Revanchens time er nær

Fredagens Champions League lodtrækning gav os fodboldhungrende aficionados en perlerække af kampe at se frem til, dog vil jeg fremhæve én kamp i særdeleshed: Dortmund mod mit elskede Real Madrid. I et historisk perspektiv, er denne kamp ikke rundens største – den ære må tilfalde Bayern München mod Manchester United, der hver især deler 8 pokaler imellem sig (3 i det nordlige England og 5 i Bayern). Men nu anser jeg mig selv som ganske inhabil i vurderingen af, hvilken kvartfinale kamp der generelt set er den mest ventede, da mit nervesystem kun bliver sat på alvorlige prøver når de hvidblusede fra Madrid betræder grønsværen.

Jeg håber og tror på at La Decima kommer til Real Madrid ie. at Real Madrid vinder deres 10. Champions League titel, dette selvom jeg personligt nærer en stor respekt, og måske en smule frygt, for Bayern München. Bayern har, som de fleste ved, et komplet hold, ikke kun de startende 11 er frygtindgydende, men ligeledes deres bænk. Ydermere arbejder de næsten perfekt for hinanden og gør det umådeligt svært for deres modstandere, at finde rum at spille i. De er en yderst velsmurt maskine, der har evnerne til at tromle sig vej til en sjette triumf i verdens største klubturnering. Selvfølgelig skal FC Barcelona, Paris SG, Chelsea og de andre ikke forklejnes. Der er her tale om meget farlige outsidere til den totale triumf.

Men jeg vil rette blikket mod den kamp, i kvartfinalerne, jeg ser mest frem til. Der er i sandhed lagt op til revanche fra sidste års endog meget seværdige semifinale. Sidste års første semifinalekamp blev en ren og skær Lewandowski opvisning, der fuldkommen tog de kongehvide på sengen – en kamp, som Dortmund i øvrigt fortjent vandt 4-1, med 4 mål signeret den allesteds nærværende polak. Den omvendte kamp, på Santiago Bernabeu, så et anderledes tændt Real Madrid hold på banen. De vandt fortjent 2-0, endog med gode muligheder for avancement, da de sidste 10 minutter var en ren belejring af tyskernes mål. Dog vil jeg ikke være sen til at indrømme, at Dortmund fortjent tog finalepladsen. Den fortkommende kvartfinale må se Real Madrid som favorit, da, i skrivende stund, Dortmund har seks af de startende, fra sidste års semifinale kampe, skadet eller i karantæne. Det der taler for en gentagelse af resultatet, er Reals tilsyneladende kompleks mod de såkaldte store hold. I La Liga har de kun hentet ét point ude og hjemme mod henholdsvis FC Barcelona og Atletico Madrid. Spændende bliver det i alle tilfælde.

Mit bud på de fire der er, at finde i lodtrækningen til CL semifinalerne er:

Bayern München

Real Madrid

Paris SG

FC Barcelona

De første kvartfinaler bliver fløjtet igang tirsdag d. 1 april kl 20:45.

DIY Kaos

Punkens DIY attituder var særdeles fremherskende, indtil scenen åd sig selv op indefra og bl.a. New Romantics overtog pladsen i den spirrende ungdoms hjerter. Selvom punken og post-punken, den åndsbeslægtede arvetager, ikke nåede mange år i pole position (red. hvis de nogensinde var det), har de i eftertiden affødt meget god musik.

Et af de let oversete bands fra post-punkens glansperiode er Crawling Chaos. Dette lille band havde en begrænset levetid og ganske få udgivelser. Dog har de den brilliante ‘Sex Machine’ til deres navn:

Et glimrende bevis på, at punkens DIY kultur frembragte spændende musik!

Fortidens luner

I en ikke for fjern fortid, hvor TV kigning bestod af en kontrakt indgået mellem dig og sendefladen. Internettets ressourcestærke og afdækkende evne til, at give dig underholdning tilrettelagt dit humør og tidsplan, var endnu ikke en mulighed. Båndmaskiner med optagefunktion blev betragtet som en vild luksus forbeholdt de få, men tragtet af de fleste. Ja, selv farvefjernsynet var ikke noget man kunne finde i alle hjem. Det var også dengang hvor dansk monopol TV styrede den ganske sendeflade, dog med få afstikkere til tyske og svenske kanaler. I disse tider, satte man sig til rette foran husalteret og blev så siddende hele aftenen, vel at mærke uden at skifte kanal. Disse tider var simplere og nærmest designet til fordybning af forhåndværende materiale – nogen vil måske påstå, at det også var en mere sørgelig tid, men det vil jeg ikke kommentere på. Det var også i denne tid, at der blev produceret en række TV føljetoner, fiktionelle mini-serier, af en meget høj kvalitet.

Et af de bedste eksempler er den BBC producerede serie ‘Tinker Tailor Soldier Spy’ fra 1979, der formåede at være enormt spændende, på trods af et dvælende fortælle tempo, for mestendels et stationært kamera og stort set ingen spor af fysisk vold. Forlægget er John Le Carré’s roman af samme navn, med en storspillende Alec Guinness i den altoverskyggende hovedrolle som George Smiley, en bureaukrat af guds nåde. Han kan bedst beskrives, som værende alt det James Bond ikke er – lille, tyk, ingen held med damerne og ikke gearet til fysiske interaktioner med voldeligt udfald. I al sin enkelthed, er det historien om en dobbeltspion, skjult i egne rækker, og den snilde hvormed Mr. Smiley ryger ham ud af sit skjul. Alligevel formår serien, i alle syv episoder, at holde seeren på tæerne og være godt materiale for folk med hang til at bide negle!

Et andet eksempel på en sådan dvælende TV produktion, skal vi lidt længere frem i tiden for at finde. Nærmere bestemt havner vi i 1986. Serien er ‘The Singing Detective’! Her har vi med, i mine øjne, et af de mest ambitiøse TV produktioner nogensinde at gøre, grundet sin kompleksitet, fortællestruktur, skuespil og, ikke mindst, store fortællemæssige overskud. Meget af dette skal findes i Dennis Potters nærmest selvbiografiske manuskript, om en forfatter der bliver indlagt med en svær hudlidelse (red. psoriatic arthritis). Under sin hospitalsindlæggelse hallucinerer han kraftigt; blander hans forfatterskab ind i virkelighedens verden og vice versa. Det er en Tour de Force i subjektiv historiefortælling til et audiovisuelt medie. Serien er smukt instrueret af Jon Amiel, der fornemt formår at sammenflette alle trådene i seks episoder af én time varighed.

Dette var kun to hurtige bud på en dvælende TV produktioner, fra dengang en god serie eller film kunne samle familien foran husalteret. Der massere af andet guld, at hente fra kirkegården for serier af ældre dato. Og i dag er vi så priviligerede, at rigtig meget af det, er at finde på Netflix, Hulu eller en anden internet baseret TV tjeneste – enddog er rigtig meget udgivet på DVD. Så lad ikke produktionsåret, 4:3 formattet eller den noget langsommere stil skræmme dig væk – du vil takke mig for det.

Trædemøllen

Hvad er arbejde andet end en menneskeskabt konstruktion for merværdi, værdiforøgelse, meningsskabende aktivitet og værdisat aktivitet? Vores medsammensvorende arter på denne grønne jord har ikke samme tilgang til arbejde. Hver især af de millioner af arter, gør præcist det der er nødvendigt for overlevelse; forråd til vinteren, jagt for her-og-nu konsumption, hulebygning osv. Listen over forskelligartet aktivitet er lang, men fællesnævneren er overlevelse. Hvad er det så der gør, at vi mennesker har en mere differentieret og kompleks tilgang?

Det lette svar er, at vi har gennemgået en accelereret evolutionsproces, hvor det omkringliggende samfund hele tiden øger kravet til det enkelte individ for produktion (også kaldet arbejde). Vi er over 7 milliarder mennesker, der alle kan yde (i større eller mindre grad) til vores fælles produktion. Dog er virkeligheden langt mere kompleks, da vi har en række grupper der ikke kan/har mulighed for at producere, af den eller anden årsag (fattigdom, alder, sygdom osv). Alligevel formår vi, som helhed, at arbejde mere end nødvendigt ie producere mere end nødvendigt. Det fælles output er skævvredet, både i henhold til hvem der kan nyde og hvem der har muligheden for at yde.

Dette rejser så et spændende spørgsmål – hvis vi har nok, hvorfor for vi så hele tiden tudet ørerne fulde med et ønske, måske snarere krav, om forøgelse af produktionen, merværdi skabelsen skal effektiviseres og arbejdstiden ligeledes skal forøges? Er det selve konceptet ‘arbejde’ der skal redefineres eller er det værdiboblen der skal granskes? Måske noget helt tredje. Ja, jeg ved det ikke, men noget harmonerer ikke med den virkelighed jeg læser om og færdes i.