Rock der ikke ruller

Igennem tiderne har mange kunstnere kommet og gået i den brede befolknings bevidsthed. Radio og musik TV har dikteret slagets gang, og bestemt hvem der skal helt frem i højtalernes membran. I MTV’s spæde barndom var Rick Springfield en hel generations guitar helt. Han scorede en regulær landeplage i staterne med ‘Jessie’s Girl’ i 1981. Det vil nok ikke være helt forket, at kalde den for hans signatur sang. Musikken kan bedst betegnes, som værende svagt rockende, nærmest vuggende, i sin meget tidstypiske tilgang. En nærmere indkredsning af stilen fortæller os, at det var MOR rock i en ekstra spiselig indpakning. Dette var en meget populær stil i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor Rick Springfield absolut ikke var eneste eksponent. Men lige Rick står som gudfader til en sub-genre i denne kontekst, nemlig persienne rocken. Navnet på genren er egentlig ikke specielt forankret i det musikalske input, andet end den føromtalte MOR rock, men snarere den visuelle stil benyttet i de labre musikvideoer. Kunstigt belyste aktører, et “grumset” look, svedig storby stemning, chiaroscuro galore (kontrast mellem lys og mørke) blev flittigt benyttet, og læg dertil persienner i alle afskygninger; lukkede persienner (red. for at holde storbyens kunstige lys ude) eller åbner persienner med dertil hørende stribede skygger. Som en ekstra bonus, optrådte Rick altid i en form for helte positur med sin guitar – i dag lidt sjovt at se på, men dengang var det umådeligt cool! Musikken var også perfekt for den hvide mand tilhørende (den øvre) middelklasse(n) eller derover. Det var feel good rock med en moderigtig attitude og totalt blottet for holdning, politik eller livets skyggesider (udover kærligheden til det modsatte køn, oftest ulykkelig kærlighed). Herunder kan i se en flot repræsentant for persienne rocken: Rick Springfield med ‘Affair of the Heart’.

1980’ernes MOR rock, herunder persienne rock varianten, spillede sig selv langsomt i baggrunden med populariseringen af den hårdere rock og metal (f.eks. Metallica), for hver dag vi kom tættere på 1990’erne. Mainstreamen fik ligeledes flere genrer at forholde sig til: elektronisk musik, Rap og Hip-Hip kom ud af undergrunden, og musikerne (eller deres producere) fusionerede konventionelle genrer på kryds og tværs. Dette har været stærkt medvirkende årsager til, at persienne rocken stort set har været erklæret død i en længere årrække – nogen vil mene det er for det bedste.

Men ligesom nekrologen lå klar til tryk og blyanten, der skulle skrive dødsattesten, var spidset og klar til brug, udkom det canadiske band Destroyer med deres 10. langspiller ‘Kaputt’ (2011). Bandet har igennem deres mange udgivelser været finurlige og legende, men altid kredset om en melodisk rockmusik med et fløjlsblødt udtryk. I mine ører ramte de plet med førnævnte skive. Musikken giver mindelser om en konditors fyld til en Sarah Bernhardt kage eller skummet i et dejligt karbad – blødt, behageligt og, frem for alt, indbydende. Pladen løfter ikke direkte arven fra Rick Springfields helte inficerede persienne rock, men skal nok snarere høres som en omskrivning af selvsamme. Dog bliver hatten flittigt tippet i retning af tidligere tiders helte og Rick må have været en af disse canadiske drenges tidlige musikalske stjerner. Pladen er spækket med ørehængere bl.a. titelnummeret og ‘Savage Night at the Opera’, men min personlige favorit må være ‘Chinatown’. Giv dig selv en pause fra hverdagens stress, ‘Chinatown’ vil efterlade dig glad og tilfreds:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s