Men lige Rick står som gudfader til en sub-genre i denne kontekst, nemlig persienne rocken. Navnet på genren er egentlig ikke specielt forankret i det musikalske input, andet end den føromtalte MOR rock, men snarere den visuelle stil benyttet i de labre musikvideoer. Kunstigt belyste aktører, et “grumset” look, svedig storby stemning, chiaroscuro galore (kontrast mellem lys og mørke) blev flittigt benyttet, og læg dertil persienner i alle afskygninger; lukkede persienner (red. for at holde storbyens kunstige lys ude) eller åbner persienner med dertil hørende stribede skygger. Som en ekstra bonus, optrådte Rick altid i en form for helte positur med sin guitar – i dag lidt sjovt at se på, men dengang var det umådeligt cool! Musikken var også perfekt for den hvide mand tilhørende (den øvre) middelklasse(n) eller derover. Det var feel good rock med en moderigtig attitude og totalt blottet for holdning, politik eller livets skyggesider (udover kærligheden til det modsatte køn, oftest ulykkelig kærlighed). Herunder kan i se en flot repræsentant for persienne rocken: Rick Springfield med ‘Affair of the Heart’.

1980’ernes MOR rock, herunder persienne rock varianten, spillede sig selv langsomt i baggrunden med populariseringen af den hårdere rock og metal (f.eks. Metallica), for hver dag vi kom tættere på 1990’erne. Mainstreamen fik ligeledes flere genrer at forholde sig til: elektronisk musik, Rap og Hip-Hip kom ud af undergrunden, og musikerne (eller deres producere) fusionerede konventionelle genrer på kryds og tværs. Dette har været stærkt medvirkende årsager til, at persienne rocken stort set har været erklæret død i en længere årrække – nogen vil mene det er for det bedste.

Men ligesom nekrologen lå klar til tryk og blyanten, der skulle skrive dødsattesten, var spidset og klar til brug, udkom det canadiske band Destroyer med deres 10. langspiller ‘Kaputt’ (2011). Bandet har igennem deres mange udgivelser været finurlige og legende, men altid kredset om en melodisk rockmusik med et fløjlsblødt udtryk. I mine ører ramte de plet med førnævnte skive. Musikken giver mindelser om en konditors fyld til en Sarah Bernhardt kage eller skummet i et dejligt karbad – blødt, behageligt og, frem for alt, indbydende. Pladen løfter ikke direkte arven fra Rick Springfields helte inficerede persienne rock, men skal nok snarere høres som en omskrivning af selvsamme. Dog bliver hatten flittigt tippet i retning af tidligere tiders helte og Rick må have været en af disse canadiske drenges tidlige musikalske stjerner. Pladen er spækket med ørehængere bl.a. titelnummeret og ‘Savage Night at the Opera’, men min personlige favorit må være ‘Chinatown’. Giv dig selv en pause fra hverdagens stress, ‘Chinatown’ vil efterlade dig glad og tilfreds:

Den moderne baggårdspuma

Populærmusikken i Danmark har på mange punkter mistet sin integritet, til fordel for en Medina inspireret tilgang (red. der igen er inspireret af de amerikanske forbilleder). Men midt i tristessen kommer der med jævne mellemrum et band eller en kunstner, der tænder et lys i mørket og giver et glimt af håb. Dette er selvklart en grov fortegnelse, dog med en god portion sandhed i. Heldigvis for os musikfans, er kvaliteten generelt ret høj hos dem der stikker deres upolerede ansigter frem fra mørket. I denne ombæring vil jeg fremhæve Frank Ziyanak, en voksen mand der har en lang og broget karriere bag sig, men med en umiddelbart lys fremtid. Han har lavet Garage rock med Death to Frank Ziyanak og electro clash med The Wong Boys (se dem i aktion i nedenstående Youtube klip), begge bands kendetegnet ved en in your face attitude og gode melodier. For 2 år siden havde han færdigmixet sit tredje solo-udspil og det var egentlig klar til udgivelse, men det blev stoppet, da en ærlig Frank Ziyanak ikke længere følte han kunne stå inde for musikken. Han brugte derefter de efterfølgende 2 år som fuldtids tatovør (se eksempler på hans tattoos her). Et så friskt og modigt valg, at det må give en omgang applaus.

I går mandag kom så den længe ventede opfølgende plade ‘Familie Før Musik Før Penge’. En plade der bliver beskrevet, som en moderne version af John Mogensens musik. Det er i mine ører lige, at stramme skruen en anelse. Tag ikke fejl, albummet er et rigtig fint og modent album, med nogle endog meget ærlige tekster. Men John Mogensen referencen i musikken kan jeg ikke ane. Referencen bliver mere klar, når man kigger på personen Frank Ziyanak, der i årerne inden sin datters fødsel (red. hun er 4 år) var kendt som en rigtig rock’n’roller. Dertil kan teksterne også danne base for en sammenligning, da begge kunstnere er/var særdeles bramfri og hudflettende ærlige. At han er en kunstner der besidder en stor integritet, kan ses i hans valg af plade release – afholdte en koncert, hvor indgangen gik ubeskåret til Børnehjælpsdagen. Dette selvom vi har med en kunstner at gøre, der ikke vælter sig i mammon. Frank Ziyanak får mine varmeste anbefalinger, med håb om at du støtter denne “skjulte” danske kunstner i hans stille virke (‘Familie Før Musik Før Penge’ koster kr. 72,00 på iTunes). Her kan du høre anden singleskæring ‘Gør Det For Dine Børn’:

Melankolien er der stadig

I 2010 takkede a-ha af efter 25 år med melankolsk popmusik fra de norske fjelde. De kan se tilbage på en flot karriere, hvor omverdenen desværre mest husker dem for ‘Take on Me’, dette selvom de har rigtig mange fine sange i deres bagkatalog. Alt i alt nåede de at udgive 9 albums (4 top 10 albums i England) og lavet et hav af hitsingler (har været nr. 1 i USA og England med to forskellige sange). Midt i 1990’erne gik bandets tre medlemmer hver til sit. Dette gav os et engelssproget soloudspil fra Morten Harket (‘Wild Seed’ fra 1995) og Paul Waaktaar dannede rockgruppen Savoy med sin kone Lauren. På dette tidspunkt var der snak i krogene om, at interne stridigheder var grunden til deres split, noget der delvist blev underbygget med Savoy sangen ‘Daylight’s Wasting’, hvor Paul synger følgende to vers:

I had a band of certain fame
“The brownstone walk ups”, was our name
Singer was fair but got it wrong
He never did justice to my songs

He did more for me and that’s a fact
When he went and stabbed me in the back
So, I’ve gotta do now, don’t you know?
What I should have done five years ago

Et par år efter så det dog ud til, at de to kamphaner havde lagt tidligere tiders stridigheder bag sig, da a-ha gik på scenen ved Nobelprisuddelingen i 1998 og spillede en flot tidlig version af ‘Summer Moved On’. De lignede i sandhed et band, der godt kunne tage en tørn til.

Dette blev startskudet på et succesfuldt comeback, der tilvejebragte 4 albums og 2 livealbums og 2 Greatest hits. Det tyske marked tog imod dem med kyshånd og selv englænderne (hvor de ellers var gledet ud i glemslen) tog dem til sig igen. Man kan trygt sige, at de sidste 10 år af bandets levetid blev en lang smuk svanesang, helt frem til svanens død d. 4. December 2010. I dag har de tre tidligere medlemmer af a-ha travlt med deres egne projekter: Magne Furuholmen (keyboard) er kunstner, har udgivet plader i eget navn og er medlem af supergruppen Apparatjik, Paul Waaktaar (guitar) er stadig aktiv i Savoy og udgav sidste år første gang musik i eget navn (hør udspillet ‘Manmade Lake’ her) og Morten Harket har med jævne mellemrum udgivet solemateriale i eget navn.

Det er sidstnævnte jeg vil fremhæve her, ikke fordi han var den letgenkendelige stemme fra a-ha, men fordi han i morgen udgiver sin 4. engelsprogede plade (6. i alt). I min bog har han en del at revanchere efter sidste udgivelse ‘Out of My Hands’ (2012), der var en meget letbenet sag – mindede mest om en produktion designet til kommerciel radio. Dette var en stor skam, da hans udgivelser ellers har bevæget sig i et sagtmodigt og melankolsk univers, der klæder hans aldrende stemme. ‘Letters from Egypt’ (2008) var en ujævn affære, men tro mod billedet af en tidligere pop-prins, der finder sin indre ro med en akustisk guitar og meningsfyldte tekster. At dømme ud fra de to første sange, der er sluppet ud fra det nye album ‘Brother’, så har han fundet tilbage til netop den vej. Det er en vej han betrådte første gang med det fremragende album ‘Wild Seed’ og er den vej, hvor han virker mest oprigtig. 2. singlen fra ‘Brother’ er titelnummeret, og det er af den slags sange, der vinder rigtig meget ved et eller flere genhør.

Den gode Morten Harket er stadig en af de sidste 30 års største pop sangere, men som solo kunstner har han haft svært ved, at finde det rette fodfæste. I a-ha kunne han læne sig op af Paul Waaktaar og Magne Furuholmens tæft for flotte og melankolske pop sange, der som oftest klædte hans ivrige vokal ypperligt. Personligt håber jeg, at den nye skive tillader at hans stemme får vinger. Det fortjener den. Om ikke andet, så lader det til at den vindombruste melankoli ikke længere er sat på orkanstyrke, men snare på ‘let rusken i egetræet’. Noget der lyder som er det, det helt rigtige valg for en ikke kun aldrende kunstner, men aldrende stemme. Jeg glæder mig meget til i morgen, hvor ‘Brother’ rammer din lokale pladepusher, streamingtjeneste og iTunes.

 

Da Metronomy gæstede Loppen

I går aftes lagde britiske Metronomy vejen forbi Christiania og Loppen i anledning af deres Europa tour. Dagen før spillede de op til narrestreger i Hamburgs altid festlige Reeperbahn område og i dag går det ud over Stockholm. De har fire albums på samvittigheden, og touren er en promovering af deres seneste udspil ‘Love Letters’. Dette er måske ikke deres stærkeste skive, men omvendt er det også svært at holde kadencen ovenpå deres seneste to glimrende udspil ‘The English Riviera’ (2011) og ‘Nights Out’ (2008). Koncerten blev heldigvis heller ikke en ensidig affære centreret om den nye skive, da bandet kom godt omkring deres mange små popperler. Vi blev forkælet med ‘Radio Ladio’, ‘Holiday’, ‘Heartbreaker’, ‘She Wants’, ‘The Look’ og en af 10’ernes bedste pop singler ‘The Bay’. Vævet ind i mellem disse, blev vi præsenteret for lige dele fyldemateriale og fine pop sange. Titelnummeret fra nyeste plade, fandt jeg ikke nævneværdig ved mine første mange gennemlytninger, men live fungerer sangen nærmest optimalt – der var næsten lignelser til stadionrock anno 1984. Og i stærk kontrast til dette, så formåede albummets absolut bedste nummer ‘I’m Aquarius’ ikke rigtig at komme ud over rampen. Alligevel var det en rigtig fornøjelig aften i selskab med et af tidens bedste pop bands.

Herunder kan i se og høre ‘I’m Aquarius’. Læg i særdeleshed mærke til det rumskib Joseph Mount sidder i.

Rumsibet ligner ret meget et af de skibe Mœbius havde tegnet til ‘Jodorowsky’s dune’ (se mit tidligere blogindlæg). Det kan simpelthen ikke være et kreativt tilfælde, men så længe det er flot, går det nok altsammen.

Mandagshjørnet

Efter weekendens P3 Guld show må alle danske musikelskere føle sig godt og grundigt taget i røven. Sikke et misk mask af et show, pænt personificeret ved aftenens lidt for selvpromoverende værter Esben Bjerre og Peter Falktoft, bedre kendt som radioværterne på Monte Carlo. De formåede at snakke, snakke og snakke sig igennem et musikalsk line-up af den slags, der kan få et kolik ramt spædbarn til at falde trygt i søvn. Hvis P3 Guld er hjerteslaget for dansk musik, må patienten siges at være stendød!

Heldigvis skal man ikke have sit øre særlig længe placeret på jernbaneskinnerne for, at høre lyden af et spændende musik Danmark. Et musik Danmark der ikke tæller Nik & Jay, Ukendt Nummer eller gud ved hvilken søvndyssende og ligegyldig kunstner, der ellers måtte være. Iceage er allerede i fuld gang med, at gøre sig selv heldigt bemærket i bl.a. USA og England. De har fundet en niche indenfor neo-punken, som de mestrer til fulde – glæder mig meget til at følge dem i de kommende år. På den dansksprogede scene har stilstanden nærmest været larmende. Ikke siden Michael Simpson debuterede med ‘Os 2 + lidt Ro 2002’ har lyrikken været frisk og tillokkende, måske med undtagelse af Jonas Breum (red. dette er en grov fortegnelse, da jeg bevidst ikke inkluderer f.eks. hip-hop’en – læs: Malk de Koijn). I år skal det blive anderledes, det kan jeg mærke i mit gamle lyriske hjerte. Den unge Karl William udgiver en hel langspiller, hvilket allerede har tiltusket sig en del positiv opmærksomhed, og med rette! Ud fra de få numre der er udgivet kan man snildt ane, at han har et godt og spændende greb om det danske sprog. I tillæg er det musikalske bagtæppe virkelig dragende, ja vi snakker nærmest om et internationalt kirurgisk snit fra den unge mand. Lyt til hans ‘Kostumeramt’ og fortæl mig om jeg ikke har ret.

Øjeblikkets top 3

Efter en uge med en selvvalgt konstant eksponering for ny musik, har jeg sat mig selv den nærmest umulige opgave, at udvælge 3 hurtige musikalske bekendtskaber der er værd at bide ekstra mærke i (red. begrænsningens svære kunst).

Jeg vil starte med en 19 årig englænder, der går under det glimrende kunstnernavn King Krule (red. svær reference til Elvis filmen King Creole). Han laver musik der er endog meget svær at klassificere, veje eller putte i en genreboks. Der er reminiscencer af post-Punk, Ska, Jazz fusion, Trip-Hop og old school Rock and Roll, alt sammen rørt godt og grundigt sammen i en meget serveringsklar cocktail. Nedenstående nummer (red. A Lizard State) er taget fra sidste års debut 6 Feet Beneath the Moon, et album der er en gennemlytning værd.

Næste levende billede er et 10 år gammelt amerikansk band ved navn The War on Drugsder har levet en relativt stille eksistens udenfor staterne indtil dette års udgivelse Lost in the Dream (Skandinavien og England har nærmest ageret hjemsted for godt salg). Albummet har kun været på gaden siden d. 18 marts, men jeg kan allerede nu proklamere, at det vil være at finde på mange musikjournalisters toplister når året er omme. Det er en solid skive der ikke er bange for skamløst, at referere de musikalske forbilleder, såsom My Bloody Valentine, Sonic Youth, Slowdive m.fl. Dette kan høres i nummeret Disappearing (hør og se nedenfor) – en øvelse i æterisk rock.

Det sidste skud jeg har i bøssen er Colin Stetson. En del kender ham ikke rigtig for hans eget ouvre, men derimod hans medvirken i produktioner fra Arcade Fire, TV on the Radio, Bon Iver, Tom Waits og Feist. Han håndterer et bredt udbud af blæseinstrumenter, dog er hans foretrukne våben en saxofon. Sidste år udgav han, i mine øjne, et af årets fornemmeste plader New History Warfare Vol. 3: To See More Light, der både formåede at have et enkelt musikalsk udtryk kombineret med meget komplekse melodistykker og en helt igennem gennemført stemning og klang. Som det kan læses i pladens titel er dette tredje del af hans New History Warfare, en rejse han startede i 2007, med en opfølger i 2011 og som ved Volume 3 er nået sin hidtige kunstneriske kulmination. Forkælelsen jeg har til dig er nummeret To See More Light, godt og vel 13 minutters ren orgastisk ekstase – enjoy!