Den demokratiserede kulturanmeldelse

Det mediebillede vi omgiver os med, er gennemsyret af holdninger, meninger og ytringer, der i større eller mindre grad harmonerer med de værdier vi hver især bærer på. Dette gør sig ligeledes gældende for de ytringer, der bliver sat i en ramme af en anmeldelse – i indeværende ærinde, en kulturanmeldelse.

Blogger-Cartoon
Kulturanmeldelsen har forandret sit udtryk i takt med, at de teknologiske landevindinger har åbnet op for et udvidet netværkssamfund, hvor offentligheden er blevet inviteret indenfor, ikke bare som konsumenter, men ligeledes som producenter. Netværkssamfundet har endvidere medført en acceleret medialisering af samfundet, hvor medierne spiller en betragtelig rolle og kan siges, at besidde en styrende logik. Her har medierne enddog haft en afsmittende effekt på sproget og hvordan det bruges, her tænkes bl.a. på SMS sprog og Twitter beskeder. Den øgede medialisering har medført, at der er sket en ændring i den måde vi ser og bruger medier på, der kan plæderes for en mere sømløs integration af medier i vores daglige liv. Praktikken bag netværkssamfundet er bl.a. blogs, sociale medier og andre medieprodukter der er forbundet vha. hyperlinks, hvor indgangsbarrieren og omkostningen for publicering er sænket betragteligt i forhold til den verden vi kendte pre-1991. Dette har skabt en større grad af deltagerjournalistik, hvor ikke-professionelle skribenter har udvidet deres beføjelser for meningstilkendegivelser, herunder anmelde kunsten og kulturen. Flere kan komme til orde, på en relativt nem facon. En anden affødt effekt er muliggørelsen af kommunikation på ikke proprietære kanaler, hvor kulturskribenten ikke er underlagt en politik eller struktur af regler dvs. ordet bliver mere frit og, forhåbenligt, ærligt. Ekspansionen af det nye netværksamfund, besidder ligeledes en implicit indlejring af kollaboration på tværs af kommunegrænser, landegrænser og kontinenter – muligheden for en fælles intelligens, Collective Intelligence. Grundtanken er, at ingen ved alt, men alle ved noget dvs. ved samarbejde og interageren vil vores viden blive større end selve summen. Dette er en vigtig pointe i tilblivelsen af gode kulturanmeldelser, da ikke alle med en deleiver besidder den fornødne grundviden til, at give anmeldelsen slagkraft, her kan fællesskabets intelligens måske give den fornødne brændstof.
Digitale anmeldelser i dag indgår, som oftest i et tværmedialt kredsløb, forstås et kommunikativt kredsløb med en arbejdsdeling mellem platforme. Her taler selve anmeldelsen ind i et større kredsløb f.eks. kan der være indlejret en Spotify playlist, indlejret en Facebook tråd, mulighed for deling, et kommentarspor eller links til relateret indhold af interesse. Dette kan holde læseren indenfor den specifikke kulturelle referenceramme. Her kan den kulturanmeldende menigmand indgå i kredsløbet ved, at holde sig indenfor det givne mediesystems struktur (eks. kommentere, dele, læse videre) eller ligefrem invitere andre læsere indenfor i hans/hendes eget univers (der kan indeholde samme netværkselementer).
Mediepessimisten vil argumentere for, at ikke alle er stillet lige – ikke alle er i besiddelse af de teknologier, der er påkrævet, andre magter ikke eller ønsker ikke, at ytre sig om kulturen. Dette slår et uundgåeligt skår i demokratiseringen af ordet (i netværkssamfundet), dog vil jeg plædere for, at muligheden foreligger alle, selvom de af f.eks. socioøkonomiske forhold ikke kan gribe den. Endvidere har globale teknologigiganter programmeret algoritmer der styrer, hvad vi kan fremsøge og hvad de mener, vi ønsker at se – kaldet The Filter Buble.

Dette har den effekt, at selvom vi har lettere adgang til, at skrive og publicere vores kulturanmeldelser, så kan vores indhold blive filtreret fra og dermed ikke blive læst, hvilket må siges er uheldigt for demokratiseringen af anmeldelsen.
Ud fra den betragtning, at den mediepessimistiske tilgang ikke overstiger den af en mere positiv anskuelse, når talen falder på demokratiseringen af kulturanmeldelsen, vil jeg mene, at netværksamfundet har medført et kulturelt medborgerskab, der har demokratiseret det skrevne ord, altså givet folket muligheden for at tage styringen. Dette baseres på den effekt medialiseringen har haft og har på samfundet og de nye netværksmedier, deres tilgængelighed og afledte muligheder.