Bødlen vender retur

Den bøddel jeg har i tankerne, er ikke en hætteklædt person med en nysleben økse ved sin side, men derimod sidste års store CL semifinale helt for Ruhr drengene fra Dortmund – Robert Lewandowski. Med sine flotte 4 mål på Signal Iduna Park beseglede han de kongehvides skæbne videre i turneringen. Men dette var som bekendt sidste sæson, og i dette års udgave af verdens største klubturnering har Dortmund ikke vist samme vildskab og styrke. I den første kvartfinale kamp på Santiago Bernabeu, blev tyskerne sendt hjem med et velfortjent nederlag på hele 3-0.

Real Madrid viste sig at være det mest motiverede mandskab, hvilket kom rigtig til udtryk i en overlegen 1. halveg. Her fik Dortmund ikke sat mange ben rigtigt. Vanen tro, når Real Madrid agerer værter, så bliver der altid givet nogle lette chancer til udeholdet, og denne kamp var ingen undtagelse. I 2. halveg kunne Dortmund godt have puttet én ind bag Iker Casillas, men de normalt Duracell drevne Dortmund drenge havde ikke tordenild i støvlerne den aften.

Når holdene går på banen i aften, vil sidste års bøddel være at finde blandt Dortmunds udvalgte. Dette giver selvsagt en lille kamp i kampen, for selvom mit hjerte ligger begravet i madrilensk muld og håber på en kongehvid semifinaleplads, er Lewandowskis tilstedeværelse måske den ingrediens der kan genskabe spændingen i dette opgør. Se med i aften kl. 20:45, det vil jeg gøre!

Reklamer

Mandagshjørnet

Efter weekendens P3 Guld show må alle danske musikelskere føle sig godt og grundigt taget i røven. Sikke et misk mask af et show, pænt personificeret ved aftenens lidt for selvpromoverende værter Esben Bjerre og Peter Falktoft, bedre kendt som radioværterne på Monte Carlo. De formåede at snakke, snakke og snakke sig igennem et musikalsk line-up af den slags, der kan få et kolik ramt spædbarn til at falde trygt i søvn. Hvis P3 Guld er hjerteslaget for dansk musik, må patienten siges at være stendød!

Heldigvis skal man ikke have sit øre særlig længe placeret på jernbaneskinnerne for, at høre lyden af et spændende musik Danmark. Et musik Danmark der ikke tæller Nik & Jay, Ukendt Nummer eller gud ved hvilken søvndyssende og ligegyldig kunstner, der ellers måtte være. Iceage er allerede i fuld gang med, at gøre sig selv heldigt bemærket i bl.a. USA og England. De har fundet en niche indenfor neo-punken, som de mestrer til fulde – glæder mig meget til at følge dem i de kommende år. På den dansksprogede scene har stilstanden nærmest været larmende. Ikke siden Michael Simpson debuterede med ‘Os 2 + lidt Ro 2002’ har lyrikken været frisk og tillokkende, måske med undtagelse af Jonas Breum (red. dette er en grov fortegnelse, da jeg bevidst ikke inkluderer f.eks. hip-hop’en – læs: Malk de Koijn). I år skal det blive anderledes, det kan jeg mærke i mit gamle lyriske hjerte. Den unge Karl William udgiver en hel langspiller, hvilket allerede har tiltusket sig en del positiv opmærksomhed, og med rette! Ud fra de få numre der er udgivet kan man snildt ane, at han har et godt og spændende greb om det danske sprog. I tillæg er det musikalske bagtæppe virkelig dragende, ja vi snakker nærmest om et internationalt kirurgisk snit fra den unge mand. Lyt til hans ‘Kostumeramt’ og fortæl mig om jeg ikke har ret.

Retorik på afveje?

Måske det bare er mine ører den er gal med? Måske det også var sådan for år tilbage? Jeg kender ikke svaret, men for mig begynder der dog at tegne sig et billede af, at politikerne er blevet hårdere i deres indbyrdes retorik, at de mere og mere fremfører deres politik, som havde vi med en trænet papegøje at gøre og at sprogets generelle tilstand ser noget vissen ud.

Den hårde tone kan findes i alle medier der har en debatform mellem to eller flere politikere, her kan Debatten på DR2 være et glimrende sted at starte. Der mundhugges, stråmænd flyver frem og tilbage og til tider bliver der også givet grimme øgenavne. Midt i al moradsen skal man lede længe efter en politisk substans, da det tilsyneladende er vigtigere at nedgøre modstanderens politik eller holdninger (red. eller tillagte holdninger) end selv at fremføre sin vision. I går fyldte Poul Schlütter 85 år, og i den forbindelse overværede han en folketingsdebat. En debat han bl.a. havde følgende at sige om: “Jeg synes, at der er for mange politiske debatter herinde, der slutter i de rene skænderier. Hvis man fortsætter med det, mister man respekten for det politiske liv.” (læs hele artiklen her). Her har Schlütter fat i noget ganske essentielt, nemlig respekten for politikerne, en respekt de nærmest bliver født med ved et vundet valg. Dog vil en kontinuert forplumret debat på et infantilt niveau ikke kunne opretholde den respekt, da sådanne diskussioner kan findes hos vores mindste. Den tillagte hårde tone kommer sig ligeledes til udtryk i andre former, navnligt når et presserende problem skal italesættes. For ikke lang tid siden skulle Brian Mikkelsen, fra Folketingets talerstol, kommentere på østarbejdernes rolle i det danske velfærdssystem. Her kaldte han polakkerne og rumænerne for græshopper og jordbærplukkere – ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark” og ”nu skal enhver jordbærplukker have børnepenge til poderne hjemme i Polen eller Bulgarien fra første arbejdsdag i Danmark.” (sidstnævnte taget fra et debatindlæg i Berlingske). Er det virkelig nødvendigt, at være så hård i mælet og så nedsættende? Tarek Hussein, jurastuderende og debattør, mener at der kan tegnes streger til den retorik der blev brugt om jøderne i 1930’erne (læs mere her). Det er måske, at sætte det hele på spidsen, men måske det er præcist det vi har brug for, når den politiske debat skal evalueres. En debat der nærmest i sit udgangspunkt ender i småskænderier om teknikaliteter eller overdreven nedsættende sprogbrug, hvilket umuligt kan være fordrende for demokratiet, fordi tid og fokus bliver taget fra en konstruktiv politisk debat.

Politikernes papegøjesprog er jævnligt oppe at vende i den brede samfundsdebat, mest i en humoristisk kontekst – her kan næves Natholdet og Anders Lund Madsens forskellige talkshows. Selvom vi kan grine af det, for det kan vi, er det så noget medierne reelt angriber? Ville det ikke være fair at sige, at journalisterne gør det for let for politikerne? Eller er det taletiden der er blevet komprimeret og spredt ud over flere medier? Eller er pressearbejdet blevet så professionelt, at den enkelte politiker har indstuderet sin tale og blot er talerør for budskaberne? Når alt kommer til alt, er det nok lidt af det hele, selvom det ikke gør situationens alvor mindre presserende. Retoriker Christian Koch kalder det for Bullshit-bingo, når politikerne kryber udenom, undlader at svare direkte på adspurgte sprøgsmål og gentager sit eget budskab igen og igen (læs artiklen her). Vi ser det hele tiden, prøv f.eks. bare at se nyhederne på en af de to store danske kanaler. Du kan lege legen “Tæl antal gentagelser” eller “Bliver der egentlig svaret på spørgsmålet”, en leg der så godt som sikkert vil have et noget nedslående resultat. Det virker som oftest, som om politikerne bare vil have tiden til at gå i et givent interview, og hvilken bedre måde er der end at fylde æteren med tomme kalorier (og i tilgift får man ingen kritiske spørgsmål når man fører enetale). Personligt finder jeg det kritisk, da politik så kommer til at bestå af slogans, letforståelige sætninger og ikke de store linier, ideologi om du vil.

Slutteligt vil jeg ganske kort tage fat på sprogets generelle tilstand fra politikernes mund. For at gøre det kvantificerbart, vil jeg forholde mig til den analyse Detektor på DR2 lavede i forbindelse med Folketingets åbningstale 2013 (læs hele artiklen her). Konklusionen de kom frem til var ganske nedslående, da LIX tallet er næsten halveret siden 1953 (fra 59 til 35). I følge LIX skalaen er vi gået fra en tale der kan klassificeres som værende Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster til Middel, dagblade og tidsskrifter – i 2012 var LIX tallet helt nede på 34, hvilket svarer til Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne. Dette kan selvfølgelig tolkes, som værende godt for den politiske diskurs i et bredt folkeligt aspekt, dog vil jeg mene, at det samtidig underminerer troværdigheden omkring et generelt fagligt politisk virke. Vi har trods alt, at gøre med landets ledere, altså dem “der burde vide bedre” og forstå situationen til fulde. Dette er svært at tro på, hvis sprogets niveau aldrig hæves over det benyttede sprog i lægeromaner. Det kan selvfølgelig også være, at politikerne er blevet dårligere talere (artikel fra 2011, læs den her) over en bred kam, så der ikke er overskud til at udnytte sproget fulde potentiale. Det kan godt være politikerne er dårlige talere, men det er nok ikke her grunden til det faldende LIX tal skal findes. Vi har nok med et sammenkog at gøre, hvor lige dele forsøgt folkelighed, pragmatisk sproglig tilgang, frygten for misforståelser og letforståelige (red. letfordøjelige?) fraser er hovedingredienserne i en ret, bedst serveret fra Folketingets talerstol eller et snurrende kamera!

Er der så noget om snakken – er politikerne blevet hårdere i deres retorik, er papegøjesproget kommet for at blive og er LIX tallet fra åbningstalerne en tendens der gennemsyrer den generelle politiske debat (red. det vil jeg mene)? I alle tilfælde er jeg ikke den eneste der stiller spørgsmålene, se bare interviewet på TV2 News af lederen fra det nystiftede Dukkepartiet: se det her. Deres budskab er ganske klart, de er træt af det politiske teater, et teater bestående af skuespillere (politikerne), en scene (Christiansborg og medielandskabet) og et publikum (os, vælgerne). Måske har de ret. Måske er det politiske skue i Danmark kun et teater, et teater for fiktion. Bedøm selv!

 

Øjeblikkets top 3

Efter en uge med en selvvalgt konstant eksponering for ny musik, har jeg sat mig selv den nærmest umulige opgave, at udvælge 3 hurtige musikalske bekendtskaber der er værd at bide ekstra mærke i (red. begrænsningens svære kunst).

Jeg vil starte med en 19 årig englænder, der går under det glimrende kunstnernavn King Krule (red. svær reference til Elvis filmen King Creole). Han laver musik der er endog meget svær at klassificere, veje eller putte i en genreboks. Der er reminiscencer af post-Punk, Ska, Jazz fusion, Trip-Hop og old school Rock and Roll, alt sammen rørt godt og grundigt sammen i en meget serveringsklar cocktail. Nedenstående nummer (red. A Lizard State) er taget fra sidste års debut 6 Feet Beneath the Moon, et album der er en gennemlytning værd.

Næste levende billede er et 10 år gammelt amerikansk band ved navn The War on Drugsder har levet en relativt stille eksistens udenfor staterne indtil dette års udgivelse Lost in the Dream (Skandinavien og England har nærmest ageret hjemsted for godt salg). Albummet har kun været på gaden siden d. 18 marts, men jeg kan allerede nu proklamere, at det vil være at finde på mange musikjournalisters toplister når året er omme. Det er en solid skive der ikke er bange for skamløst, at referere de musikalske forbilleder, såsom My Bloody Valentine, Sonic Youth, Slowdive m.fl. Dette kan høres i nummeret Disappearing (hør og se nedenfor) – en øvelse i æterisk rock.

Det sidste skud jeg har i bøssen er Colin Stetson. En del kender ham ikke rigtig for hans eget ouvre, men derimod hans medvirken i produktioner fra Arcade Fire, TV on the Radio, Bon Iver, Tom Waits og Feist. Han håndterer et bredt udbud af blæseinstrumenter, dog er hans foretrukne våben en saxofon. Sidste år udgav han, i mine øjne, et af årets fornemmeste plader New History Warfare Vol. 3: To See More Light, der både formåede at have et enkelt musikalsk udtryk kombineret med meget komplekse melodistykker og en helt igennem gennemført stemning og klang. Som det kan læses i pladens titel er dette tredje del af hans New History Warfare, en rejse han startede i 2007, med en opfølger i 2011 og som ved Volume 3 er nået sin hidtige kunstneriske kulmination. Forkælelsen jeg har til dig er nummeret To See More Light, godt og vel 13 minutters ren orgastisk ekstase – enjoy!