Retorik på afveje?

Måske det bare er mine ører den er gal med? Måske det også var sådan for år tilbage? Jeg kender ikke svaret, men for mig begynder der dog at tegne sig et billede af, at politikerne er blevet hårdere i deres indbyrdes retorik, at de mere og mere fremfører deres politik, som havde vi med en trænet papegøje at gøre og at sprogets generelle tilstand ser noget vissen ud.

Den hårde tone kan findes i alle medier der har en debatform mellem to eller flere politikere, her kan Debatten på DR2 være et glimrende sted at starte. Der mundhugges, stråmænd flyver frem og tilbage og til tider bliver der også givet grimme øgenavne. Midt i al moradsen skal man lede længe efter en politisk substans, da det tilsyneladende er vigtigere at nedgøre modstanderens politik eller holdninger (red. eller tillagte holdninger) end selv at fremføre sin vision. I går fyldte Poul Schlütter 85 år, og i den forbindelse overværede han en folketingsdebat. En debat han bl.a. havde følgende at sige om: “Jeg synes, at der er for mange politiske debatter herinde, der slutter i de rene skænderier. Hvis man fortsætter med det, mister man respekten for det politiske liv.” (læs hele artiklen her). Her har Schlütter fat i noget ganske essentielt, nemlig respekten for politikerne, en respekt de nærmest bliver født med ved et vundet valg. Dog vil en kontinuert forplumret debat på et infantilt niveau ikke kunne opretholde den respekt, da sådanne diskussioner kan findes hos vores mindste. Den tillagte hårde tone kommer sig ligeledes til udtryk i andre former, navnligt når et presserende problem skal italesættes. For ikke lang tid siden skulle Brian Mikkelsen, fra Folketingets talerstol, kommentere på østarbejdernes rolle i det danske velfærdssystem. Her kaldte han polakkerne og rumænerne for græshopper og jordbærplukkere – ”hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark” og ”nu skal enhver jordbærplukker have børnepenge til poderne hjemme i Polen eller Bulgarien fra første arbejdsdag i Danmark.” (sidstnævnte taget fra et debatindlæg i Berlingske). Er det virkelig nødvendigt, at være så hård i mælet og så nedsættende? Tarek Hussein, jurastuderende og debattør, mener at der kan tegnes streger til den retorik der blev brugt om jøderne i 1930’erne (læs mere her). Det er måske, at sætte det hele på spidsen, men måske det er præcist det vi har brug for, når den politiske debat skal evalueres. En debat der nærmest i sit udgangspunkt ender i småskænderier om teknikaliteter eller overdreven nedsættende sprogbrug, hvilket umuligt kan være fordrende for demokratiet, fordi tid og fokus bliver taget fra en konstruktiv politisk debat.

Politikernes papegøjesprog er jævnligt oppe at vende i den brede samfundsdebat, mest i en humoristisk kontekst – her kan næves Natholdet og Anders Lund Madsens forskellige talkshows. Selvom vi kan grine af det, for det kan vi, er det så noget medierne reelt angriber? Ville det ikke være fair at sige, at journalisterne gør det for let for politikerne? Eller er det taletiden der er blevet komprimeret og spredt ud over flere medier? Eller er pressearbejdet blevet så professionelt, at den enkelte politiker har indstuderet sin tale og blot er talerør for budskaberne? Når alt kommer til alt, er det nok lidt af det hele, selvom det ikke gør situationens alvor mindre presserende. Retoriker Christian Koch kalder det for Bullshit-bingo, når politikerne kryber udenom, undlader at svare direkte på adspurgte sprøgsmål og gentager sit eget budskab igen og igen (læs artiklen her). Vi ser det hele tiden, prøv f.eks. bare at se nyhederne på en af de to store danske kanaler. Du kan lege legen “Tæl antal gentagelser” eller “Bliver der egentlig svaret på spørgsmålet”, en leg der så godt som sikkert vil have et noget nedslående resultat. Det virker som oftest, som om politikerne bare vil have tiden til at gå i et givent interview, og hvilken bedre måde er der end at fylde æteren med tomme kalorier (og i tilgift får man ingen kritiske spørgsmål når man fører enetale). Personligt finder jeg det kritisk, da politik så kommer til at bestå af slogans, letforståelige sætninger og ikke de store linier, ideologi om du vil.

Slutteligt vil jeg ganske kort tage fat på sprogets generelle tilstand fra politikernes mund. For at gøre det kvantificerbart, vil jeg forholde mig til den analyse Detektor på DR2 lavede i forbindelse med Folketingets åbningstale 2013 (læs hele artiklen her). Konklusionen de kom frem til var ganske nedslående, da LIX tallet er næsten halveret siden 1953 (fra 59 til 35). I følge LIX skalaen er vi gået fra en tale der kan klassificeres som værende Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster til Middel, dagblade og tidsskrifter – i 2012 var LIX tallet helt nede på 34, hvilket svarer til Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne. Dette kan selvfølgelig tolkes, som værende godt for den politiske diskurs i et bredt folkeligt aspekt, dog vil jeg mene, at det samtidig underminerer troværdigheden omkring et generelt fagligt politisk virke. Vi har trods alt, at gøre med landets ledere, altså dem “der burde vide bedre” og forstå situationen til fulde. Dette er svært at tro på, hvis sprogets niveau aldrig hæves over det benyttede sprog i lægeromaner. Det kan selvfølgelig også være, at politikerne er blevet dårligere talere (artikel fra 2011, læs den her) over en bred kam, så der ikke er overskud til at udnytte sproget fulde potentiale. Det kan godt være politikerne er dårlige talere, men det er nok ikke her grunden til det faldende LIX tal skal findes. Vi har nok med et sammenkog at gøre, hvor lige dele forsøgt folkelighed, pragmatisk sproglig tilgang, frygten for misforståelser og letforståelige (red. letfordøjelige?) fraser er hovedingredienserne i en ret, bedst serveret fra Folketingets talerstol eller et snurrende kamera!

Er der så noget om snakken – er politikerne blevet hårdere i deres retorik, er papegøjesproget kommet for at blive og er LIX tallet fra åbningstalerne en tendens der gennemsyrer den generelle politiske debat (red. det vil jeg mene)? I alle tilfælde er jeg ikke den eneste der stiller spørgsmålene, se bare interviewet på TV2 News af lederen fra det nystiftede Dukkepartiet: se det her. Deres budskab er ganske klart, de er træt af det politiske teater, et teater bestående af skuespillere (politikerne), en scene (Christiansborg og medielandskabet) og et publikum (os, vælgerne). Måske har de ret. Måske er det politiske skue i Danmark kun et teater, et teater for fiktion. Bedøm selv!

 

One thought on “Retorik på afveje?

  1. Man bliver som dansker utrolig træt af den hårde retorik, der kører som en velsmurt propaganda-maskine alle døgnets timer.
    Vældende som slam ud af selvfede politikeres magtbegærlige munde, trækker det grelle spor til en anden tid, hvor man også skabte fjendebilleder ud af udvalgte befolkningsgrupper med frygtelige konsekvenser til følge.
    Jeg lytter med vantro til den hadske tale, der udspyes som galde udover snart alle grupper af befolkningen.
    Ledige er dovne, de ældre er en byrde, provinsen er UdkantsDanmark, østarbejdere er græshopper, muslimer er terrorister, de studerende får ‘cafe-penge’, for bare at nævne nogle af de mest kendte udtryk politiske spindoktorer har fået indsneget i sproget.
    Syndebukke, der har sikret befolkningens opbakning og det politiske flertal, når de sidste mange års ødelæggende reformer har skullet vedtages og accepters i befolkningen.
    Det er meget, meget grimt, at være vidne til.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s