Den ene hånd vasker den anden

I dag skal vi kigge tilbage på et gammelt indlæg fra denne side, nærmere betegnet min stille hyldest til Frank Ziyanak og hans nyeste udspil ‘Familie før Musik før Penge’ – hvis du vil føres up to date, læs indlægget her. Efter jeg havde publiceret indlægget, kom det mig af omveje for ører, at indlæggets hovedperson havde refereret til selvsamme på sin Facebook væg.

Frank_Ziyanak_blog

Dette vakte selvsagt en glæde for jeres nærværende skribent, da skriverierne kun giver mening, hvis der er et læsedygtigt publikum. Og i tilgift øges glæden, når dem der skrives om, synes om de ord man fæstner til deres navn. I Frank Ziyanaks tilfælde håber jeg, at have skubbet lidt til pladesalget i en positiv retning – det fortjener han!

Frank_Ziyanak_blog2

Pixeleret musik

Jeg har altid været en nostalgi hungrende sjæl med en ubændig tilbageskuende trang. Helt i denne ånd kan jeg oplyse, at det er præcist 27 år siden at en Amiga 500 fandt vej til mit sparsomt indrettede drengeværelse. Denne maskine var en vidundermaskine for en 10 årige dreng, hvis øjne kun havde set pixeleret 8 bits grafik og ører hørt grovkornet musik fra bl.a. Commodores umådeligt populære C64 maskine. Det var Amigaen der introducerede mig for musen, det grafiske brugerinterface (AmigaOS) og computerspil med en sindsygt detaljeret grafik (Amigaen kunne vise hele 4096 farver på skærmen – samtidigt). Mange af mine kammerater havde en tilsvarende maskine, så udvekslingen af spil foregik flittigt. Vi gik endog så vidt, at abonnere på spil pr. postordre fra kilder der ikke har været helt fine i kanten. For hvis jeg skal være helt ærlig, så var det mest spillene der trak.

I Amigaens spæde barndom blev maskinens potentiale ikke udnyttet til fulde, men i takt med at den fik flere år på bagen, fandt udviklerne smutveje til at presse den for hver en dråbe af saft og kraft. Spillene blev flottere, dybere og lydsiden fik ligeledes et nøk opad. Et af de spil der blæste mig omkuld, ikke fordi Gameplayet var revolutionerende, men fordi grafikken, animationerne og musikken var gennemført, var ‘Shadow of the Beast’ (1989) fra engelske Psygnosis. Der er tale om et rimelig konventionelt side-scrolling og platforms spil, med en høj sværhedsgrad. Dette spil har en særlig plads i mit hjerte, alene på grund af den velproducerede lydside – et varieret og ørehængende soundtrack. Vi var en lille gruppe af drenge, der kun spillede ‘Shadow of the Beast’ for at genhøre alle de, for os, klassiske rifs, fede beats og bjergtagende melodistykker. En ligeledes nostalgi hungrende Youtube bruger har rippet hele soundtracket og gjort det tilgængeligt, hvilket jeg kun kan tiljuble. Dengang i 1989 var jeg specielt glad for stykket, du finder mellem tidskoderne 3:07 – 5:08 – god nostalgi lytter!

 

 

Rock der ikke ruller

Igennem tiderne har mange kunstnere kommet og gået i den brede befolknings bevidsthed. Radio og musik TV har dikteret slagets gang, og bestemt hvem der skal helt frem i højtalernes membran. I MTV’s spæde barndom var Rick Springfield en hel generations guitar helt. Han scorede en regulær landeplage i staterne med ‘Jessie’s Girl’ i 1981. Det vil nok ikke være helt forket, at kalde den for hans signatur sang. Musikken kan bedst betegnes, som værende svagt rockende, nærmest vuggende, i sin meget tidstypiske tilgang. En nærmere indkredsning af stilen fortæller os, at det var MOR rock i en ekstra spiselig indpakning. Dette var en meget populær stil i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor Rick Springfield absolut ikke var eneste eksponent. Men lige Rick står som gudfader til en sub-genre i denne kontekst, nemlig persienne rocken. Navnet på genren er egentlig ikke specielt forankret i det musikalske input, andet end den føromtalte MOR rock, men snarere den visuelle stil benyttet i de labre musikvideoer. Kunstigt belyste aktører, et “grumset” look, svedig storby stemning, chiaroscuro galore (kontrast mellem lys og mørke) blev flittigt benyttet, og læg dertil persienner i alle afskygninger; lukkede persienner (red. for at holde storbyens kunstige lys ude) eller åbner persienner med dertil hørende stribede skygger. Som en ekstra bonus, optrådte Rick altid i en form for helte positur med sin guitar – i dag lidt sjovt at se på, men dengang var det umådeligt cool! Musikken var også perfekt for den hvide mand tilhørende (den øvre) middelklasse(n) eller derover. Det var feel good rock med en moderigtig attitude og totalt blottet for holdning, politik eller livets skyggesider (udover kærligheden til det modsatte køn, oftest ulykkelig kærlighed). Herunder kan i se en flot repræsentant for persienne rocken: Rick Springfield med ‘Affair of the Heart’.

1980’ernes MOR rock, herunder persienne rock varianten, spillede sig selv langsomt i baggrunden med populariseringen af den hårdere rock og metal (f.eks. Metallica), for hver dag vi kom tættere på 1990’erne. Mainstreamen fik ligeledes flere genrer at forholde sig til: elektronisk musik, Rap og Hip-Hip kom ud af undergrunden, og musikerne (eller deres producere) fusionerede konventionelle genrer på kryds og tværs. Dette har været stærkt medvirkende årsager til, at persienne rocken stort set har været erklæret død i en længere årrække – nogen vil mene det er for det bedste.

Men ligesom nekrologen lå klar til tryk og blyanten, der skulle skrive dødsattesten, var spidset og klar til brug, udkom det canadiske band Destroyer med deres 10. langspiller ‘Kaputt’ (2011). Bandet har igennem deres mange udgivelser været finurlige og legende, men altid kredset om en melodisk rockmusik med et fløjlsblødt udtryk. I mine ører ramte de plet med førnævnte skive. Musikken giver mindelser om en konditors fyld til en Sarah Bernhardt kage eller skummet i et dejligt karbad – blødt, behageligt og, frem for alt, indbydende. Pladen løfter ikke direkte arven fra Rick Springfields helte inficerede persienne rock, men skal nok snarere høres som en omskrivning af selvsamme. Dog bliver hatten flittigt tippet i retning af tidligere tiders helte og Rick må have været en af disse canadiske drenges tidlige musikalske stjerner. Pladen er spækket med ørehængere bl.a. titelnummeret og ‘Savage Night at the Opera’, men min personlige favorit må være ‘Chinatown’. Giv dig selv en pause fra hverdagens stress, ‘Chinatown’ vil efterlade dig glad og tilfreds:

El Clásico revisited

I aften løber Real Madrid og FC Barcelona på banen til deres 227. opgør, et opgør der altid er garant for spænding, godt spil, spektakulære mål, larm fra tilskuerpladserne og i de senere år, tvivlsomme dommerkendelser. I de seneste 6 år har FC Barcelona haft overtaget, pænt personificeret ved den velkendte tiki-taka spillestil, som Pep Guardiola finpudsede i en årrække og skabte et nærmest uovervindeligt dynasti. Spillestillen så egentlig dagens lys hos Ajax Amsterdam i 1970’erne, hvor Rinus Michels var hjernen bag fra trænerbænken og Johan Cruyff var spillets kraftigste eksponent på banen. Årtier senere skiftede Johan Cruyff spillertrøjen ud med et nypresset jakkesæt, og var nu selv hjernen bag FC Barcelonas revolutionerende ‘Dream Team’, der viderførte Rinus Michels tanker om total fodbold på fornemmeste vis. Sidenhen er den hollandske total fodbold blevet forenet med spansk teknik og elegance, noget vi i dag kender fra det spanske landshold og førnævnte FC Barcelona – kaldet tiki-taka. Efter mange år, hvor spillestilen har efterladt publikum i benovelse, fans henrykte og modstandere dybt frustrerede, begynder lakken så småt at krakelere. Det tyske boom, med en direkte, hurtig og omstillingsparat stil, har virkelig vist vejen frem mod hold der praktiserer tiki-taka. Hvem husker ikke den spanske nedslagtning i sidste års CL semifinaler? Med til historien hører selvfølgelig også, at spillerne på bl.a. FC Barcelonas hold bliver ældre, ja nogen af kulturbærerne stopper endda til sommer (Carles Puyol og Víctor Valdés), og Pep Guardiola er blevet en prominent del af det tyske boom (red. træner hos Bayern München), hvilket selvsagt har efterladt et kæmpehul i den engang uigennemtrængelige rustning.

I aften er det ikke et normalt La Liga opgør, men Copa del Rey finalen. En direkte duel over én kamp om det eftertragtede trofæ. I England er f.eks. FA Cuppen en meget eftertragtet pokal, som selv de store hold vil gå gennem ild og vand for at vinde, hvorimod cup-turneringen i Danmark ikke er opprioriteret på samme måde. Et sted mellem disse to yderpunkter, finder vi Copa del Rey trofæets indlejret prestige. Når det er sagt, så er mit bud, at normal logik ophæves, mest af alt fordi kombattanterne er arvefjenderne fra Real Madrid og FC Barcelona. Catalonierne går ind til kampen med to kæmpe skuffelser i bagagen indenfor én uge. Først røg de ud af CL turneringen, derefter tabte de i ligaen og kan nu ikke selv afgøre mesterskabet. Kongesønnerne gik videre i CL med hiv og sving, og ligger lige bag Atletico Madrid i ligaen (red. der dog har den fordel, at deres indbyrdes regnskab er bedst). Med dette in mente, må Real Madrid anses for værende små favoritter, men så let er det ikke! Som jeg skrev ovenfor, så har FC Barcelona haft det klare overtag i de seneste par år, alene i årets La Liga har de vundet begge indbyrdes opgør. Det første opgør på Camp Nou vandt de en klar 1-0 sejr, dog var Real Madrid stadig i en opbygningsfase, hvor Carlo Ancelottis spilsystem ikke helt var integreret. Ydermere startede Gareth Bale på banen, selvom han slet ikke var i kampform, og Sergio Ramos skulle fejlagtigt agere bølgebryder på den defensive midtbane – dispositioner der ikke er plads til i disse højspændte kampe. I den modsatte kamp på Santiago Bernabeu var Real Madrid foran og spilstyrende lige indtil det 66. minut, hvor Neymar viste sine udsøgte evner indenfor skuespilsfaget – rødt kort til Sergio Ramos og straffespark (se videoen herunder). Reelt set blev dette det kampafgørende øjeblik, for herefter havde FC Barcelona rigeligt plads til deres småspil (red. det afgørende mål blev dog sat ind på endnu et noget tyndt straffespark). Det jeg prøver, at anskueliggøre her er, at FC Barcelona må have det psykologiske overtag. De må simpelthen have en tyrkertro af en anden verden, når de går ind til disse arvefjende opgør.

Det kræver ikke den store forhåndskendskab til disse to spanske giganter for at vide, at startopstillingerne bliver spækket med store stjerner. Alligevel ser det ikke ud til, at nogen af holdene kan starte i fornemmeste opstilling. FC Barcelona kæmper med at få Piqué, Bartra og Puyol klar til kamp. Tre spillere der normalt figurerer i forsvaret, så situationen må siges at have en vis alvor. Real Madrid har Jesé og Khedira langtidsskadet, Arbeloa kommer ikke i aktion de næste par uge og Marcelo er ligeledes, med sikkerhed, meldt ude, men det store spørgsmål i de spanske aviser er om Cristiano Ronaldo når at blive klar. De seneste rygter indikerer, at han ikke er med.

Som tidligere skrevet, bliver dette deres 227. kamp i en af de officielle turneringer og Real Madrid har vundet 90 af de tidligere opgør, med 88 sejre til FC Barcelona og 48 opgør er endt uden en vinder. Kampen skal spilles på Valencias stolte hjemmebane: Mestalla. Et stadion der er kendt for sin altid festlige kulisse og meget stejle terrasser, noget der efter sigende giver et voldsomt lyd-inferno for aktørerne på banen. Jeg vil sidde klar kl. 21.30 i aften og heppe på de kongehvide drenge, i håbet om en gentagelse af Copa del Rey triumfen fra 2011 mod selvsamme modstander. God kamp!

Den moderne baggårdspuma

Populærmusikken i Danmark har på mange punkter mistet sin integritet, til fordel for en Medina inspireret tilgang (red. der igen er inspireret af de amerikanske forbilleder). Men midt i tristessen kommer der med jævne mellemrum et band eller en kunstner, der tænder et lys i mørket og giver et glimt af håb. Dette er selvklart en grov fortegnelse, dog med en god portion sandhed i. Heldigvis for os musikfans, er kvaliteten generelt ret høj hos dem der stikker deres upolerede ansigter frem fra mørket. I denne ombæring vil jeg fremhæve Frank Ziyanak, en voksen mand der har en lang og broget karriere bag sig, men med en umiddelbart lys fremtid. Han har lavet Garage rock med Death to Frank Ziyanak og electro clash med The Wong Boys (se dem i aktion i nedenstående Youtube klip), begge bands kendetegnet ved en in your face attitude og gode melodier. For 2 år siden havde han færdigmixet sit tredje solo-udspil og det var egentlig klar til udgivelse, men det blev stoppet, da en ærlig Frank Ziyanak ikke længere følte han kunne stå inde for musikken. Han brugte derefter de efterfølgende 2 år som fuldtids tatovør (se eksempler på hans tattoos her). Et så friskt og modigt valg, at det må give en omgang applaus.

I går mandag kom så den længe ventede opfølgende plade ‘Familie Før Musik Før Penge’. En plade der bliver beskrevet, som en moderne version af John Mogensens musik. Det er i mine ører lige, at stramme skruen en anelse. Tag ikke fejl, albummet er et rigtig fint og modent album, med nogle endog meget ærlige tekster. Men John Mogensen referencen i musikken kan jeg ikke ane. Referencen bliver mere klar, når man kigger på personen Frank Ziyanak, der i årerne inden sin datters fødsel (red. hun er 4 år) var kendt som en rigtig rock’n’roller. Dertil kan teksterne også danne base for en sammenligning, da begge kunstnere er/var særdeles bramfri og hudflettende ærlige. At han er en kunstner der besidder en stor integritet, kan ses i hans valg af plade release – afholdte en koncert, hvor indgangen gik ubeskåret til Børnehjælpsdagen. Dette selvom vi har med en kunstner at gøre, der ikke vælter sig i mammon. Frank Ziyanak får mine varmeste anbefalinger, med håb om at du støtter denne “skjulte” danske kunstner i hans stille virke (‘Familie Før Musik Før Penge’ koster kr. 72,00 på iTunes). Her kan du høre anden singleskæring ‘Gør Det For Dine Børn’:

Melankolien er der stadig

I 2010 takkede a-ha af efter 25 år med melankolsk popmusik fra de norske fjelde. De kan se tilbage på en flot karriere, hvor omverdenen desværre mest husker dem for ‘Take on Me’, dette selvom de har rigtig mange fine sange i deres bagkatalog. Alt i alt nåede de at udgive 9 albums (4 top 10 albums i England) og lavet et hav af hitsingler (har været nr. 1 i USA og England med to forskellige sange). Midt i 1990’erne gik bandets tre medlemmer hver til sit. Dette gav os et engelssproget soloudspil fra Morten Harket (‘Wild Seed’ fra 1995) og Paul Waaktaar dannede rockgruppen Savoy med sin kone Lauren. På dette tidspunkt var der snak i krogene om, at interne stridigheder var grunden til deres split, noget der delvist blev underbygget med Savoy sangen ‘Daylight’s Wasting’, hvor Paul synger følgende to vers:

I had a band of certain fame
“The brownstone walk ups”, was our name
Singer was fair but got it wrong
He never did justice to my songs

He did more for me and that’s a fact
When he went and stabbed me in the back
So, I’ve gotta do now, don’t you know?
What I should have done five years ago

Et par år efter så det dog ud til, at de to kamphaner havde lagt tidligere tiders stridigheder bag sig, da a-ha gik på scenen ved Nobelprisuddelingen i 1998 og spillede en flot tidlig version af ‘Summer Moved On’. De lignede i sandhed et band, der godt kunne tage en tørn til.

Dette blev startskudet på et succesfuldt comeback, der tilvejebragte 4 albums og 2 livealbums og 2 Greatest hits. Det tyske marked tog imod dem med kyshånd og selv englænderne (hvor de ellers var gledet ud i glemslen) tog dem til sig igen. Man kan trygt sige, at de sidste 10 år af bandets levetid blev en lang smuk svanesang, helt frem til svanens død d. 4. December 2010. I dag har de tre tidligere medlemmer af a-ha travlt med deres egne projekter: Magne Furuholmen (keyboard) er kunstner, har udgivet plader i eget navn og er medlem af supergruppen Apparatjik, Paul Waaktaar (guitar) er stadig aktiv i Savoy og udgav sidste år første gang musik i eget navn (hør udspillet ‘Manmade Lake’ her) og Morten Harket har med jævne mellemrum udgivet solemateriale i eget navn.

Det er sidstnævnte jeg vil fremhæve her, ikke fordi han var den letgenkendelige stemme fra a-ha, men fordi han i morgen udgiver sin 4. engelsprogede plade (6. i alt). I min bog har han en del at revanchere efter sidste udgivelse ‘Out of My Hands’ (2012), der var en meget letbenet sag – mindede mest om en produktion designet til kommerciel radio. Dette var en stor skam, da hans udgivelser ellers har bevæget sig i et sagtmodigt og melankolsk univers, der klæder hans aldrende stemme. ‘Letters from Egypt’ (2008) var en ujævn affære, men tro mod billedet af en tidligere pop-prins, der finder sin indre ro med en akustisk guitar og meningsfyldte tekster. At dømme ud fra de to første sange, der er sluppet ud fra det nye album ‘Brother’, så har han fundet tilbage til netop den vej. Det er en vej han betrådte første gang med det fremragende album ‘Wild Seed’ og er den vej, hvor han virker mest oprigtig. 2. singlen fra ‘Brother’ er titelnummeret, og det er af den slags sange, der vinder rigtig meget ved et eller flere genhør.

Den gode Morten Harket er stadig en af de sidste 30 års største pop sangere, men som solo kunstner har han haft svært ved, at finde det rette fodfæste. I a-ha kunne han læne sig op af Paul Waaktaar og Magne Furuholmens tæft for flotte og melankolske pop sange, der som oftest klædte hans ivrige vokal ypperligt. Personligt håber jeg, at den nye skive tillader at hans stemme får vinger. Det fortjener den. Om ikke andet, så lader det til at den vindombruste melankoli ikke længere er sat på orkanstyrke, men snare på ‘let rusken i egetræet’. Noget der lyder som er det, det helt rigtige valg for en ikke kun aldrende kunstner, men aldrende stemme. Jeg glæder mig meget til i morgen, hvor ‘Brother’ rammer din lokale pladepusher, streamingtjeneste og iTunes.

 

Da Metronomy gæstede Loppen

I går aftes lagde britiske Metronomy vejen forbi Christiania og Loppen i anledning af deres Europa tour. Dagen før spillede de op til narrestreger i Hamburgs altid festlige Reeperbahn område og i dag går det ud over Stockholm. De har fire albums på samvittigheden, og touren er en promovering af deres seneste udspil ‘Love Letters’. Dette er måske ikke deres stærkeste skive, men omvendt er det også svært at holde kadencen ovenpå deres seneste to glimrende udspil ‘The English Riviera’ (2011) og ‘Nights Out’ (2008). Koncerten blev heldigvis heller ikke en ensidig affære centreret om den nye skive, da bandet kom godt omkring deres mange små popperler. Vi blev forkælet med ‘Radio Ladio’, ‘Holiday’, ‘Heartbreaker’, ‘She Wants’, ‘The Look’ og en af 10’ernes bedste pop singler ‘The Bay’. Vævet ind i mellem disse, blev vi præsenteret for lige dele fyldemateriale og fine pop sange. Titelnummeret fra nyeste plade, fandt jeg ikke nævneværdig ved mine første mange gennemlytninger, men live fungerer sangen nærmest optimalt – der var næsten lignelser til stadionrock anno 1984. Og i stærk kontrast til dette, så formåede albummets absolut bedste nummer ‘I’m Aquarius’ ikke rigtig at komme ud over rampen. Alligevel var det en rigtig fornøjelig aften i selskab med et af tidens bedste pop bands.

Herunder kan i se og høre ‘I’m Aquarius’. Læg i særdeleshed mærke til det rumskib Joseph Mount sidder i.

Rumsibet ligner ret meget et af de skibe Mœbius havde tegnet til ‘Jodorowsky’s dune’ (se mit tidligere blogindlæg). Det kan simpelthen ikke være et kreativt tilfælde, men så længe det er flot, går det nok altsammen.