En filmplakats anatomi

I Roger Moores fjerde film, som den charmerende og altid slagkraftige hemmelige agent 007, var hans mission hensat til det ydre rum. Filmens producere havde egentlig planlagt, at Moores fjerde film skulle have været For your eyes only, men grundet den fænomenale succes Star Wars havde oplevet i 1977, blev Moonraker fremrykket. Af mange fans bliver denne film i Bond sagaen, regnet for én af de svageste, dog har den nærmest opnået kultstatus i de senere år grundet sin meget campy og tongue in cheek tilgang. Som det er med alle Roger Moores Bond film, er stilen noget mere letbenet end f.eks. Sean Connerys eller, i særdeleshed, Timothy Daltons Bond portræteringer. Dette ses i al sin tydelighed i markedsføringen af filmen (se bl.a. filmplakaten herunder). På plakaten har vi James Bond (iført en nærmest umuligt velsiddende rumdragt) centreret i billedet, flankeret på sin venstre side af Dr. Goodhead (spillet af den altid smukke Lois Chiles). Bag dem er der et hav af skurke, der vil dem absolut intet godt. Her er det stålgebisset Jaws (spillet af enorme Richard Kiel), der umiddelbart er tættest på at skade Bond og hans medsammensvorne Dr. Goodhead – svævende vægtløs med udstrakte arme og blottede tænder, ligner han et ubehageligt bekendtskab (selvom han i filmen mest optræder som et comic releif med en kant af fare). Til venstre for Bonds hoved ses Hugo Drax, filmens franske superskurk med et Noahs ark kompleks, pegende i Bonds retning, som har han netop givet Jaws ordre til angreb. Udover skurkene har vi tre af Hugo Drax’ genetisk perfekte unge smukke damer, der skal bruges til koloniseringen af hans hemmelige rumstation. De to helte, de to skurke og de tre damer befinder sig alle i førnævnte rumstation, hvor vægtløsheden lader til kun at påvirke de genetisk perfekte damer og Jaws. Udenfor rumstationen er rumfærgerne fra filmens klimaks, dem vil jeg ikke, for spændingens skyld, gå nærmere ind på.

Plakatens tone er holdt meget munter, nærmest tegneserieagtig. Selv Bond kan ikke tage løjerne for seriøst, fint udtrykt ved hans lettere muntre udtryk i ansigtet. Damerne i billedet har tilsyneladende heller ikke bemærket, at der er fare på færde, da de alle som en har en forførende mine på, ja nærmest sexet. Hugo Drax fremstår også diabolsk på en tegneseriefacon, som han står der og troner (red. har de bevist forsøgt, at få ham til at ligne kejseren fra Star Wars trilogien). Selv lejemorderen med det flotte metalgebis, Jaws, ligner mest af alt en tegneserie skurk med et fatalistisk ærinde. Den benyttede streg har også mere til fælles med Moebius og Hergé end den mere naturalistiske tilgang, som bl.a. Dave Gibbons er eksponent for, hvilket understreger filmens lette tone. Som helhed føler jeg det trygt at konkludere, at plakaten fint understøtter selve filmen, på alle planer. Plakaten lover let, actionfyldt underholdning med flotte, letpåklædte damer og knapt så farlige skurke, der har så store og urealistiske planer, at seriøsiteten er til at overse.

Måske lyder det som om jeg taler filmen ned på baggrund af plakaten, men det er slet ikke tilfældet. Jeg holder meget af Moonrakers forsøg på, at skabe et indspark i Bond sagaen, der ikke tager sig selv for seriøst, men alligevel formår, at krydre med alle de ingredienser der gør en god Bond film.

Waiting for the BANG

Alejandro Jodorowsky er et unikum, en multi-kunstner, en stor personlighed med et komplekst ouvre af kulturprodukter bag sig. Hans første berøring med berømmelse kom med udgivelsen af El Topo, en syret eksistentiel western, der bl.a. fangede John Lennons opmærksomhed. Filmen blev en fast bestanddel af The Elgins Midnight Movie program i mange måneder (publikum yndede at tage syre eller ryge en joint inden forestillingen for, at komme i sansernes vold). John Lennons fascination for El Topo var den direkte årsag til, at Jodorowsky fik finanseret sin næste film, den ligeså syrede The Holy Mountain. Disse to film står for eftertiden, som måske hans mest sete, analyserede og positivt modtagede værker (red. jeg undervurderer nok Santa Sangre en kende her) – og med rette. Hvad der ikke er mange der ved er, at Jodorowsky herefter arbejdede på en filmatisering af Frank Herberts kult roman Dune – og dette lang tid før David Lynch udkom med sin vision for selvsamme roman (red. 1984).

Jodorowskys mislykkede forsøg på, at genskabe Herberts mytiske Science Fiction univers på film, er nu blevet lavet til en dokumentar. Her bliver hele den forunderlige rejse, fra storladne idéer til kuldsejlede drømme, fortalt af hovedpersonen selv. Vi har også med en vision for Dune at gøre, der ville have trukket på navne som Peter Gabriel og Pink Floyd til lydsiden, H.R. Giger og Jean Giraud (Mœbius) til at kreere kostumer og sets, Salvador Dalí, Orson Welles og Gloria Swanson som bærende skuespillere. Større og mere ambitiøst kunne det simpelthen ikke blive i 1975! Desværre faldt det hele på gulvet med et budget der blev sprængt til atomer, og ingen villige investorer der kunne rede projektet.

Hvornår vi får muligheden for, at se dokumentaren Jodorowsky’s Dune i de danske biografer (udover ved CPH:DOX i 2013) vides i skrivende stund ikke. Én ting er dog sikkert, jeg vil være at finde på syvende række midtfor, når eller hvis filmen kommer i dansk biograf distribution.