Har X-Factor egentlig X-Factor

Vi danskere elsker, at samles foran TV’et fredag aften til licensbetalt underholdning. Det er en tradition viderført gennem generationer, først med DR’s underholdningsprogrammer, siden med skarp konkurrence fra TV2. Hvem husker ikke Otto Leisner, Hans Otto Bisgård, Michael Meyerheim, Casper Christensen og Anders Lund Madsen, som eksponenter for gode grin, sørgelige historier, mere eller mindre skarpe interviews og altid moderigtigt hår. Inden for de sidste 10 års tid er fredagsunderholdningen, i bedste sendetid, drejet ind på musik- og talentkonkurrencer. Denne type TV har vist sig, at være perfekt for det debatskabende danske åndsfællesskab bl.a. fordi man bliver “tvunget” til at tage stilling til det man hører og ser. Samtidig har formatet en indlejret jovialitet – det er svært at få kaffen helt galt i halsen af ren og skær foragelse. Al virksomhed der kunne udfordre samfundets herskende ideologi, er fuldkommen barberet væk. Vi har med et underholdningsprodukt at gøre, der skaber debat i kølevandet på fremvisningen, men ikke gør noget for samfundets diskurs på længere sigt. Det er vist det, man i gamle dage kaldte for ‘underholdning for unge i alle aldre’ eller roser uden torne. Dagbladene kaster sig ligeledes lystigt over programmerne. De formår, at skabe en hype omkring de deltagende parter (dommere som deltagere), som styrer mediebilledet under seriens forløb. Intet er helligt i formidlingen af disse nye “stjerner”, her tænkes i særdeleshed på deltagerne, altså dem med et formodet talent. Det hele bliver kørt op i en skrue, og selv de få danskere der fravælger fredagens show, vil med sikkerhed have en god fornemmelse af, hvad der er foregået. Hvis jeg bruger udtrykket ‘mediestorm’, er det nok ikke skudt helt forbi.

Showets store stjerne(r) er ikke dommerne, værten eller en af de deltagende parter, som man umiddelbart bliver foranlediget til at tro jf. den føromtalte mediestorm. Nej, det er selve formatet folk hepper på (red. højst tænkelig uvidende om dette). Det er formatet der overlever sæson efter sæson. Hvis det var anderledes, ville der være mange pop-stjerner i Danmark, direkte afledt af virakken og opmærksomheden skabt af formatet og de tilstødende medier. Med andre ord kan man sige, at formatets DNA lover stjernestøv og morgendagens musikalske helte, men virkeligheden er en ganske anden. Publikums kontrakt med deltagerne gælder kun under seriens forløb dvs. efterfølgende bliver de sluset ud i en mere lige konkurrencesituation, hvor deres hidtige (over)eksponering er væk og talentet skal kunne bære. Det hører til sjældenhederne, at denne type popularitetskonkurrencer spytter et unikt talent ud, der kan overleve udenfor showets vakuum.

Den eneste stjerne der overlever, selv på en sendeflade med skarp konkurrence på tværs af kanaler, er selve formatet! Husk det næste gang du ser X-Factor eller lignende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s