Fortidens luner

I en ikke for fjern fortid, hvor TV kigning bestod af en kontrakt indgået mellem dig og sendefladen. Internettets ressourcestærke og afdækkende evne til, at give dig underholdning tilrettelagt dit humør og tidsplan, var endnu ikke en mulighed. Båndmaskiner med optagefunktion blev betragtet som en vild luksus forbeholdt de få, men tragtet af de fleste. Ja, selv farvefjernsynet var ikke noget man kunne finde i alle hjem. Det var også dengang hvor dansk monopol TV styrede den ganske sendeflade, dog med få afstikkere til tyske og svenske kanaler. I disse tider, satte man sig til rette foran husalteret og blev så siddende hele aftenen, vel at mærke uden at skifte kanal. Disse tider var simplere og nærmest designet til fordybning af forhåndværende materiale – nogen vil måske påstå, at det også var en mere sørgelig tid, men det vil jeg ikke kommentere på. Det var også i denne tid, at der blev produceret en række TV føljetoner, fiktionelle mini-serier, af en meget høj kvalitet.

Et af de bedste eksempler er den BBC producerede serie ‘Tinker Tailor Soldier Spy’ fra 1979, der formåede at være enormt spændende, på trods af et dvælende fortælle tempo, for mestendels et stationært kamera og stort set ingen spor af fysisk vold. Forlægget er John Le Carré’s roman af samme navn, med en storspillende Alec Guinness i den altoverskyggende hovedrolle som George Smiley, en bureaukrat af guds nåde. Han kan bedst beskrives, som værende alt det James Bond ikke er – lille, tyk, ingen held med damerne og ikke gearet til fysiske interaktioner med voldeligt udfald. I al sin enkelthed, er det historien om en dobbeltspion, skjult i egne rækker, og den snilde hvormed Mr. Smiley ryger ham ud af sit skjul. Alligevel formår serien, i alle syv episoder, at holde seeren på tæerne og være godt materiale for folk med hang til at bide negle!

Et andet eksempel på en sådan dvælende TV produktion, skal vi lidt længere frem i tiden for at finde. Nærmere bestemt havner vi i 1986. Serien er ‘The Singing Detective’! Her har vi med, i mine øjne, et af de mest ambitiøse TV produktioner nogensinde at gøre, grundet sin kompleksitet, fortællestruktur, skuespil og, ikke mindst, store fortællemæssige overskud. Meget af dette skal findes i Dennis Potters nærmest selvbiografiske manuskript, om en forfatter der bliver indlagt med en svær hudlidelse (red. psoriatic arthritis). Under sin hospitalsindlæggelse hallucinerer han kraftigt; blander hans forfatterskab ind i virkelighedens verden og vice versa. Det er en Tour de Force i subjektiv historiefortælling til et audiovisuelt medie. Serien er smukt instrueret af Jon Amiel, der fornemt formår at sammenflette alle trådene i seks episoder af én time varighed.

Dette var kun to hurtige bud på en dvælende TV produktioner, fra dengang en god serie eller film kunne samle familien foran husalteret. Der massere af andet guld, at hente fra kirkegården for serier af ældre dato. Og i dag er vi så priviligerede, at rigtig meget af det, er at finde på Netflix, Hulu eller en anden internet baseret TV tjeneste – enddog er rigtig meget udgivet på DVD. Så lad ikke produktionsåret, 4:3 formattet eller den noget langsommere stil skræmme dig væk – du vil takke mig for det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s